VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
594Visninger
AA

40. SEBASTIAN

4

 

Da jeg fortalte mine forældre, at jeg var til drenge, var det det værste, jeg nogensinde havde gjort. Min mor var okay, men min far var ikke.

“Sebastian…Hvad er der galt med dig?” Spurgte min far.

“Der er ikke noget galt med mig.” Svarede jeg.

“Jeg synes ikke, at du skal være sammen med Tristan mere.”

“Jeg har kendt ham hele mit liv, far, og det har du også. Du har altid godt kunne lide ham, så hvad er problemet?” 

“Hvordan skulle jeg vide, at drengen ville gøre det her mod dig.” Jeg havde lyst til at skrige og græde, men jeg lod være, for han behøvede ikke vide, hvor meget hans ord sårede mig. 

“Han har ikke gjort det her mod mig!” Råbte jeg. 

“Jamen hvem fanden har så?”

“Ingen.” Svare jeg. “Det har altid været sådan.” 

“Men hvornår ændre du dig igen? Hvornår skifter du mening?” Lige der. Gik jeg i stykker. 

“Far, tror du, at det her er et valg? Jeg er ikke bøsse, fordi jeg har valgt det. Jeg er bøsse, fordi det er sådan, jeg er.” Han kiggede på mig uden at sige noget, men da jeg vendte mig om for at gå, stoppede han mig. 

“Lad mig spørge dig om en ting mere, Sebastian.”

“Hvad?” 

“Hvis du kunne… ville du så ændre på det?” Jeg kiggede på ham uden overhovedet at overveje mit svar. 

“Nej.” 

“Elsker du ham?” 

“Jeg har altid elsket ham.”

“Men på den måde, du burde elske piger på?”

“Mere for hver dag der går.”

“Elsker han dig?” 

“Ja.” 

“Hvordan ved du det?”

“Det ved jeg bare.” Svarede jeg. “Bare fortæl mig, hvad du tænker, far.”

“Jeg har ikke tænkt mig at lyve for dig, Sebastian. Jeg er skuffet, og jeg ville ønske, at du var normal. Men du er glad, og det er vigtigere.” Jeg begyndte at græde, og vendte mig igen om, og nåede halvvejs op af trapperne, inden han råbte efter mig. 

“Hvorfor græder du? Drenge græder ikke, og jeg sagde lige, det var vigtigere, at du var glad.” 

“Men du sagde også, at du ville ønske jeg var normal. Men hør her, far. Jeg er normal. Du er bare et fucking røvhul, som ikke kan elske sin egen søn, for den han er.” 

“Så tror jeg lige, du stopper unge mand…” Jeg afbrød ham

“Nej! For alle andre acceptere mig, så hvorfor fanden kan du ikke.” 

“Fordi jeg ikke har opdraget dig til at være til drenge!” Jeg havde aldrig nogensinde oplevet min far være sådan, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere mere. Tårerne løb ned af mine kinder, og jeg løb op af trapperne, og smækkede min dør i.

Dagen efter skulle jeg i biografen med Tristan, og jeg gik nedeunder, og havde håbet på, at jeg kunne nå ud af døren før min far opdagede mig, men det kunne jeg ikke. 

“Hvor skal du hen?” Spurgte han.

“I biografen.” Svarede jeg.

“Sammen med dine venner, eller sammen med Tristan?” 

“Tristan er min ven, men hvis du mener med Tristan uden de andre. Så ja, jeg skal i biografen med Tristan.”

“Det kommer ikke til at ske, du bliver her. Du skal ikke gå rundt, og kysse med drenge foran hele byen.” Jeg begyndte at grine. Jeg havde valgt at glemme, hvad min far havde ment aftenen inden, for det var helt ærligt fuldstændig ligegyldigt, han kunne alligevel ikke ændre på det.

“Det gør jeg heller ikke, jeg kysser med en enkelt dreng, og jeg kysser med ham foran hele byen, hvis jeg har lyst til det.” 

“Du er stadig kun et barn, Sebastian. Du aner slet ikke, hvem du er endnu.”

“Det kan godt være, jeg ikke ved, hvem jeg er endnu, men åbne nu øjnene, far og så forstå, at jeg har tænkt mig at kysse drenge resten af mit liv, om du kan lide det eller ej.”

“Hvordan kan du vide, at du bedst kan lide drenge.” 

“Jeg kan ikke bedst lide drenge, far. Jeg kan kun lide drenge, og jeg har ikke tænkt mig at komme hjem med en pige, for at gøre dig tilfreds.” 

Han kiggede skuffet på mig, inden jeg smækkede døren bag mig. Det var ikke nemt de første måneder, men jo længere tid der gik, jo mere vendte han sig til, at det var sådan det var, at jeg ikke havde tænkt mig at ændre mig. Han begyndte at se, hvor glad jeg var sammen med Tristan, og han havde ikke tænkt sig at ødelægge det, selvom han hellere havde set mig sammen med en pige. Min mor var okay, det havde hun hele tiden været. Hun mente, at jeg selv bedst vidste, hvem jeg var, og ligemeget hvem det var, ville hun elske mig.

Det var nemt for Emilie og Adam, at se Tristan og jeg sammen, men det var en smule sværere for Julie og Anna, men kun fordi vi havde fortalt dem så mange løgne, om hvem vi var, og at vi var ved at falde for dem, når vi i virkeligheden var ved at falde for hinanden, og måske var det ikke fair, men vi vidste ikke bedre selv. Vi var ikke klar over, hvorfor tingende havde ændret sig, mellem os og måske havde vi prøvet at gætte, men hvis vi havde det, havde vi ikke været modige nok til at indrømme, at vores gæt kunne være sandheden. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...