VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
589Visninger
AA

39. SEBASTIAN

3

 

Da der var gået en måned efter vi var blevet kærester, synes jeg ikke det var sjovt mere. Jeg havde elsket at have en hemmelighed, jeg havde elsket at skulle holde kærligheden mellem os hemmelig, for vi var altid lige ved at blive opdaget, men til sidst var det ikke sjovt mere. Til sidst ønskede jeg, at vi bare havde dummet os og var blevet opdaget, så Tristan var blevet tvunget til at komme ud. Jeg vidste, at det var ondt at tænke sådan, for han skulle ikke tvinges til det, hvis han ikke var klar, men jeg var pisse træt af, at være hans hemmelighed. 

Jeg havde heller ikke fortalt det til nogen endnu, men jeg var klar. Jeg var klar til at råbe det til hele verden, og det troede jeg ikke, at han var, men jeg tog fejl. 

Det var dagen før vi fortalte de andre det hele, at vi endelig snakkede om det. At jeg endelig fortalte ham, at jeg var træt af det. Vi havde haft endnu et skænderi, der ikke var værd at snakke om.

“Måske skal jeg bare gå.” Sagde jeg. 

“Sebbe…” 

“Nej.” Afbrød jeg ham. “Ikke flere undskyldninger. Jeg gider ikke være din hemmelighed mere.” 

“Du forstår det ikke.” Sagde han. “Jeg har fortalt dig, at det er fordi jeg ikke er klar. Men jeg ved jo ikke, om jeg nogensinde bliver klar. Jeg skal fortæller mine forældre det ligemeget hvad, så om det er nu eller om flere år, gør ikke nogen forskel. Jeg fortalte, at jeg ikke var klar, fordi det var det, jeg bildte mig selv ind.” 

“Så hvad er den rigtige grund?” 

“Jeg kan lide det sådan her. Jeg kan lige, at der ikke er nogen der ved det, at det er vores hemmelighed.” 

“Men hvorfor?” Jeg kunne også lide det. Jeg blev bare træt af det.

“Fordi det kun er os der ved hvad vi føler. Ingen ser det, ingen opdager noget, bortset fra os. Men jeg kan lide det sådan. Det er vores lille hemmelighed, og jeg kan lide at vide, at det kun er os der ved, at du er min, og jeg er din.” 

“Jeg har ikke tænkt mig, at sige til dig, at du skal fortælle det til dine forældre og de andre. Jeg har jo ikke selv gjort det, og jeg kan måske også godt lide det sådan her, men jeg tror bare, vi kommer til at kunne lide det bedre, når vi kan være os selv hele tiden, og ikke kun halvdelen af tiden.” 

“Tror du det er nemt.” Spurgte han. 

“Hvad?” 

“At komme ud?” 

“For nogen. For min fætter var det svært.” Sagde jeg. Mine fætter var kommet ud nogle år før. Han havde fortalt mig det hele, for på det tidspunkt var jeg den eneste, som han ville snakke med det om, fordi han vidste, at jeg var okay med det. 

“Hvad skete der?” 

“Han sagde det var svært. Han var ikke mere end fjorten, da det gik op for ham, at han ikke var til piger. Men han fortalte det ikke til nogen før han startede i niende. Han sagde at i sitationen sad hans far uden at sige noget, men så smilte han og sagde: jeg er stolt af dig, søn. Og det var en lettelse for ham. Den svære del var hans venner, og det kommer ikke til at ske for os, for vores venner er dem de er, og de elsker os. Men han fortalte det til hans to bedste venner, og de reagere begge to meget underligt. Han spurgte dem hvad de tænkte, og ham han havde regnet med, ville forstå det mest, sagde bare: det er ikke fordi vi har noget imod, at du er bøsse eller noget, men jeg tror ikke vi skal ses sammen mere. Han spurgte hvorfor, og så sagde de: fordi vi ikke vil have du bliver forelsket i en af os. Og så gik de. Han var såret, men på samme tid virkelig irriteret og vred. For han havde kendt dem hele hans liv, og havde nok regnet med, at de ville forstå, at han af den grund aldrig ville falde for en af dem, for så var det nok sket. Men han tænkte bare, at hvis det var sådan de ville have det, så var de ikke det værd. Men det blev bare værre.” 

“Hvordan det?” 

“De fortalte alle det. Nogen troede på det og andre gjorde ikke. Dem der gjorde stoppede med at snakke med ham. De andre fortsatte ligesom bare med deres eget liv. Han sagde, at han ikke havde et behov for at fortælle hele verden, at han var til drenge, hvis de ville vide det, så kunne de bare spørge. Men de begyndte så på et tidspunkt ligeså stille at spørge indtil det, og han fortalte dem bare sandheden og så mistede han efterhånden de sidste venner han havde. De eneste der faktisk acceptere det, var dem han ikke snakkede med, så det var ikke særlig nemt, også fordi han var helt alene. Han skulle igennem det selv. Hvilket vi ikke skal, for vi har hinanden.” 

“Jeg ved det godt.” Sagde han. “Var der aldrig nogen der fortalte ham, at det var okay, udover hans forældre?” Jeg tænkte på, hvad min fætter havde fortalt mig om pigen der hed Lærke. 

“Jo, men historien er sgu lidt trist.” 

“Bare fortæl det.” 

“Der gik et par uger og så en morgen kom hans lærer ind og bad dem sætte sig ned. Han sagde så, at Lærke fra deres klasse, havde taget sit eget liv aftenen inden.” Han sagde, at det var frustrerende at få, at vide på den måde, fordi det i hans lærers stemme lød som om, han var ligeglad. Han sad bare stille og kiggede ned i hans bord, han havde lyst til at græde. På grund af hele sitationen og fordi han absolut skulle være anderledes. Men han havde aldrig snakket med hende, så han følte ikke han kunne tillade sig at græde. Og han mente, at hans egne problemer var det sidste han kunne tillade sig at tænke på, og det var det måske også lige der. Han havde ikke set den komme, det havde ingen af dem. Men han kom hjem og hans mor kom ind til ham med en kuvert, hvor der udenpå stod hans navn. Han åbnede den og indeni var en seddel, hvor der stod: Du har ikke brug for at blive accepteret af andre, du har brug for at acceptere dig selv. Og nedenunder stod der: Lærke. Han var forvirret og han begyndte at græde. Han havde aldrig snakket med hende og hun accepterede ham bare. Nu har han altid seddelen med sig rundt, så han kan kigge på den, når han føler, at hele verden er imod ham.”

“Hun lyder klog.” Sagde han. 

“Det tror jeg også, at hun var.” Svarede jeg. Han gik over til sit bord og tog et stykke papir og en kuglepen. Så skrev han noget på papiret og gav mig det. 

“Jeg tror på dig og mig.” Læste jeg højt. 

“Det er mine ord, lige der nede i din lomme.” Sagde han.

Jeg rev den nederste del af papiret af som var blank, og tog kuglepenne fra ham. Skrev på det og gav ham det.

“For evigt.” Læste han højt. 

“Det er mine ord, lige der nede i din lomme.” Sagde jeg og så kyssede vi. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...