VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
578Visninger
AA

37. SEBASTIAN

S E B A S T I A N  

 

1

 

Jeg stod på det knirkende trægulv, ved mit vindue. Lyset udefra ramte min hånd, og Tristan, der på det tidspunkt havde blåt hår, gik forbi ude på vejen. 

Jeg havde altid været bedste venner med ham, indtil den dag, jeg ikke havde følelser for Julie mere, og ikke følte det mindste, da jeg var hende utro med Louise. 

Tristan smilte til Anna. Anna var pigen, han løj for på samme måde, som jeg havde løjet for Julie på. Pigerne vi på et tidspunkt var sikre på, at vi var faldet for, selvom det bare var noget, vi bildte os selv ind. 

Det blå hår var Emilies ide. 

Vi sad i Adams stue en kold vinterdag i en eller anden weekend.

“Tristan?” Spurgte Emilie.

“Ja.” Svarede han.

“Skal vi ikke farve dit hår blåt?”

“Hvorfor nu det?” Grinte han. 

“Fordi vi keder os.” Hun grinte også. 

Så gik vi ned i byen, og købte blå hårfarve, og så farvede vi det. 

Emilies ideer kom altid ud i det blå, uden forklaring, uden en samtale der omhandlede dem. Men vi kunne godt lide det. Det var altid på de mest kedelige tidspunkter, at der poppede en ide op i hendes hovede, og så sagde hun det bare, uden at tænke over det.  

Jeg kiggede på Tristan ud af vinduet, vidne til, hvad jeg havde rodet mig selv ud i. Jeg undrede mig dengang stadig over, hvorfor jeg ikke bare kunne være ligesom alle andre. Hvorfor jeg lige præcis skulle falde for Tristan, og ikke bare kunne blive hos Julie. 

Jeg vidste ikke, at jeg var til drenge, dengang jeg troede, at jeg var faldet for Julie. Eller da jeg på en, eller anden måde ikke havde lyst til at kysse hende mere. Og jeg vidste ikke, at jeg var ved at falde for ham, før han kyssede mig anden gang.

Vores venskab var baseret på følelser, vi ikke turde indrømme over for hinanden, eller os selv for den sags skyld. Og det var baseret på skænderier ligeså meget som følelser. Skænderier vi blev ved med at have, fordi vi var for svage til at stoppe det, vi havde gang i. 

Julie og Anna var dem vi løj for, for at skjule sandheden. Det var ikke fair over for dem, men det var svært at forklare det, når vi ikke selv vidste, hvorfor vi løj for dem.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...