VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
635Visninger
AA

18. TRISTAN

T R I S T A N

 

1

 

 

Der var Anna, og så var der Sebastian. 

Anna var jeg forelsket i, det var der ingen tvivl om, men der kom et tidspunkt, hvor det bare føltes forkert når vi kyssede. Den dag Sebastian fortalte mig, at han havde været Julie utro med Louise, kyssede jeg ham. Jeg havde ingen ide om hvorfor, eller hvad det var, der gjorde, at det føltes så rigtigt. 

Han skrev en sms om, at jeg skulle lukke ham ind, klokken halv tre om natten. Jeg vidste ikke hvorfor, eller hvad han havde gang i. 

“Jeg har været Julie utro.” Sagde han, da han kom ind på mit værelse. 

“Hvad?” Spurgte jeg. Jeg satte mig i min seng med ryggen op af væggen. Han lagde sig med hovedet på mine ben, og træk dynen over sig. Stemningen havde været underlig mellem os på det sidste, og alting virkede forkert. 

“Jeg har haft sex med Louise.” Jeg nussede ham i håret. Det var den slags venskab vi havde, men på det sidste var det bare som om, at det var noget andet der gjorde, at jeg havde lyst til at være tæt på ham på den måde. Det havde altid været: vi er bedste venner vi må gerne opføre os, som om vi er kærester. Jeg vidste ikke, hvorfor det pludselig føltes anderledes. 

“Hvorfor?” Jeg havde en underlig følelse indeni, da han sagde, at han havde været sammen med Louise. Det var først langt senere, jeg fandt ud af, at den underlige følelse jeg fik den nat, var jalousi.

“Fordi jeg… jeg ved det ikke.” Men selvfølgelig vidste han det. Han ville bare ikke sige det højt.

“Sebbe.” Sagde jeg, og han satte sig op og kiggede på mig. “Det er jo ikke fordi, Julie ikke har lyst til dig. Jeg har set, hvordan hun kigger på dig. Hvad er problemet?” 

“Måske er Julie ikke nok, Tristan.” 

“Hvorfor ikke?”  

“Jeg ved det ikke.” 

“Jo du gør.” 

“Nej.” 

“Sebastian!.” 

“Jeg er til drenge!” Råbte han så til sidst. Jeg kiggede på ham, uden at tænke over hvad han lige havde indrømmet. Jeg følte mig… glad. Uden på det tidspunkt at vide hvorfor.

“Sebbe… det er helt i orden.” Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Måske var det også godt nok. Han sagde ikke noget, han kiggede bare ned på hans hænder. De rystede. 

“Sebbe kig på mig.” Han kiggede på mig. På den der helt specielle måde, som jeg altid havde haft en svaghed for. Det blik fortalte mig noget, men for første gang i lang tid, kunne jeg ikke finde ud af hvad.

Så træk jeg ham tættere på mig, og kyssede ham. Følelsen var ubeskrivelig, og jeg længtes efter mere jo længere tid, vi kyssede. Det var ikke første gang vi kyssede. Vi havde gjort det en enkelt gang før i en leg, og jeg havde følt noget, men jeg vidste ikke hvad. 

Han stoppede mig ikke. Hans hænder bevægede sig op under min bluse, og jeg trak hans af over hovedet på ham. 

Vi forsvandt i det øjeblik. 

Verden væltede omkring os. 

Det skænderi Sebastian vidste ville komme, når han skulle konfrontere Julie betød intet. Vi blev langsomt ligeglade med alt det, imens vi vidste, at vi snart ikke kunne holde fingrende for os selv mere. 

Alt det udenfor, bag den lukkede dør, eksploderede, mens Sebastian kyssede mig mere og mere. 

Dagen efter vågnede jeg op uden Sebastian ved siden af mig. Han sad i vinduet, og kiggede ud på regnevejret. Jeg satte mig ved siden af ham i det store vindue, og flettede mine fingre ind i hans. Det føltes rart. 

Det var i foråret. Da bladene var begyndt at skifte farve fra grøn til orange, og de efterhånden faldt af træerne jo mere tid der gik. 

Det var da vi ikke længere kunne gå med bare ben, og vi begyndte at tage jakker på igen. 

Det var månederne inden det blev vinter. 

Det var der vi så Emilie løbe hen af gaden, og ende i et kys med Jacob. Vi fortalte det aldrig til nogen, for hvis Emilie ville have, vi skulle vide det, havde hun selv sagt det. 

 

  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...