VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
644Visninger
AA

4. JULIE

4

 

Jeg er stadig ikke sikker på, hvornår vi faldt. 

Jeg er ikke sikker på, hvor vi startede, eller hvor vi sluttede. Men jeg gætter på vi startede den dag vi snakkede med hinanden første gang, og vi sluttede vel den dag på hospitalet. Det imellem ved jeg ikke noget om. Jeg var der, men jeg var der ikke. Pludselig var Sebastian der og jeg var sikker på, at jeg var forelsket i ham, selvom Mark altid var i mine tanker, når jeg kyssede ham. Måske var det derfor jeg blev lettet da de fortalte os, at de var kærester, for så var det ikke kun mig, der ikke havde følt særlig meget. 

Jeg mødte Mark første skoledag i syvende, men jeg snakkede først med ham en måned efter. Det var den første fest vi holdte i den klasse, og det var ikke så meget for at holde fest, det var mere for at blive rystet sammen, når vi nu alligevel skulle tilbringe de næste tre år sammen. Om det var en fest eller ej ved jeg ikke, dengang var vi sikkert sikre på, at det var, men vi drak ikke andet end sodavand. 

Vi havde samlet os rundt om bålet, og sad med tæpper og hørte musik. I starten var det svært for os at få snakket med andre end dem vi var vant til. Men jo senere det blev, jo nemmere blev det også. 

Anna var endt i en samtale med Marie og Anne-Sofie. 

Adam, Sebastian, Tristan og Emilie var sammen med de fleste af drengene. 

Jeg sad alene og betragtede de andre få nye venner, imens jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Mark satte sig ned ved siden af mig. Han så sød ud, med hans uglede hår og fregner hen over næsen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om han havde sat sig ved siden af mig ved en fejl. 

“Julie.” Sagde han. 

“Mark.” Svarede jeg, og kiggede på ham. Måske var det der, jeg faldt. 

“Du ser trist ud.” 

“Måske er jeg trist.”

“Er du?” 

“Nej.” Smilte jeg.

“Hvad er der så galt?” 

“Det ser ud som om mine venner har fået nye venner.” 

“Måske skulle du også få nogen nye venner.” 

“Måske har jeg ikke lyst til det.” 

“Måske bliver du nødt til det.” 

“Måske…” 

“Mark og Julie. Julie og Mark.” 

“Hvad?” 

“Julie og Mark, bedste venner for evigt.” 

“Du er kikset.” 

“Du er interessant.” 

“Det ved du ikke.” 

“Jeg har tre år til at finde ud af det.” 

“Ikke hvis jeg ikke lader dig.” 

“Men det gør du?” 

“Hvorfor?” 

“Fordi vi er bedste venner for evigt.” Vi grinte begge to. Jeg ved ikke, om det var der det hele startede, men det var det nok. Jeg vidste vi ville være venner, men jeg vidste også, at jeg ville falde ham. Jeg vidste jeg kunne lide ham, det havde jeg vidst længe. Men jeg fandt først ud af, at jeg var håbløst forelsket i ham, i slutningen af ottende, da jeg havde set ham kysse med Louise. Jeg ved ikke, hvad der var med mine drenge og Louise. 

Jeg havde derefter kysset med Adam. Jeg ved ikke, hvad der foregik, men både Adam og jeg vidste, at ham og jeg aldrig ville få noget. 

Jeg havde følt mig dum, og var gået fra de andre. Jeg var gået et stykke op af vejen så ingen så mig. De fleste var optaget af alt muligt andet, men Mark havde fulgt efter mig. Jeg var begyndt at græde for første gang over ham. For helvede hvor følte jeg mig dum. 

“Julie.” Jeg tørrede tårerne væk, og vendte mig om. 

“Hvad?” 

“Hvorfor går du?” 

“Jeg havde bare brug for noget luft.” 

“Vi har været udenfor hele aftenen.” 

“Og hvad så?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

“Jeg kender dig, Julie. Du var ikke gået, hvis der ikke var noget galt.” 

“Der er ikke noget galt.” 

“Fortæl mig det nu bare.” 

“Jeg har det fint, Mark.” 

“Der er de fucking ord igen. Fint er ikke okay, så stop nu for fanden, og så snak med mig istedet for det der.” Han kyssede Louise. Det var det, der var galt. 

“Jeg…” Jeg stoppede mig selv, og satte mig ned på kantstenen. 

“Du hvad?” Han satte sig ved siden af mig. 

“Jeg er træt.” 

“Du er ikke træt. Du er ked af det, og det er okay, hvis du ikke vil snakke om det, men du behøver ikke skjule det.” 

“Okay så.” Så sad vi der i flere minutter uden at sige noget. Jeg tror det var første gang, jeg følte smerten fra mit knuste hjerte. Da stilheden ikke længere var som den plejede, og da jeg så hvordan han kiggede på Louise, lige før han kyssede hende.

“Jeg så du kyssede med Adam.” Sagde han. 

“Jeg så du kyssede med Louise.” Svarede jeg. 

“Kan du lide ham?”

“Nej. Kan du lide hende?” 

“Nej.” 

“Julie?” 

“Mark?”

“Jeg tror, jeg er forelsket i en anden.” Sagde han.

“Også mig.” Så gik vi tilbage til festen, uden at vide vi begge havde snakket om hinanden. Begge to med tanken om, at vi var ulykkeligt forelsket i en, vi ikke kunne få. Hvis vi bare havde fortalt sandheden, ville vi have kysset for første gang den aften. 

   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...