VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
594Visninger
AA

6. JULIE

6

 

Det var svært, da jeg skulle fortælle alle andre, at jeg var syg

Resten af min familie var først.

Anna og de andre var de næste. 

Mark var den sidste. 

Det var svært med Mark, for det var længe siden, jeg havde snakket med ham. Men jeg følte, jeg skyldte at fortælle ham det. Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg ringede til ham, og bad ham møde mig i parken. 

Jeg sad allerede på bænken da han kom. Han krammede mig og satte sig ned. Selvom jeg havde skubbet ham væk, den dag hvor han kyssede mig, virkede alting som det plejede. Bortset fra det faktum at jeg vidste, han var forelsket i mig, og han vidste, jeg også var forelsket i ham.

“Jeg har kræft.” Sagde jeg. Det skulle overstås så hurtigt som muligt.  

“Hvad?” Spurgte han. 

“Du hørte det godt.” 

“Du kan ikke have kræft.” 

“Men det har jeg.” 

“Nej.” 

“Mark!” 

“Julie!” 

“Hvad er der med dig? Jeg har kræft, og sådan er det.” 

“Du må ikke dø.” 

“Det er ikke mit valg.” 

“Du kan da ikke bare forlade mig.” 

“Vi snakker jo aldrig sammen.” 

“Det var din beslutning.” 

“Det har aldrig været en beslutning.”

“Det er da en beslutning, at vi ikke er sammen.” Hvis han ikke havde kysset Anne-Sofie den aften vi havde sex, havde jeg måske ikke følt mig udnyttet. 

Hvis han ikke have kysset med Matilde inden han kyssede mig igen, havde jeg måske ikke stoppet ham. 

Hvis jeg hele tiden havde været den eneste, så havde vi måske haft en chance. Så havde jeg måske ladet ham kysse mig, indtil jeg ikke længere kan trække vejret. 

Hvis han bare havde været lidt mere forelsket, havde alting været anderledes.

“Det var aldrig meningen, vi skulle have gjort, hvad vi gjorde, Mark. Det skete bare.” 

“Hvorfor gør det ondt, hvis det aldrig var meningen?”   

“Fordi det skete alligevel, og det betød noget.”

“Men hvad gør jeg så, Julie? Hvis pigen jeg er forelsket i, ikke vil lade mig elske hende?” Han rejste sig op.

“Du forelsker dig igen, men denne her gang ikke i mig.” 

“Hvorfor ikke?” 

“Fordi jeg dør.” 

“Du dør ikke.”

“Men hvad hvis jeg gør, Mark? Hvad hvis jeg lader dig blive mere forelsket i mig, end du allerede er? Jeg kan ikke lade dig falde, og så ødelægge dig.” Jeg rejste mig op for at gå, men han tog fat i min arm og skulle til at kysse mig. 

“Du skal ikke kysse mig.” 

“Julie.” 

“Hvis du kysser mig, kysser jeg tilbage, og hvis jeg kysser tilbage stopper vi ikke igen. Vi kan ikke blive ved med det her.” Og så gik jeg. 

Jeg havde det skidt, med at efterlade ham som jeg gjorde. Han gjorde aldrig andet end at falde for mig, men jeg var døende, og jeg kunne ikke lade blive mere forelsket i mig, hvis jeg alligevel bare ville forlade ham. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...