VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
760Visninger
AA

8. EMILIE

E M I L I E 

 

1

 

Første gang jeg så Jacob, havde jeg grædt mig selv i søvn hos Matilde aftenen før. Adam og jeg havde slået op tidligt den aften, og jeg havde kysset med Sebastian til festen, for at skjule hvor ondt det gjorde. 

Adam havde gjort det samme med Karoline. 

Egentlig var jeg okay med, at vi ikke længere var kærester, det var vores venskab, som gjorde ondt at miste. Hvorfor det ikke fungerede mellem Adam og jeg, ved jeg stadig ikke. Måske prøvede vi at presse vores seksten års venskab ind i et forhold, fordi alle de andre forventede, at det var det, vi gjorde, og måske begyndte vi selv at tro på, at vi rent faktisk kunne lide hinanden.  

Dagen efter, sad jeg på kantstenen foran Matildes hus. Hun sov stadig. Jeg inhalerede røgen, fra den næsten færdigrøget cigaret. Jeg smed resten i en vandpyt.  

En tynd, men muskuløs dreng kom gående. Hans mørke, krøllede hår faldt ned i øjnene på ham, og han havde trukket huen på hans mørkegrønne hættetrøje op over hovedet. Hans sorte, halvstramme jeans, sad unaturligt godt på ham. 

Det var en varm sommerdag, selvom det var overskyet. Det var lørdag morgen, og den mørkhåret dreng, sendte mig et smil. Dråber af regn ramte mine hænder og fødder og alt andet, indtil det styrtede ned. Jeg blev siddende og lod regnen gøre mig gennemblødt.

Jeg havde ingen sko på. Ingen jakke. Jeg sad i Adams sweatshirt, for selvom vi havde slået op, havde jeg haft den på aftenen før, og den duftede stadig af ham. 

Ingen kunne bebrejde mig for at savne ham, når han havde været min bedste ven, siden vi var helt små. 

Mine bukser stank af røg og alkohol. Tristan havde spildt øl udover mig, men jeg havde været ligeglad. Jeg havde sat mit hår op i en hestehale, og tårerne fra aftenen før havde ødelagt min mascara. 

Jeg ligende lort. Men den mørkhåret dreng kiggede på mig, som om det ikke var til at se. 

Jeg kiggede på ham, og han kiggede på mig. 

Fuldstændig uskyldigt. 

“Hvad har du gang i?” Råbte Matilde. Hun stod i døren, og undrede sig over, hvad jeg lavede udenfor i styrtende regnvejr. 

Det var sådan, at Matilde ikke havde opfanget, hvad der var sket mellem Adam og jeg. Hun havde travlt med Mathias, og jeg havde ikke fortalt hende det. Vores andre venner, havde set os kysse med nogen, der ikke var hinanden, og havde regnet det ud, men Matilde vidste intet, hun havde heller ikke hørt mig græde aftenen før. 

Jeg gik indefor. Og smed mine gennemblødte strømper på gulvet. 

“Hvad lavede du udenfor.” Spurgte hun, da hun gav mig et håndklæde.

“Jeg er ikke sikker.” Svarede jeg. 

“Hvad mener du.”

“Adam og jeg slog op i går.”

“Ej… hvorfor har du ikke sagt noget.” Jeg kunne høre i hendes stemme, at hun egentlig var ligeglad. Det var længe siden, hun havde været bekymret. Vi havde allerede mistet hende.

“Det ved jeg ikke. Måske fordi du havde utrolig travlt med Mathias.” Jeg lød mere skuffet, end hvad der var meningen. Egentlig var jeg ikke skuffet, og heller ikke sur. Matilde var forelsket i Mathias, og hun var glad. Matilde var heller ikke den veninde, jeg snakkede om alt med, så jeg havde ikke forventet, at hun havde været der for mig. 

“Undskyld. I var ellers bare virkelig søde sammen.” 

“Du er ikke den, der skal være der for mig, Matilde. Det er Ida.” Ida var min bedste veninde. Men hun blev forelsket i Malthe, min tvillingbror. Jeg var egentlig ligeglad, for de var glade. Men Ida og jeg havde mistet hinanden. Og allerede da jeg sagde til det til Matilde, vidste jeg, at jeg ikke havde Ida. Men jeg havde Julie og Anna, og det var nok.

“Og helt ærlig var Adam og jeg ikke søde sammen, vi var bedste venner, det har vi altid været. Men vi fungere ikke som andet end det.”  

Matilde krammede mig. Uden ord.  

Så gik jeg hjem. Jeg havde stadig mit gennemblødte tøj på. Selvom Matilde havde tilbudt mig, at jeg kunne låne noget tørt af hende, havde jeg sagt nej. Jeg var både tyndere og mindre end Matilde så det havde været alt for stort til mig. Der var alligevel kun få meter hjem. 

Adams bluser havde altid været virkelig store til mig, men det var hans, og jeg elskede at gå i dem. Sweatshirten var det eneste, jeg havde tilbage af ham, indtil den dag jeg bankede på hans dør.

“Jeg tror den her tilhører dig.” Sagde jeg. Han tog den, med et blik der fortalte mig, at han helst bare ville have, at jeg beholdte den. 

“Du må gerne beholde den.” Hans stemme knækkede. 

“Det ved jeg godt.” Svarede jeg, og så gik jeg igen. 

Det hele handlede om, at jeg ikke længere havde brug for Adams bluse, fordi jeg havde noget der betød mere. 

Hjemme tog jeg et bad. Børstede mine tænder. Tog nattøj på, og lagde mig under dynen. Klokken var ikke ret mange, men jeg var træt, og havde lyst til at sove. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...