VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
633Visninger
AA

44. SEBASTIAN

8

 

Da Anna ringede den nat, og fortalte os, hvad der var sket, var jeg sammen med Tristan. Vi var faldet i søvn til en film, og blev vækket af min telefon der ringede. At Anna ringede midt om natten  gav os en fornemmelse af, at noget ikke var rigtigt. 

Vi vidste allerede, hvad der var sket. 

“Er hun okay?” Spurgte jeg, men jeg vidste, at svaret var nej. Hun sagde ingenting, og jeg fik tårer i øjnene. Tristan tog min hånd.

“Anna?” 

“Undskyld.” Hendes stemme knækkede, da hun begyndte at græde. 

“Du behøver ikke sige det, Anna.” Jeg sendte Tristan et blik, der fortalte, at det var slut. At Julie ikke længere var her. Han begyndte at græde ligesom mig.

“Sebbe, er Tristan hos dig?” Spurgte hun. 

“Ja.” 

“Vil du fortælle ham det, så jeg kun mangler at ringe til Adam.” 

“Selvfølgelig.” Ingen af os kunne snakke uden at vores stemmer knækkede. Vi græd og græd og græd.

“Tak.” 

“Er du okay, Anna.” Det var et dumt spørgsmål. 

“Nej.” Svarede hun, og lagde på. Jeg forstod hvorfor hun var frustreret. Det var vi alle sammen. 

Jeg kastede min telefon ind i væggen, og kiggede over på Tristan. 

Jeg husker hans ansigtsudtryk, da jeg fortalte ham, at det var slut. At det var derfor, Anna ringede til os midt om natten. Jeg husker frygten i hans ansigt. Hvordan han ikke vidste, hvad han skulle sige. 

Jeg husker det hele. 

Stilheden og tårerne. 

Jeg lagde hovedet i hænderne, og jeg kunne ikke stoppe med at græde. Det endte i lydløs gråd, for os begge to. Den slags, hvor man ikke kan få vejret. Tristan trak mig ind til sig, og vi lå og holdte om hinanden indtil vi faldt i søvn. 

Om morgenen sad jeg på sengekanten, og kiggede ned i gulvet. Jeg græd ikke, jeg kunne ikke mere. Tristan satte sig hen bag ved mig, og krammede mig. 

Den aften, sad Tristan og jeg på vejen, hvor vi alle sammen havde siddet en million gange. Vi sagde ingenting. Emilie kom ud, og krammede os begge to, lidt efter kom Anna og Adam også. 

Vi sad i den rundkreds vi plejede at sidde i. Men pladsen hvor Julie plejede at sidde, var tom. Vi manglede hende, og vi blev ved med at kigge på hendes hus, som om hun ville komme løbende ud, som hun plejede. 

Vi sad i stilhed. Vi holdte i hånden alle sammen, som om det hjalp, som om det ville få os til at glemme, at vi manglede hende, som altid grinte højest. 

Anna var den der sagde mindst den aften, selvom ingen af os sagde ret meget. Vi græd ikke engang, men måske havde vi alle sammen grædt så meget, at der ikke var flere tårer tilbage. 

Vores forældre havde fortalt os, at der var en grund til, at det endte som det gjorde, men vi havde aldrig været mere ligeglade, med noget vores forældre havde sagt. Der var en grund til at hun døde, for smerten var for meget for hende, og hun kunne ikke holde det ud, men der var ikke nogen grund til, at hun blev syg. Der var ikke en fucking eneste grund. 

Jeg tror alle sammen, vi havde brug for at vores forældre stoppede med at lade som om, intet var sket, at alt var som det plejede, når det ikke var sandheden. 

De skulle stoppede med at fortælle os, at vi skulle være stærke, når vi bare havde brug for tid. Tid til at græde og sørge, og forstå, at det var virkelighed. 

De var nødt til at forstå, at hendes navn for evigt ville få os til at kigge ned i jorden, for ikke at græde. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...