VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
568Visninger
AA

42. SEBASTIAN

6

 

Dagen efter vi havde kysset første gang, var vi gået ud på vejen. Klokken var omkring tre om  natten eller sådan noget, så vi regnede med at alle sov. 

Vi nød stilheden, hvert sekund af den, kiggede op på stjernerne, og blev mere og mere forelskede. Vi snakkede om alting. Ting vi ikke havde snakkede om før. Vi snakkede om de hemmeligheder, vi aldrig havde fortalt til hinanden før. Vi snakkede, og snakkede, indtil vi til sidst bare sad, og kiggede på hinanden uden at sige noget, men det var rart. 

Han kiggede på mig, på en måde jeg aldrig havde set ham kigge på mig på før, eller på nogen andre. Jeg kyssede ham, men han stoppede mig.

“Hvad er det, vi har gang i, Sebbe?” Spurgte han, som om det ikke var rimelig åbenlyst, hvad vi lavede. 

Jeg svarede ikke, jeg kiggede bare på ham, og jeg havde lyst til at græde, jeg ved ikke hvorfor, men det havde jeg, og måske var det fordi, det virkede på ham som om, at det var helt forkert, selvom vi havde gjort det samme natten inden. Men så kyssede han mig igen. 

Emilie havde set os ud af sit vindue den nat, men hun havde ikke sagt noget. Hun vidste, hvad vi havde gang i. Men hun vidste også, at det ville slå os begge ihjel, hvis hun sagde noget, før vi var klar. Det var også derfor, hun ikke virkede overrasket, da vi havde fortalt dem det. Det var først længe efter hun sagde til os, at hun havde set os den nat. 

Vi havde alle sammen, været sammen og Anna var gået tideligt, fordi hun var ved at bryde sammen hver gang vi grinte. Hver gang hun begyndte at grinte indså hun, at der manglede noget. Julie manglede, og hun savnede lyden af hendes grin. Universet havde stjålet hendes bedste veninde, og det var ikke retfærdigt. 

Adam skulle noget med hans familie, så han havde fulgt Anna hjem, og så gået hjem til sig selv bag efter. 

Jeg gav tristan et hurtigt kys, og Emilie smilte. 

“I er altså ret søde.” Sagde hun, og lagde sig op til os. 

“Du er altså også ret sød.” Sagde Tristan, og kyssede hende på kinden. Hun grinte. 

“Den dag vi fortalte jer, at vi var kærester, virkede du overhovedet ikke særlig overrasket.” Sagde jeg. Hun begyndte at smile. 

“Det var fordi, jeg allerede vidste det.” Sagde hun. 

“Hvad.” Sagde vi i munden på hinanden. 

“Ikke noget. Men jeg siger bare, at næste gang i har tænkt jer at kysse i hemmelighed klokken tre om natten, så prøv at være lidt mere diskrit. Et sted hvor alle kan se jer, er måske ikke den bedste ide.”

“Hvorfor sagde du det ikke til nogen?” Spurgte jeg. 

“Fordi det ikke var noget, jeg skulle blande mig i.” Svarede hun. På en måde var jeg taknemlig for at hun var en god ven, og ikke havde sagt noget, men på den anden side havde det måske været meget nemmere, hvis hun bare havde afsløret os, så vi ikke selv skulle fortælle dem det. Det faktum, at hun havde vidst det så længe, gjorde mig ret utilpas. Hver eneste gang, vi havde ladet som om det var tilfældigt, at vi satte os ved siden af hinanden, ligemeget hvor vi var, vidste hun, at det med vilje, og hver eneste gang vi holdte i hånden uden, de kunne se det, havde hun fornemmet det alligevel. Vi prøvede at være diskrete hele tiden, og for det meste ventede vi bare med at opføre os som kærester til vi kom hjem, selvom vi synes, det var meget sjovt at være på kantet til at blive opdaget. 

Med Tristan vil det altid være svært, men det vil også være nemt. 

Vi vil blive ved med at skulle komme ud. Vi vil altid skulle fortælle andre mennesker, at vi er til drenge. Vi vil nok aldrig være færdige med det. 

Det vil blive nemmere jo flere gange vi gør det, men jeg tror altid, vi vil altid være bange inderst inde, når vi skal til at sige det, rædselslagen for ikke at blive accepteret. Det er ikke nemt at komme ud, når man stadig er teenager, af frygt for at blive hadet. 

Jeg er i forvejen rædselslagen for unge mennesker, for vores egen generation, fordi jeg ved, hvad vi er i stand til at gøre mod hinanden. Vi har evnerne til at mobbe hinanden så meget, at vi har lyst til at begå selvmord. 

Men vi burde ikke være nødt til at diskutere det her. Vi burde ikke være nødt til at kæmpe for rettighederne til at være os selv.

 

  

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...