VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
653Visninger
AA

12. EMILIE

5

 

Første gang jeg så det i Jacobs øjne, blev jeg forelsket. 

Julie kæmpede stadig mod kræften. Vi besøgte hende stadig alle sammen på hospitalet. Nogen mere end andre. 

Anna mest. 

Adam mindst. 

Mathias, Matilde og Ida havde meldt sig helt ud. De gad ikke engang ringe til hende, eller sende hende en sms. 

Anna var stadig knust, men hun havde det bedre. Hun forelskede sig i Philip. Julies ældre bror. Kun et enkelt år ældre, men det var stadig en smule underligt for Julie. Anna var den eneste, der snakkede med ham om det. 

Sebastian og Tristan var stadig nyforelsket. At se dem kysse og holde i hånden, var nok det underligste, vi ville opleve i vores vennegruppe. Men på den anden side, var de virkelig søde sammen. 

Adam var stadig fjern. Han ville helst bare være alene. Jeg havde det på samme måde, men jeg elskede Julie, og selvom jeg heller ikke kunne holde til at se hende være så syg, var jeg nødt til at være der for hende. Sådan tror jeg alle sammen, vi havde det, også selvom vi selv var ved at gå ned med flaget. 

Jeg tror det var nemmest for mig. Ikke at se Julie sådan, men at være knust. Måske ligeså nemt som det var for drengene. De havde det nærmest godt. Deres forældre var deres eneste problem. 

De havde ikke fortalt dem det endnu. 

Jeg så Jacob tit, mere end jeg havde regnet med. Men vi lavede aldrig nogle aftaler. Vi mødtes bare tilfældigt, som om det er meningen, at vi skulle være sammen. Selvom vejret fortalte os noget helt andet. Den styrtende regn, mente i hvert fald ikke, at vi skulle blive ved med at mødes. Men det eneste problem vejret havde var, at vi var så ufatteligt fascineret af regnen, og dråberne kunne ikke stoppe os. 

Han fortalte mig om hvad han elskede mest ved at læse. Følelsen af at forsvinde ind i en anden verden. 

Jeg kunne godt lide Jacob.

Jeg kunne godt lide hans tanker. 

Han fortalte mig om de historier han skrev. Forstillingerne om ham og mig. Han skrev om mig. Han beskrev mig som pigen med de blå de øjne. Dem som nogle gange, i det helt rigtige lys, så sløv ud. 

Aldrig før havde jeg mødt en person så vandvittig. Han var noget, jeg ikke kunne beskrive. Noget jeg ikke kunne forklare. Han var en person med så mange drømme. Men jeg kunne se noget i hans øjne. Noget der fik mit hjerte til at springe et slag over.

Jeg kunne se, at han var blevet revet fra hinanden, mere end en gang. 

Jeg kunne se selvmord. 

Selvmord jeg aldrig ville være nok til at stoppe, ligemeget hvor meget jeg prøvede.

Jeg ville aldrig være i stand til at rede ham.

Det gjorde mig bange. 

Han gjorde mig rædselslagen. 

Og det var der, jeg blev forelsket i ham. 

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...