VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
640Visninger
AA

7. JULIE

7

 

Måske er jeg på mange måder stadig forelsket i Mark. Men det er ikke ligesom det var før. Det er til at have med at gøre nu, og det gør mig ikke længere ked af det på samme måde. Da han gik fra mig den dag på hospitalet, følte jeg ikke en trang til at bede ham om at blive, som jeg plejede. 

Det var en af de dage, hvor jeg egentlig havde det okay. Jeg lå i sengen på hospitalet, i mit grimme hospitalstøj. 

Jeg havde trukket en hue ned over mit hovede, for jeg kunne ikke kigge på mig selv uden hår. Jeg kunne ikke lade andre se mig sådan. Jeg sad med en flaske vand i hånden, og havde yderlige fem stående på mit bord. 

Jeg havde startet en film, og var ved at falde i søvn, da en læge kom ind og sagde, at jeg havde besøg. Jeg var sikker på, at det var Anna indtil Mark stod i døren. 

Jeg havde ikke snakket med ham, siden jeg var gået fra ham. Men den dag var det som om, at det aldrig var sket. Som om det hele havde været en drøm, vi begge havde drømt. 

“Må jeg komme ind?” Spurgte han. Jeg satte min film på pause, og satte mig op. 

“Ja.” Han satte sig i stolen, som Anna altid sad i. 

“Hvordan har du det?” 

“Hvordan tror du?” Spurgte jeg med et smil, og pegede på glassene med smertestillende. 

“Hjælper de?”

“Overhovedet ikke.” Svarede jeg. 

“Er det slemt?” 

“Sandheden?” Spurgte jeg. Han nikkede. 

“Jeg klare den ikke…” Han kiggede ned i gulvet, og begyndte at græde. 

“Det er okay, Mark… jeg vil ikke mere. Det gør alt for ondt.” Han kiggede op på mig, og tog min hånd. Jeg begyndte også at græde. 

“Det var jo meningen vi skulle gøre det her sammen.” Sagde han.

“Dø unge.” Svarede jeg.

“Nu finder jeg aldrig ud af, hvem du er.” 

“Jeg er pigen du forelskede dig i. Pigen der vil huske minderne selvom hun er et andet sted.”

Han rejste sig op, og lænede sig ned mod mig, og kyssede mig. Jeg ved ikke om det var dumt, eller ej at lade ham gøre det, men jeg var døende, og han var der. 

Til sidst stoppede jeg ham alligevel. 

“Mark…” Sagde jeg, og vidste ikke, hvad jeg skulle sige derefter. 

“Jeg ved det godt.” Sagde han. Han vidste, hvad jeg ville sige, før jeg selv vidste det. Han skulle ikke have kysset mig. Jeg ved ikke, om jeg efterfølgende var glad, eller om jeg var ved at få det bedre. 

Det var jeg ikke. 

Det var det samme.

Nu er jeg ved at få det værre, og jeg ved, at der ikke er mange dage tilbage. Jeg sover og sover og sover. 

Jeg ser ikke Mark igen.

Måske var vi forelskede på et tidspunkt. Måske var vi ikke. Men ligemeget hvad vi følte, var der noget der føltes rigtigt. Om det var kærlighed, eller noget helt andet, ved jeg ikke. Men ligemeget hvad, var det ikke meningen, at vi skulle være mere end venner, men det var helt sikkert heller ikke meningen, at vi kun skulle være venner. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...