VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
577Visninger
AA

41. SEBASTIAN

5

 

Den dag vi fortalte de andre, at vi var kærester, var en søndag formiddag. Vi havde sovet sammen, og havde sendt en sms til de andre om at møde os ude på vejen. De kom en efter en.

Emilies hår var rodet, og hun havde en drengebluse på, men vi spurgte ikke ind til det. Vi vidste, det nok var drengen hun havde kysset med.

Julie så syg ud. Jeg havde allerede fortalt hende om Louise en måned før. Hun var ikke sur på mig.

Anna havde heller ikke været sur over, at Tristan havde afsluttet, hvad end det var, de havde gang i, hun var bare irriteret over, at han ikke gav hende en grund.

Adam så enormt træt ud, og Anna gav Julie en flaske vand, og mærkede hende på panden. 

“Du er brandvarm, Julie.” Sagde hun. 

“Jeg har også feber.” Svarede hun. 

“Kan i fortælle os, hvad der er galt hurtigt, så Julie kan komme tilbage i seng.” Spurgte Emilie.  

“Ja, selfølgelig.” Svarede Tristan.

“Okay, nu skal i høre.” Sagde jeg. “Julie jeg er ked af, jeg var dig utro med Louise. Jeg gjorde det fordi, jeg ikke følte noget når vi kyssede. Jeg ville se, om det var fordi, du ikke var den rigtige pige, eller om det var fordi, du var en pige.” 

“Du ville se, om du var til drenge?” Spurgte Julie.

“Ja, og jeg ved, jeg ikke skulle have fundet ud af det, ved at bruge Louise. Jeg var bare så forvirret.” 

“Så hvad fandt du ud af.” Spurgte Adam. 

“Jeg fandt ikke ud af det sammen med Louise, jeg fandt ud af det længe før det, men jeg turde ikke indrømme det over for mig selv.” Svarede jeg. “Jeg er til drenge.” Der var ikke nogen, der sagde noget, de smilte bare. 

Julie så virkelig lettet ud. Jeg vidste ikke hvorfor.

“Og Anna, jeg er ked af, jeg ikke kunne forklare, hvorfor jeg sluttede tingende mellem os.” Sagde Tristan. “Sebastian er til drenge, og det er jeg også.” 

“Så i er begge to til drenge.” Spurgte hun. 

“Ja.” Svarede han, og så tog han min hånd. 

“Så i er sammen.” Spurgte Adam.

“Ja.” Svarede Tristan. De havde det helt fint med det. Adam krammede os begge to, fordi vi næsten var begyndt at græde. Emilie og ham gik tilbage, og Julie og Anna blev siddende. 

“Det er okay, Sebbe. Jeg forstår det nu, og det er helt fint.” Jeg nikkede, og hun krammede mig på samme tid, med at Anna krammede Tristan. 

“Julie, du har haft det skidt virkelig længe nu, tror du ikke, du skal tage til læge?” Spurgte Tristan. 

“Det har jeg været.” Svarede hun.

“Jeg har det fint, det går over igen.” Hun så ikke ud, som om hun havde det fint, og da hun havde sagt det, var hun ved at besvime. Vi greb alle sammen fat i hende, så hun ikke væltede, og hun var kun væk i få sekunder. 

“Okay, du skal vidst ind i seng igen.” Anna lagde en arm rundt om livet på hende, og fulgte hende ind. 

“Jeg tror på dig og mig.” Sagde han. 

“For evigt.” Svarede jeg.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...