VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
593Visninger
AA

1. JULIE

J U L I E

 

1

 

Jeg husker dagen, hvor Emilie og Adam ikke længere kiggede hinanden i øjnene. 

Jeg husker dagen, hvor Sebastian ikke længere var min, og hvor Louise sagde undskyld. 

Jeg husker dagen, hvor Tristan fortalte os, at ham og Sebastian var kærester. 

Jeg husker dagen, hvor lægerne fortalte mig, at jeg havde kræft. 

Og jeg husker dagen, hvor Emilie holdte mig i hånden på sygehuset og fortalte mig, at hun elskede mig. 

Dagen hvor Anna brød sammen, da jeg fortalte hende, at jeg var syg. 

Dagen hvor Sebastian og Tristan kyssede mig på panden, og Adam smilte til mig, og da jeg fik brevet fra dem, hvor de havde skrevet: Vi elsker dig, men det er okay, hvis du ikke vil mere. 

Jeg havde på ingen måde lyst mere. Selvfølgelig havde jeg ikke lyst til at dø. Jeg var rædselslagen. Men jeg var også kommet til et punkt, hvor jeg ikke længere havde lyst til at leve i smerten, og hvor jeg ikke kunne klare noget mere. 

Jeg var drænet for energi, jeg sov hele tiden, og når jeg ikke gjorde, lavede jeg ikke andet end at se film. Til sidst kunne jeg ikke finde flere film, jeg havde lyst til at se. Luften på mit hospitalsværelse kvalte mig. Gardinerne var rullet ned, og jeg lå i mørke når lægerne lod dem være nede. Medicinen var overvældene, og den hjalp ikke. Jeg var døende. 

Mine venner var ikke længere dem jeg troede de var. Adam var der nærmest aldrig mere, Anna var der hver dag og Emilie hver anden. Sebastian og Tristan var der måske en gang om ugen. Så var der Matilde, Mathias og Ida, som aldrig kom. Jeg var skuffet, men jeg var mere ligeglad. 

Det var ulideligt. Jeg kunne høre, at mine forældre græd, når jeg vågnede uden, at de opdagede det. Philip græd i armene på Anna, og min lillesøster var for lille til at forstå, hvad der foregik.

Hospitalet var mit nye hjem. Det var kedeligt, og det var sygt, men jeg var ikke rask nok til at være hjemme. Jeg vidste, at den hospitalsseng jeg brugte alt min tid i, ville være der jeg skulle dø. Men at indrømme det over for mig selv, var det sværeste jeg nogensinde havde været nødt til at gøre. 

Jeg husker dagene, hvor kræften var værst, og jeg husker dagene, hvor jeg næsten ikke kunne mærke den. 

Dagene hvor jeg kunne smile og grine med Anna ved min side, men også dagene, hvor jeg vendte ryggen til hende, og græd i smerte. Hun holdte min hånd, men det var aldrig nok.

Hun fortæller mig, at hun elsker mig hver eneste dag. For hvem ved, hvornår det er slut. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...