VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
622Visninger
AA

5. JULIE

5

 

Jeg så ikke Mark før en måned efter vi havde haft sex, hvor han havde sagt til mig, at han blev ved med at tænke på mig, men jeg var gået, for jeg var sur på ham. 

Sebastian havde fortalt os andre, at han havde set Mark kysse med Matilde. Matilde var der ikke sammen med os, men jeg havde lyst til at græde. Mark var sådan en person, der ikke vidste bedre, før efter han havde gjort, hvad han ikke skulle. 

Måske var det der, jeg mistede alt for Matilde, selvom hun ikke vidste, hvad der var sket mellem Mark og jeg. 

De andre grinte lidt, men var mest ligeglade, måske var vi allesammen ved at skubbe Matilde væk, ligesom vi var ved at gøre med Mathias. Selvom Matilde og Mathias var kærester, var vi ligeglade med, at hun havde været ham utro, for han havde sikkert gjort det samme. Det var bare den slags kærester de var. 

Mark bankede på min dør.

“Hvad laver du her, Mark?” Jeg lukkede den bag mig. 

“Jeg savner dig, Julie.” Sagde han.

“Okay.” Hvad skulle jeg sige? Der var ikke noget at snakke om. 

“Okay?” 

“Mark, jeg er godt klar over, at du har kysset med Matilde, og hvad sker der egentlig for det, hun er kærester med Mathias?” Jeg prøvede at skjule, hvor ondt det gjorde.

“Det var én gang.”

“Hvis du er forelsket i mig, var den én gang for meget.” 

“Hvem siger, at jeg er forelsket i dig?” 

“Undskyld.” Jeg græd. Jeg græd foran ham, og jeg var ikke stærk nok til at stoppe det igen.

“Hvorfor græder du?” Spurgte han.

“Fordi du er en idiot.” Svarede jeg.

“Hvad? Jeg laver sjov, Julie. Jeg er forelsket i dig.” 

“Det er ikke sjovt, Mark. Jeg har ikke tænkt mig, at lade dig gøre det her mod mig mere.

“Hvad?”

“Såre mig, jeg er så pisse træt af ikke at være god nok til dig.” Så kyssede han mig, men jeg skubbede ham væk.

“Du har ikke nogen som helst ret til at kysse mig, når du ikke har tænkt dig at gøre det igen.” Og så gik jeg. 

Mark prøvede aldrig at såre mig, han prøvede at få mig til at forstå, at jeg ikke havde brugt tre år på at være forelsket i ham for ingenting. Han var vild med mig, mere end nogen anden havde været før. Men jeg kunne ikke se det. Jeg kunne ikke forstå ham, og jeg ville ikke lade ham forklare.

Han havde kysset mig den eftermiddag, og jeg havde skubbet ham væk. 

Jeg så ham kun to gange efter. 

Da jeg fortalte ham, jeg var syg, og da han besøgte mig på hospitalet. 

Det var aldrig nogensinde meningen, at han skulle være faldet, men det gjorde han. 

Alt, alt for sent, og jeg var ikke klar. 

Anna var heller ikke klar. Klar til at være sammen med Tristan, selvom det var alt hun ville. Vi var ens på det punkt. Jeg snakkede med hende den dag hun havde grædt efter festen hos Emilie. Det var inden hun ville indrømme, at hun havde følelser for Tristan. Til festen havde Tristan kysset med en pige, fra en anden klasse. Jeg havde set udtrykket i Annas øjne. Hun var knust. Men hun var sådan en pige, der lod som om, hun var ligeglad. 

Hun havde ikke snakket med mig om, at hun havde følelser for Tristan. Tristan havde også følelser for hende, men han vidste, at Anna ikke ville være andet end venner, for hun ville ikke ødelægge noget. Men den aften havde Anna måske alligevel fundet ud af, hvor meget hun ville have, at Tristan var hendes. Det var måske også først da hun var faldet for min bror, at hun begyndte at forstå, hvad det betød at være forelsket. 

Da jeg så hende dagen efter, lå hun i hendes seng, og så film på hendes computer. Hun havde grædt. 

“Anna?” Sagde jeg, da jeg gik ind på hendes værelse. 

“Er du okay?” Spurgte hun. 

“Det er mig, der skal spørge om det.” 

“Hvad mener du?” 

“Jeg mener, at du blev ret ked af det, da du så Tristan kysse med en anden.” 

“Jeg blev ikke ked af det.” 

“Jo du gjorde, og måske skal du snakke med ham om det.” 

“Der er ikke noget, at snakke om.” 

“Du er forelsket i ham.” 

“Jeg er ikke forelsket i ham, Julie.” 

“Du behøver ikke snakke med mig om det her, hvis du ikke gider. Men du bliver simpelthen nødt til at få snakket med Tristan, ellers bliver det sådan her, indtil i ikke længere kan holde ud at snakke med hinanden.” Så gik jeg. 

Anna var sur, men jeg var ligeglad, for jeg kunne ikke klare, at se hende og Tristan være forelsket uden at fortælle hinanden det, bare fordi de var bange for at ødelægge deres venskab. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...