VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
627Visninger
AA

9. EMILIE

2

 

Første gang jeg snakkede med Jacob, gik jeg med tunge skridt mod legepladsen, som ingen nogensinde brugte. Det eneste sted jeg altid kunne regne med at være helt alene. Jeg gik gennem lågen. Forbi rutsjebanen, forbi klatrestativet og satte mig på en af gyngerne. 

Senere kom den mørkhåret dreng, fra dagen inden gående. Han smilte, og satte sig på gyngen ved siden af min. 

Og uden jeg vidste det. Uden han vidste det. Sad to personer med præcis den samme smerte ved siden af hinanden. 

Drengen og pigen med de knuste hjerter. Det ene lidt mere en det andet. 

Så væltede regnen igen ned over os. Universet mente helt sikkert, at vi var helt forkerte for hinanden. Han sad med en paraply i hånden, men han åbnede den ikke. 

“Hvorfor bruger du ikke din paraply?” Spurgte jeg. Han kiggede på mig, og havde det ikke været for hans utroligt gode, og lidt søde duft og hans chamerende grønne øjne, havde jeg nok også stoppet med at stirre på ham. 

“Paraplyer er overvurderet.” Svarede han. 

“Hvordan det?” Spurgte jeg, da han smed paraplyen i den røde skraldespand. Jeg ved stadig ikke, hvorfor han havde taget den med, hvis han alligevel ikke havde tænkt sig at bruge den. Der var mange ting om ham, jeg ikke nåede at finde ud af. 

“Alle bruger paraplyer for at beskytte sig selv mod regnen, som om regnen er noget, vi burde løbe fra. Men den er faktisk ret fantastisk.” 

“Jeg ved, hvad du mener.” Og det gjorde jeg. Jeg havde altid været fascineret af regnen. Jeg havde aldrig været sikker på hvorfor. Ikke før jeg mødte ham. 

Det ene øjeblik skinner solen, og det næste styrter det ned. Til sidst kommer der en regnbue. Det er ret vildt. Derfor er det umuligt for mig, at tro på der ikke findes mere mellem himmel og jord, når der kan skabes en bue af forskellige farver hen over himlen. Det med at der findes mere mellem himmel og jord, var noget Julie lærte mig.

Vi gik hver til sit, efter at have siddet i en halv time, uden at sige noget. Hvorfor vi gik, og hvordan vi sagde farvel, uden rigtigt at sige farvel, kan jeg ikke huske. Der er mange ting, jeg ikke kan huske. 

Vi var fremmede for hinanden, men den underlige stilhed, var på mange måder virkelig rar. Jeg havde aldrig haft det sådan før. At stilheden kunne være rar. Ikke engang med Adam, og ham havde jeg altid kendt. Måske havde det noget at gøre med, at vi ikke engang kendte hinandens navne. Men vi sad på en tom legeplads sammen. Kun os to. Så stilheden burde have været underlig, den burde have været akavet, men det var den ikke, og jeg havde ikke lyst til at gå. 

Jeg kunne mærke, at han var anderledes. 

Jeg kunne mærke, at han var alt det, som jeg ikke var vant til.  

Jeg kunne mærke, at han på ingen måder ligende Adam. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...