VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
592Visninger
AA

20. TRISTAN

3

 

Den svære tid kom. Der var et tidspunkt, hvor Sebastian og jeg ikke kunne længere. Hvor tingene gik galt. Vi slog op, og gik hver til sit. 

Det var efter Julie var død. Vi snakkede stadig sammen alle sammen, selvom det var svært, for jeg havde brug for dem, ligesom de havde brug for hinanden. Også Sebastian, jeg havde virkelig brug for ham. 

Mine og Sebastians forældre havde altid været de forældre i vores vennegruppe, der kom bedst ud af det med hinanden. Sebastians far var også blevet okay igen, og han så, hvor glad Sebastian var med drenge, så han accepteret det efterhånden mere og mere. 

Vores forældre havde aftalt, at vi skulle spise sammen, og Sebastians mor havde fortalt min mor, at han ville være der. Jeg ved ikke, hvordan mine forældre havde fået mig overtalt. Måske var det fordi, jeg savnede hvordan det hele plejede at være. Jeg kunne stadig ikke lade være med at undre mig over, hvad der ville ske når vi mødtes, om vi overhovedet ville have noget at sige. Jeg var langt ude, hvis jeg troede, at vi ville have ord at sige, at vi ville kunne klare at holde øjenkontakten. At kigge ind i hans øjne, var alt jeg havde villet i lang tid. Bare at kigge ind i hans lyseblå øjne. 

Jeg savnede ham som en sindsygt. Jeg er ikke sikker på, hvorfor vi slog op, måske voksede vi fra hinanden. Men han valgte at glemme det hele, som om øjeblikkene med mig aldrig skete, som om den del af hans liv aldrig skete. Han opgav mig og han var ikke den første. Den aften lykkedes det os at undgå øjenkontakt hele aftenen. 

Jeg havde lyst til at kaste min gaffel efter ham, bare for at få hans opmærksomhed. Jeg gik udenfor i stedet for. Ikke længe efter kom han ud for at se til mig, og jeg havde lyst til at skrige af ham. 

“Hvorfor tog du med, Tristan?” 

“Min mor tvang mig.” 

“Så du havde ikke lyst?”

“Nej” 

“Hvorfor ikke?” 

“På grund af dig.” Han kiggede ned i jorden. Han var gået ud til mig i strømper. 

“Hvad er der med mig?” 

“Sebbe, vi to har ikke snakket sammen, i jeg ved ikke hvor langt tid. Vi kan ikke engang kigge på hinanden mere.” 

“Og hvad så?” Spurgte han.

“Glem det.” Svarede jeg, og begyndte at gå. 

“Nej!” Jeg vendte mig om. 

“Er du glad… uden mig.” Spurgte jeg, og min stemme knækkede. 

“Nej, men jeg var heller ikke glad sammen med dig. Det skulle måske bare ikke have været os.” 

“Så er det på tide, at jeg går. Være sød at sige til mine forældre, at jeg er gået hjem.” Han sagde ikke noget, kiggede bare på mig, da jeg gik. 

Jeg tog den seddel op af min lomme, hvor der stod de ord, han engang havde skrevet til mig. 

Hvor havde jeg bare brug for et for evigt.

Dagen efter kom Emilie over. Hun smilte til mig da hun satte sig i sengen. 

“Jeg så dig sammen med Sebbe i går.”

“Okay.” Sagde jeg. Jeg vidste godt, at hun prøvede på at få mig til at fortælle, hvad vi snakkede om, men det var bare et dumt skænderi. 

“Så du snakkede med ham?”

“Ja.” 

“Og?”

“Han er glad, Emilie.” 

“Uden dig?” 

“Ja.” 

“Og hvordan har du det?” 

“Jeg er ikke sikker.” Jeg havde lyst til at græde. 

“Det skal nok gå, Tristan.” 

“Emilie du af alle mennesker ved, hvordan det er, at miste den man er forelsket i?” 

“Ja…” Svarede hun. “Men det var anderledes. Sebbe er her stadig, og jeg så hvordan i plejede at kigge på hinanden, det var ægte, og det vil aldrig ændre sig, ellers var han ikke gået ud efter dig i aftes.” 

“Men…” Hun afbrød mig. 

“Ikke noget men. Glem at han er glad, og glem at han ikke vil igen. Glem det hele. Fortæl ham hvordan du har det.” 

“Men hvad hvis han ikke har det på samme måde?” 

“Det er ikke pointen. Du fortæller ham det, fordi du ikke kan klare at gå rundt, og vide han ikke aner hvordan du har det.” Sagde hun. “Du fortæller ham det for din skyld, ikke for hans.” 

“Og hvad hvis han beder mig om at gå?” 

“Men hvad hvis han beder dig om at blive?” Spurgte hun så, og jeg krammede hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...