VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
726Visninger
AA

45. SEBASTIAN

9

  

En måned efter Julies død, brød jeg sammen for første gang. Jeg havde grædt til hendes begravelse, men det her var hysterisk gråd. Gråd der ikke ville stoppe, og tog luften fra mig. Måske gik det pludselig virkelig op for mig, at Julie ikke længere var der. 

Den nat var jeg løbet hele vejen ned til stranden, hvor vi dengang, vi havde det godt, havde nøgenbadet, og løbet hjem i undertøj, med vores fuldstændig fantastiske hårfarver. 

Et par måneder efter vi havde farvet Tristans hår blåt, havde vi alle sammen farvet vores hår forskellige farver. Det kan godt være de andre i klassen synes, vi var langt ude, men vi var ligeglade. 

Den nat havde vores latter fyldt gadernes tomhed, og månen lyste alting op. Vi var så fandens lykkelige dengang. 

Jeg holdte mig for ørerne, og begyndte at skrige. Jeg skreg indtil alt luften forlod min krop. og jeg faldt sammen i sandet.  

Jeg sad i sandet med tårer løbende ned af kinderne. Jeg tænkte på alle de varme sommernætter ved bålet i Emilies baghave. Eller de mange lørdage aftner med film og pizza. Det var helt uden drama. Helt uden sygdom, og knuste hjerter. Det var da vi var glade, og aldrig løj. 

Jeg tænkte på den dag, Vi løb rundt i lyserøde engangsdragter og sikkerhedsbriller, og malede hinanden fra top til tå. 

Jeg tænkte på vores vandkrige og strandtur. 

De halvfulde nætter i trakvogne, med stjålne vodkaflasker. 

Eller da vi væltede rundt på skolens tag, og pustede sæbebobler. 

Pludselig var der gået et halvt år, og jeg savnede hende hver dag. Jeg snakkede ikke om det, selvom jeg burde. Hun havde brug for kærlighed, kærlighed jeg på mange måder ikke kun give hende. Jeg bebrejdede mig selv for alt det, jeg ikke kunne give hende da vi var sammen. 

Jeg vidste ikke, hvor meget længere jeg kunne holde til at leve uden hende. Det havde været en hvirvelvind af følelser siden hun døde, det havde det været for os alle sammen, og der var sket mere på det halve år end nogensinde før. For det første var det gået enormt langsomt, og for det andet var der bare sket så mange utrolig dumme ting. Først var vi alle alene, fordi vi ikke følte, vi kunne overskue at være sammen med nogen, men så kom hendes begravelse, og det gik op for os, at vi kom meget nemmere igennem det sammen. 

Anna havde forsøgt selvmord tre gange, uden at ville indrømme det over for andre end mig, og for at være helt ærlig, troede jeg ikke tre gange var nok for hende. Jeg troede, hun blev ved indtil det lykkedes hende, og det skræmte mig mere end noget andet. Heldigvis tog jeg fejl. 

Jeg havde fået panikanfald næsten hver dag siden. 

Tristan prøvede at være stærk, men han kunne næsten ikke mere. Jeg tror, jeg var den eneste, han snakkede med om det, vi havde grædt sammen flere gange, og jeg kunne mærke på ham, at han virkelig ikke kunne mere. 

Emilie snakkede ikke specielt meget mere, hun sad bare, og kiggede. Men hun havde det vidst bedre, når hun var sammen med os andre. Hun holdte for det meste Adam i hånden, men hendes blik var tomt. Og når de kiggede på hinanden, var det som om alt den kærlighed i deres venskab, der var ved at komme tilbage, var forsvundet igen. De elskede stadig hinanden, men de blev aldrig forelsket igen. 

Adam brugte det meste af hans tid sammen med os andre, selvom han måske stadig følte, at han ikke var så stor en del af vores gruppe, som han var engang.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...