VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
767Visninger
AA

3. JULIE

3

 

Mark og jeg havde vores øjeblikke, hvor det hele bare forsvandt. Hvor det kun var os der eksisterede.  

Det var længe, før jeg blev syg. 

Længe før døden var en mulighed.

Vi lå udenfor og kiggede op på skyerne. Det var en varm sommerdag efter skole. 

“Hvad er du mest bange for?” Spurgte han.

“At leve.” Svarede jeg. 

“Hvorfor?”

“Det er skræmmende?” 

“Hvad med døden?” Han plukkede en blomst og lagde den på min pande. 

“Jeg er ikke bange for døden. Jeg er bange for, at der ikke sker noget efter. At man ikke bliver sendt til et helt nyt univers, med nye mennesker eller noget.” Jeg fjernede blomsten og lagde den på hans pande i stedet for min.

“Tror du det sker.” Spurgte han “At vi får et nyt liv, med alle de andre der er døde? At vi får en mulighed for nye eventyrer.” 

“Måske. Det ville bare være cool, hvis vi kunne møde mennesker på vores egen alder, og skabe en masse nye minder, men stadig være i stand til at huske dem, vi skabte da vi var i live.” 

“Så vi vil blive sendt derhen, i samme alder, og med de sammen minder?” 

“Ja, og vi vil kunne hører når dem vi elsker snakker til os.” 

“Og vi vil møde alle dem vi kendte, som er døde igen.”

“Ja.” Jeg smilte.

“Tænk hvis vi kommer til at skabe nye minder et helt nyt sted.” Sagde han.

“Det håber jeg vi gør, men hvis man ikke dør ung, er det vel ligemeget.” Svarede jeg.

“Stort set.”  

“Vi kunne dø sammen allerede nu.” 

“Vi kunne så meget dø sammen allerede nu.” 

“Men et liv uden vores venner ville alligevel være trist.” 

“Fucking trist.”

Jeg havde lyst til at fortælle ham så mange gange, hvad jeg følte, men jeg kunne ikke. 

Det var før vi havde kysset. 

Før vi havde haft sex. 

Før alting faldt fra hinanden.

Vi lå i flere minutter uden at sige noget, indtil han afbrød stilheden endnu en gang. Jeg kunne ligge i stilheden for evigt, men jeg kunne lytte til hans stemme ligeså længe. 

“Tror du på det umulige?” Spurgte han. 

“På hvilken måde?” 

“Det umulige, som i, at der er mere mellem himmel og jord end det vi kan se?”

“Det er ikke umuligt, hvis man tror på det.”

“Så du tror på det?” 

“Jeg tror på det hele.”  

“Hvorfor?” 

“Der aldrig er nogen der har modbevist det, så jeg har ingen grund til ikke at tro på det.” 

“Du får næsten også mig til at tro på det nu.” 

“Jeg er måske bare forelsket i ideen om, at der findes en helt verden vi ikke kan se.” Jeg var måske også bare forelsket i ideen om ham og mig, men det kunne jeg aldrig fortælle ham.

“Du er et mysterium, Julie.” Smilte han. “Et mysterium jeg sikkert er nødt til at prøve at løse resten af mit liv.” At han dengang mente som mere end min bedste ven, vidste jeg ikke, og jeg opdagede ikke alle de gange han hentydet til at der var noget, for jeg havde aldrig følt mig god nok. Jeg synes i forvejen, at det var utroligt, at han havde lyst til at være min bedste ven.   

“Hvad så hvis det aldrig lykkedes?” Spurgte jeg. 

“Så finder jeg aldrig ud af, hvem du er.” Svarede han. “Og det er min mission.” Så grinte vi.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...