VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
574Visninger
AA

43. SEBASTIAN

7

 

Jeg havde en samtale med min fætter, til den fest jeg også havde inviteret ham til. Den aften fortalte jeg min fætter om Tristan. Jeg indrømmede over for både ham og mig selv, at jeg var forelsket. Jeg vidste godt, at jeg var vild med Tristan. Men forelsket var et stærkt ord. Min fætter var den første jeg fortalte det til, han var jo trods alt også til drenge, så han ville da i det mindste acceptere det.

Hvad sker der med dig?” Spurgte han.

“Hvad mener du?”  

“Du virker bare lidt nede.” 

“Jeg er forelsket.” Måske var jeg bare fuld. 

“I hvem.” Jeg svarede ham ikke. Jeg kiggede over på Tristan, og så ham grine. Jeg smilte for mig selv, og glemte alt om min fætters spørgsmål. 

“Det er ham, er det ikke?” Spurgte han. 

“Hvad?” 

“Det er Tristan, du er forelsket i.” 

“Ja.” Svarede jeg. “Det har hele tiden været ham.” 

“Hvad mener du med hele tiden.” 

“Siden første gang han kyssede mig.” Jeg begyndte at græde, måske var jeg bare alt alt for fuld.

“Hvorfor græder du, Sebbe?” 

“Jeg ved det ikke. Måske er det fordi, jeg ikke er til piger. Måske er det frygten for ikke at blive accepteret eller også.” Jeg stoppede mig selv. 

“Eller også hvad?” 

“Eller også er det fordi ingen nogensinde har fået mig til at føle det, han får mig til at føle. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det.” 

“Hvad er du så bange for?” Alting tænkte jeg. 

“At jeg ødelægger ham.” Svarede jeg, og kiggede igen over på ham. Hvis det grin forsvandt på grund af mig, ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...