VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
770Visninger
AA

19. TRISTAN

2

 

Den dag jeg fortalte mine forældre, at jeg var til drenge, var det ikke noget med råben og skrigen eller fordomme og had, ligesom med Sebastian. Det var ubetinget kærlighed. 

Vi sad midt i aftensmaden, og så valgte jeg at sige det. 

“Jeg er forelsket.” Sagde jeg. Uden at tænke over konsekvenserne. 

“I hvem da?” Spurgte min far. 

“Det er lige det, far. Det er Sebbe.” 

“Er du forelsket i Sebastian?” Spurgte min mor. 

“Ja.” Sagde jeg. “Jeg kan lide drenge på den måde, det er meningen, at jeg skal kunne lide piger. Faktisk er det ikke meningen, jeg skal noget som helst. Det er ikke meningen, jeg skal kunne lide piger. Det er meningen, jeg skal være mig. Jeg kan lide drenge, og det er mig.” Jeg talte hurtigt, i frygt for at mine forældre ville begynde at råbe af mig, og sige at de ikke længere ville kende til mig.

“Rolig Tristan. Hvad havde du regnet med, at der ville ske?” 

“Jeg ved det ikke. Sebbes far flippede helt ud, det var ret voldsomt.” 

“Men vi er ikke Sebastians far, skat. Vi elsker dig ligemeget hvad?” Sagde min mor. 

“Det er dit job, at finde ud af hvem du er. Ikke vores.” Sagde min far. 

Den aften sad Sebastian på kantstenen, da jeg kom ud. Jeg havde set ham sidde der fra mit vindue. Jeg gik ud til ham, og satte mig ved siden af ham. 

“Er du okay?” Spurgte jeg. 

“Jeg tænkte bare på, om vi ender ligesom Emilie og Adam?” Spurgte han.

“Sebbe, det er fuldstændig ligegyldigt, om vores forhold holder i lange løb.” Han kiggede undrede på mig, og jeg tog hans hånd. 

“Forklar.” Sagde han. 

“Hvad vi har her mellem os, holder måske ikke, det kan vi jo ikke vide. Men er det vigtigste ikke, at vi tager én dag af gangen, istedet for at bekymre os om fremtiden? Jeg er klar over, at vi begge to er forelsket, og at det kommer til at gøre ondt, hvis vi går fra hinanden, men lad os tage den til den tid. Lige nu er det ligemeget, okay.” Han nikkede. 

“Jeg er bange for den tid.” Sagde han. “Du er den eneste, jeg har været forelsket i.” 

“Og det hele skal nok gå, for jeg er ligeså vild med dig, som du er med mig. Sebbe, du vender hele min verden på hovedet. Jeg har ikke ordene til at beskrive, hvad du får mig til at føle, men det er noget jeg aldrig har følt før, og det er god følelse.” 

“Jeg tror på dig og mig.” Sagde jeg.

“For evigt.” Svarede jeg.

Det var der, det gav mening for os, at lade fremtiden være, og tage de svære ting op når de kom, istedet for at gøre det, når de ikke var opstået endnu. 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...