VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
640Visninger
AA

10. EMILIE

3

 

Første gang jeg faldt for Jacob, var jeg på vej hjem fra skole, sammen med Anna, Julie, Adam, Tristan og Sebastian. Jeg var en smule nede, på grund af alt det med Adam. Og vores vennegruppe, som Mathias, Matilde og Ida, normalt plejede at være en del, var begyndt at falde fra hinanden. 

Ida var her ikke mere. Malthe havde sin egen vennegruppe, og dem kunne Ida tydeligvis bedre lide. Jeg begyndte at være mere og mere ligeglad med hende. 

Mathias og Matilde var blevet så forelskede, at de altid var alene. 

Både Adam og jeg vidste, at den her vennegruppe var mere værd, end det vi havde været igennem. 

Til sidst, smed  vi alle sammen os selv ud af gruppen. 

Vi gik langsomt, det gjorde vi altid. Tristan drillede Anna, og Sebastian tog Julies hånd. Adam kiggede på mig, og jeg kiggede på ham. Jeg havde taget mine høretelefoner i ørene, og gik bagerst. 

Jeg stirrede på Adams nakke. 

Stirrede på Sebastian og Julies fingre, der var flettede ind i hinanden. 

Stirrede på Anna, der hoppede op på Tristans ryg. 

Undrede mig over, hvor Adam og jeg var forsvundet hen. 

Jeg kunne dufte regn, og den mørkhåret dreng kom gående i mod os. 

Alting omkring mig var, som det altid var, og så alligevel ikke. Drengene og pigerne fjollede rundt, men Adam gik alene, og jeg fik øjenkontakt med den mørkhåret dreng. Han smilte, og jeg smilte igen. 

“Det begynder at regne.” Sagde jeg, og de vendte sig alle om mod mig. 

“Hvad snakker du om?” Spurgte Julie.

“Solen skinner.” Sagde Tristan. 

“Det begynder ikke at regne.” Sagde Sebastian. 

Anna og Adam kiggede undrende på mig, men sagde ingenting. 

Den mørkhåret dreng holdte øjenkontakten, og jeg kunne se ud af øjenkrogen, at Adam kiggede på mig. Men jeg var mere end bare ligeglad. Det var som om alle mine følelser for Adam, selv følelserne i vores venskab forsvandt i det øjeblik da jeg kiggede på den mørkhåret dreng for aller første gang, da jeg sad på kantstenen. 

Og så forsvandt han forbi os alle sammen. Jeg faldt for ham, og regnen styrtede ned over os. De andre stoppede op, og kiggede på mig. 

“Jeg sagde det jo.” Vi gik ned af gaden, hvor vi alle sammen boede. Vi var vokset op sammen. Gennem årene havde vi spillet fodbold. Vi havde kørt på rulleskøjter, og cyklet op og ned ad vejen. Vi havde alle sammen haft vores første kys på vejen midt om natten, fordi vi alle sammen syntes det ville være fedt at prøve det med hinanden første gang. Vi var ikke mere end 13 år gamle.

Vi havde drukket for første gang, og røget vores første cigaret. 

Sammen. 

Selvom vi havde kendt hinanden altid, havde Adam og jeg bare altid været tættere end nogen af de andre. Og selvom vi alle sammen havde kunnet lide hinanden på kryds og tværs, var det kun Adam og jeg der blev kæretser. 

Jeg havde kysset med Sebastian til festen, hvor vi slog op. Men Julie havde sovet hos ham samme aften, og de havde ikke kun kysset. Jeg kunne ikke lide Sebastian på nogen måde, og det vidste Julie godt. Hun så os kysse, men hun blev ikke sur, for hun vidste ikke, at hun havde følelser for ham, før de selv kyssede. 

Den aften havde Tristan og Anna også kysset, men de var stadig kun venner, det var i hvert fald det de fortalte os. 

Tristan gik ind til sig selv. 

Sebastian gik ind til sig selv. 

Anna gik med Julie ind til Julie. De spurgte om jeg ville med, men jeg ville helst hjem. Det var en af de gode dage, for Julie i hvert fald. Hun havde haft det skidt, men hun var sikker på, at det bare var influenza. 

Det var det ikke.

Adam og jeg gik i stilhed, indtil vi selv var hjemme. Det var kun få skridt fra de andre, men det føltes som flere tusinde skridt. Vi sagde ikke engang farvel, vi gik bare ind. 

Det var sådan, at Adam og jeg boede lige ved siden af hinanden. Det var også sådan, at da vi var tolv år, byttede jeg værelse med Malthe, og Adam byttede værelse med hans yngre søster Liva, så vi fik de to værelser, hvor vi kunne kigge ind til hinanden. Vi kunne sidde, og snakke ud gennem vinduet, og det var vores ting. Men i langt tid havde vores gardiner været trukket for, og vi havde ignoreret hinanden. 

Jeg gik op på mit værelse, min mor havde trukket fra, og det samme havde Adams mor gjort. Jeg kiggede ind til ham, og hans billeder af ham og jeg hang stadig på hans vægge. Han smed sin rygsæk, og brød sammen på gulvet. Synet af ham grædende fik mit knuste hjerte til at gå endnu mere i stykker. Jeg satte mig i vinduet, og han fik øje på mig, da han endelig rejste sig op igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig, men jeg trak for igen. Lod ham forsvinde i mørket. 

Jeg ved stadig ikke, om jeg var en totalt lort, da jeg gjorde det. Men jeg havde brug for at komme videre. 

Og noget sagde mig, at den dag, ikke var den sidste gang, det begyndte at regne. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...