VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
622Visninger
AA

11. EMILIE

4

 

Første gang jeg kyssede med Jacob, var en måned efter, jeg havde trukket gardinerne for. Dagene gik overhovedet ikke som de plejede. Tingene fungerede mindre godt i vores gruppe. Faktisk gik det helt ad helvedes til. Ulykker blev ved med at ske, og følelser så voldsomme, at ingen af os kunne håndtere dem, blev ved med at vælte frem. 

Ingen vidste, om de skulle trøste eller trøstes.  

Annas farmor var død. 

Tristans mor fik et hjerteanfald, og overlevede kun lige. 

Sebastian knuste Julies hjerte, da han var hende utro med Louise. En måned efter fortalte Sebastian at ham og Tristan, var kærester. 

Julie fik konstateret kræft en uge senere. 

Adam var fjern. 

Jeg var faldet for den mørkhåret dreng, jeg kun havde set tre gange. 

Vi fandt ud af, at vi måske var ved at vokse fra hinanden. Anna og Julie var hele tiden alene sammen, og det var Tristan og Sebastian også. Adam hang mest ud med hans andre venner.

Alle hemmeligheder var gemt hjemme på alle de mørke teenageværelser.

Det var underligt for os, at Tristan og Sebastian lige pludselig begge to var til drenge og så ovenikøbet til hinanden. Ikke fordi vi havde noget imod det, men fordi vi altid havde kendt dem og aldrig havde mistænkt det. De havde været forelsket i hinanden længe før Anna og Julie, blev en mulighed for dem. Men pigerne var en chance for at skjule, hvad de egentlig følte. 

Dagene skred fremad, men langsomt og med knuste hjerter i hele vennegruppen. 

Vi gled fra hinanden. Vi foretrak at være alene, og vi spurgte ikke længere indtil, hvordan de andre havde det, selvom vi stadig bekymrede os, og havde brug for hinandens støtte. 

Ingen vidste, hvor langt tid det ville tage os at få det til at fungere igen.

Ingen vidste, om det overhovedet kunnet lade sig gøre. 

Ingen vidste, at den mørkhåret dreng, ville rive mig ud af venskaber.

Ingen vidste, at han var grunden til, at det altid begyndte at regne.  

Og ingen vidste, at regn var min nye yndlings duft. 

Ingen vidste, at jeg ikke kunne bunde. 

Ingen vidste, at jeg alligevel overlevede.

Han lod mig aldrig drukne. 

Indtil den dag, han gjorde. 

Jeg gik flere dage uden at snakke med nogen, indtil jeg så ham igen. Den mørkhåret dreng. Han sad op af træet i hjørnet af legepladsen, med en bog i hånden og et jakkesæt på. 

Regn. 

Jeg satte mig ved siden af ham. Undrede mig, over hvorfor han denne her gang havde valgt at åbne paraplyen. Der var blomster på. 

“Jeg troede du sagde, at paraplyer var overvurderet.” 

“Det er de også.” 

“Hvorfor sidder du så med en?” 

“Fordi jeg begynder, at græde hvis min bog bliver våd.” Han smilte, imens hans øjne flakkede hen over ordene. Jeg satte mig ned ved siden af ham.

Jeg kendte ham ikke. Han var stadig fremmed for mig. Men det var så nemt med ham. Det virkede så utrolig rart at snakke med ham. Som om vi havde kendt hinanden altid. 

“Er den god?” Spurgte jeg. 

“Bedre end noget andet jeg har læst.” Svarede han. Jeg kunne hører i hans stemme at bøger var noget, der var vigtigt for ham.

“Jeg forstår den.” Sagde han efter vi havde siddet i flere minutter uden at sige noget. 

Jeg svarede ikke. Blev bare siddende, imens han læste videre. 

Jeg kiggede på ham. Betragtede ham imens han læste. 

Han læste den sidste side, lukkede bogen, og kiggede mig så i øjnene. Hans grønne øjne var en grøn farve så svær at beskrive. Jeg forelskede mig i hans øjne. Mine egne lyseblå øjne havde aldrig været den salgs øjne, som man blev forelsket i.

“Hvorfor jakkesættet?” Spurgte jeg. 

“Bryllup.” Svarede han.

“Er du stukket af?” 

“På en måde.” Jeg sagde ikke noget. Grinte bare. Jeg kunne ikke nå at spørge ham hvorfor, inden han snakkede videre. Det var også ligegyldigt. 

“Hvem er du?” Spurgte han nysgerrigt. 

“Det ved jeg ikke endnu.” Svarede jeg. “Hvem er du?” 

“Jeg er ikke sikker.” Og så kyssede han mig. Uden at sige noget først. Uden at fortælle mig hvad han hed. 

Så stoppede jeg ham. 

“Jeg ved ikke engang, hvad du hedder.” Sagde jeg. Men fortrød med det samme. Jeg havde ikke lyst til at ødelægge det.

“Jacob.” Sagde han. 

“Emilie.” Svarede jeg. Og så kyssede vi igen. 

  

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...