VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
571Visninger
AA

14. EMILIE

7

 

Da Jacob lod mig drukne, var det tideligt om morgenen. Regnen havde væltet ned i dagevis, indtil det den morgen stoppede. Jeg vågnede, trak mine gardiner fra. Jeg kunne ikke hører regnen mere, måske hørte jeg forkert.

Lyset var tændt inde hos Adam, og han græd. Han rev billederne af os ned af væggene. Jeg græd også. Jeg savnede min bedste ven. Nogle af de billeder han rev ned, var fra før vi overhovedet tænkte på hinanden som andet end venner. 

Han så mig og vi stirrede på hinanden.

Indtil han gik helt hen til vinduet, og trak for. 

Jeg kiggede ud igen. Opdagede at regnen var stoppet. Jeg blev bange. Jacob var regnen, og hvis regnen var væk, hvad var der så sket med Jacob? 

Jeg ringede til ham. Han tog den ikke. Jeg blev ved med at ringe, men han blev ved med ikke at tage den. Jeg græd endnu mere.

Så kom min far ind. Malthe kom ind. Min mor var død for længe siden. Jeg savnede hende. 

“Emilie?” Sagde min far. Jeg blev ved med at græde. “Der lå et brev til dig i postkassen.” Jeg undrede mig over, hvorfor min far tjekkede postkassen så tideligt om morgenen. Senere hen fandt jeg ud af, at det ikke var det, han gjorde. Jacob havde givet det til min far, uden at jeg havde opdaget det. Han havde sagt til ham, at han skulle give det til mig, når det var tid. Han ville vide hvornår det var, og det gjorde han. 

Det var første og sidste gang han snakkede med min far.

Jacob havde skrevet min fars nummer ned på et stykke papir, hvor han havde skrevet, at det var vigtigt, at hans forældre ringede, og fortalte min far, hvad der var sket. Han havde lagt det på bordet, så hans forældre ville finde det. 

Jacobs mor ringede til min far den morgen, ikke længe efter jeg var vågnet. 

“Hvad er der sket?” Jeg vidste det godt inderst inde, men at indrømme det, ville slå mig ihjel. Jeg tog brevet, men lagde det på bordet.

“Jacob…” Begyndte han, og jeg sparede ham fra ordene, som han vidste ville ødelægge mig. Jeg krammede ham, og græd endnu mere. 

“Han er væk.” Sagde jeg. Min far trak mig endnu tættere ind til sig. Malthe krammede mig, da jeg gav slip på min far. 

“Jeg elsker dig, Emilie.” Hvorfor han sagde det, vidste jeg ikke, men jeg havde en ide eller to. 

“Jeg elsker også dig.” Svarede jeg.

Jeg løb ned af trapperne og udenfor. Den kølige luft ramte mig, og jeg brød sammen på vejen. Tårerne væltede ud, og jeg skreg. Jeg skreg så højt, jeg kunne. Min far og Malthe græd i døren, men de vidste, at de ikke skulle gå ud til mig. 

Og så smækkede flere dører på en gang.

 Adam satte sig på jorden foran mig, og trak mig ind til sig. Havde han ikke lige trukket for?

Hans duft havde ikke ændret sig, og jeg savnede ham

Anna holdte mig i hånden. Hun fik tårer i øjnene. 

Tristan satte sig ned hos os. 

Sebastian kyssede mig på panden, og satte sig ned. 

Det var sådan, at jeg stadig ikke havde fortalt dem, hvad der var sket. At jeg var blevet forelsket. 

Ingen af dem vidste, hvad de skulle gøre, for jeg sad bare der midt på vejen, og græd.

Og så skete det. Minderne om Jacob strømmede igennem mig. Lyden af hans stemme, der knækkede, når han brød ud i sang. Han var elendig, men jeg elskede det. Hans grin og hans læber mod mine. Hans grønne øjne og det krøllede hår der faldt ned i hans øjne. 

Det var som om, alting gik i stykker lige for øjnene af mig. Han var den eneste tilbage, der stadig gjorde mig glad, og så valgte han at give slip, og lade mig drukne. 

Jeg var færdig, og jeg kunne høre mit eget hjerte splintre.

Jeg sad helt stille. Jeg sagde ingenting. Hvad skulle jeg også have sagt? Jeg kunne høre mit eget skrig i ørene, og jeg kunne næsten ikke trække vejret. Det eneste jeg kunne se, var det slørede lys fra lygtepæle og ansigter. 

Ansigter fra de venner, jeg ikke længere kunne lyve for. 

De sad alle sammen, og stirrede på mig. Ventede på et svar. Jeg trak mig væk fra Adam. Kiggede ham i øjnene, og jeg kunne se, at han stadig var ham. At jeg stadig betød noget for ham. Men vi ville aldrig blive venner igen. 

Vores tid var ovre. 

“Emilie?” Sagde Anna. “Hvad sker der?” Jeg kiggede på hende.

“Han tog sit eget liv.” Sagde jeg. Uden at vide, hvilke ord der egentlig kom ud af min mund. Jeg reagerede ikke engang på det. 

“Hvem?” Spurgte Sebastian. 

“Jacob.” Svarede jeg. De kiggede undrende på mig. Hvilket var forståeligt nok, eftersom de ikke have nogen igen ide om, hvem Jakob var. 

“Hvem er Jacob?” Spurgte Adam. Jeg tror han lød mere skuffet, end hvad der var meningen. 

“Drengen der væltede min verden.” Svarede jeg, og rejste mig op. 

“Med ham.” Startede jeg. “Skulle jeg ikke leve op til mine venners forventninger.” Og så gik jeg min vej. Men de blev siddende. 

Senere den dag, stoppede jeg med at græde. Men jeg vidste, at jeg ville lukke resten af verden ude i et godt stykke tid, og det gjorde jeg også.

Anna og Adam, var gået hver til sit igen. Sebastian og Tristan var gået sammen ind til Tristan.

Hvorfor kunne det ikke bare fungere mellem os igen?

  

  

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...