VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
672Visninger
AA

38. SEBASTIAN

2

 

Jeg var Julie utro med Louise den nat, jeg følte hele verden gik i stykker for øjnene af mig. Den nat kom jeg slentrende hen af gaden ved halv tre tiden, og skrev en sms til Tristan om at lukke mig ind, jeg havde en underlig trang til at være sammen med ham, og jeg havde på ingen måde lyst til at gå ind til mig selv. 

Tristan lukkede mig ind, og vi listede oven på. Jeg fortalte ham, hvad der var sket med Louise. 

Jeg fortalte ham, jeg var til drenge. 

Han kyssede mig. 

Jeg blev og sov.

Vi vågnede op dagen efter med følelsen af at være lettet. Lettet over, at vi ikke længere skulle undre os over, hvorfor vores venskab var blevet så underligt. 

Den dag havde vi set Emilie og Jacob ud af vinduet. 

De så lykkelige ud. 

Indtil den morgen Emilie brød sammen på vejen, midt på den gade, hvor vores barndomsminder blev skabt. Det var forfærdeligt at se hende på den måde. Det var forfærdeligt, at høre hende sige hvad hun sagde. Det var utrolig forvirrende for os andre, fordi vi ikke kendte til Jacob, og at se Emilie på den måde, var ikke til at holde ud. Ordene var chokerende for os andre: med ham skulle jeg ikke leve op til mine venners forventninger. Vi vidste alle sammen godt, at hun hentydet til hende og Adams forhold, fordi vi forventede af dem, at de blev kærester, fordi de allerede opførte sig sådan. 

Emilie gik, og vi blev siddende på vejen længere, end jeg kan huske. 

“Vidste du det?” Spurgte Adam, Anna. 

“Nej.” Svarede hun. 

“Vi gjorde.” Sagde Tristan. 

“Hvad?” Sagde Adam og Anna i munden på hinanden. 

“Morgenen efter Sebbe og jeg havde kysset, sad vi i vinduet, og kiggede ned på vejen. Alting var en smule forvirrende efter det, der var sket mellem os, så vi sad bare i stilhed. Og så så vi Emilie komme løbende hen af vejen, og ind i armene på ham, og så kyssede de. Jeg havde ikke set hende så glad siden vi var små.”  

“Hvorfor har i ikke sagt det.” Spurgte Anna. 

“Fordi hvis Emilie ville have, vi skulle vide det, så havde hun nok sagt det til os.” Svarede jeg.

De sagde ikke noget. Vi sad bare i timevis, og snakkede frem og tilbage, om alt det der var sket, og om hvordan vi skulle få Emilie til at få det godt igen. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...