VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
582Visninger
AA

13. EMILIE

6

 

Første gang Jacob så, hvem jeg var, havde jeg lige besøgt Julie. Hun havde det ikke godt, men parykkerne havde sjove farver. Opmuntrende. 

Ingen vidste, hvad der foregik mellem Jacob og jeg, de vidste ikke engang han eksisterede, som mere end drengen, der gik forbi os.

Måske havde jeg valgt ikke at sige noget til dem, fordi jeg følte, at det var alt for hurtigt at blive forelsket efter Adam. Selvom jeg nok havde været mere forelsket i forstillingen om Adam, end ham som person. 

Jacob var jeg forelsket i. Jeg havde ikke tvunget mig selv til at være vild med ham. Jeg havde ikke skullet leve op til alle andres forventninger. Jeg havde bare ladet ham være ham og mig være mig. Jeg faldt, men det var ikke med vilje. Jeg lod ikke mig selv falde. Han trak mig. 

Vi sad på et tæppe, på trampolinen i Jacobs baghave. 

Det regnede. Det havde de gjort i flere dage, også selvom vi ikke var sammen. Nu prøvede universet virkelig at fortælle os noget. 

Han kiggede på mig. 

“Jeg ved, hvem du er.” Sagde han. Jeg hævede mine øjenbryn.

“Hvem?” Spurgte jeg.

“Du er pigen, der vælter min verden.” Jeg smilte. “Jeg er forelsket i dig, Emilie.” 

“Er du bange?” Spurgte jeg.

“Det var jeg.”

“Og nu?” 

“Ikke det mindste.” Han flettede sine fingre ind i mine.

“Tror du på den eneste ene.” Spurgte han.

“Nej, men jeg tror heller ikke på tilfældigheder.” Svarede jeg. Han pegede op på himlen. 

“Dem der oppe. De vil ikke have, at vi er sammen.” Han smilte, og jeg smilte. Vi vidste begge to godt, at det var fuldstændig ligegyldigt, hvad universet mente. Om det så skulle regne resten af vores liv, ville det ikke betyde noget, for vi sad her sammen. 

Det var som om, Jacob og jeg var inde en i en boble. Vi snakkede om alting. Hele vores verden udenfor boblen. Venskaber, familier, ekskærester. Selv de mindste ting. De mest simple minder. 

Jacob var drengen, de fleste piger ville have. Han var drengen, der havde ligeså mange venner som mig. Han var vokset op med minder om dem, ligesom jeg var med mine. Forskellen var bare, at hans venner ikke var ved at falde fra hinanden. Kun ham selv. 

Jeg var pigen, de fleste drenge så som en af drengene. Pigen de fleste piger synes var sød, men også irriterende, fordi jeg kom bedre ud af det med drengene, end de gjorde. 

Jeg var pigen med de ødelagte venner. Vores venskab var ved at falde fra hinanden, fordi vi hver i sær var smadret indeni. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...