VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
585Visninger
AA

35. ANNA

11

 

Da Philip og jeg kyssede første gang, var vi begge to bevidste om, at det var dumt, men også at det var det, der føltes mest rigtigt. 

Festen blev holdt i Adams baghave. Det var ikke fester jeg gik allermest op i. Det var faktisk en af de mange ting, jeg fandt røvsyge, men hvad kunne jeg gøre, når næsten alle mine venner nærmest trak mig med. 

Jeg var gået op på Adams værelse for at få fred for festen. Jeg lukkede døren bag mig, og musikken blev lavere. Jeg pustede ud, som om jeg ikke havde kunnet trække vejret hele aftenen.

Philip havde set mig gå op af trapperne, med tårer i øjnene, og han var fulgt efter mig. Da han kom ind, så jeg min bedste venindes storebror på en anden måde, end jeg før havde gjort. Han var den slags køn, man ikke rigtig lagde mærke til i starten. Selvom jeg havde kendt ham hele mit liv, var der noget, der var anderledes, da han kom ind, med hans rodede hår og trætte øjne. 

Han så mig. 

Han så tårerne ramme mine læber. 

Han så mig sidde op af væggen grædende. Jeg var ikke engang sikker på, hvorfor jeg græd. Måske var det på grund af Julie. Det var det nok.

Han lukkede døren bag sig, og gik hen til mig. 

“Anna, hvad sker der?” Spurgte han. Jeg svarede ikke. Jeg blev bare ved med at græde. “Anna? Kig på mig.” Jeg kiggede på ham. 

“Skal jeg hente Emilie?” Jeg rystede på hovedet. “Fortæl mig hvad der sker.”

“Jeg er ude af den. Hvad hvis Julie ikke klare den? Hvad med mig og dig og Sebastian og alle de andre. Jeg vil ikke uden hende.” Det hele væltede ud.

“For fanden, Anna. Jeg ved, alt det her med Julie er overvældende, jeg er også skide bange, men der er ikke andet, vi kan gøre, end at være der for hende, og bruge alt den tid vi kan med hende. Når det slutter, slutter det. Så er der ingen vej tilbage, og vi kan ikke fortælle hende alle de ting, vi gerne ville, så det er med at få det sagt nu.” Fra den aften af, fortalte jeg hende, at jeg elskede hende hver eneste dag. 

Indtil jeg glemte det. 

Jeg var træt, fuld, ked af det og Philip var sød. 

Vi sad et par minutter uden at sige noget, uden at gøre noget. Vi sad bare. Så tog han min hånd, og flettede sine fingre ind i mine, og jeg lod ham bare gøre det. Det var i det øjeblik, jeg indså, at jeg havde følelser for ham. Jeg vidste det ikke før, men det blev tydeligt for mig, da hans fingre rørte mine. 

Jeg havde set forstillingen for mig før.

Forstillingen om ham og mig, men jeg havde aldrig troet på den før nu. 

Måske var verden endelig begyndt at give mening igen. 

“Jeg kan lide dig.” Sagde han så. 

“Jeg er din lillesøsters bedste veninde.” Svarede jeg.

“Men du er ligeglad.” 

“Nej. Men jeg kan godt lide dig.” 

Så kyssede han mig og det hele gav mening.  

Alle de gange jeg havde følt noget, jeg ikke vidste hvad betød. 

Når han lukkede døren op for mig, hver gang jeg kom på besøg.

Når han smilte til mig. 

Når jeg hørte hans musik gennem væggen. 

Når jeg så ham gå igennem køkkenet i underbukser. 

Efter måneder med ham, gav det endnu mere mening, end det gjorde den aften. 

Vi kunne lide alle de normale ting, som var normale for mennesker at kunne lide, selvom nogle af tingene måske var dumme. 

Dårlige jokes. 

Skøre strømper.

God musik.

Løbe.

Eventyr. 

Grine.

Fodbold.

Sove. 

Det var ting, vi kunne lide, og måske var det ikke så specielt, men det var ting, vi begge to kunne lide, og for os var det specielt, selvom det var så fandens enkelt. 

Jeg kunne lide ham, og han kunne lide mig. Hvordan kunne noget føles så rigtigt, men være så forkert? 

“Du bliver forelsket i mig, og jeg bliver forelsket i dig. Du lader dig selv falde, fordi du ikke må, fordi du ved, det er forkert, men ikke kan lade være. Du fortjener hele verden, Anna. Og jeg har tænkt mig at give dig den.” Og det gjorde han, han fik det hele til at give mening igen, selv efter Julie var forsvundet. 

Julie og jeg havde aldrig rigtig snakket om det før, for hvorfor skulle vi? Philip var Philip, og Magnus var Magnus. De var vores brødre. Vi havde aldrig direkte fortalt hinanden, at vi skulle holde os væk fra hinandens brødre, men vi havde heller ikke fortalt hinanden, at vi gerne måtte falde. 

Kysset med Philip var ikke engang det underligste, der skete den aften. Det var måden Ida reagerede på, da hun så os komme ned ad trapperne sammen. Jeg havde ikke snakket med Ida længe. Hun var ikke inviteret, men der var begyndt at komme et hav af mennesker, som ikke var inviteret, og Adam gjorde ikke noget for at stoppe det. Han var ligeglad. Jeg var ikke bange for at indrømme, at jeg ikke brød mig om Ida. Jeg havde det fint med hende, men hun var aldrig min yndlings. Hvis jeg dengang, vi var venner alle sammen, skulle vælge mellem hende og en af de andre, havde jeg uden tvivl valgt en af de andre. 

Ida var led, på en måde der var svær at forstå, og Emilie blev så pisse træt af hende til sidst, og var ved at rive hovedet af hende, hver gang hun åbnede hendes mund. Jeg tror det var bedst for Emilie, at Ida blev kærester med Malthe, for Ida var så meget sammen med ham, at det virkede helt naturligt, at hun gled væk fra vennegruppen, så Emilie skulle ikke til at vælge hende fra.

Hun kom hen til mig, og kiggede underligt på mig.

“Hvad er der, Ida?” Spurgte jeg. 

“Jeg tænkte bare lige på, hvad du havde gang i med Philip?” Spurgte hun. 

“Hvad snakker du om?” Hun hævede øjenbrynene. 

“Lad være med at spille dum, Anna.” 

“Vi kyssede. Ikke at det rager dig.”

“Hvorfor?” Ida havde altid været voldsomt nysgerrig omkring alting, men det undrede mig alligevel, hvorfor hun var så provokeret over det her. 

“Fordi vi kan lide hinanden.” 

“Er du forelsket i Julies bror?”

“Forelsket er et ret stærkt ord, Ida. Vi kyssede bare.” Hun grinte af mig.

“Det kan du ikke mene, Anna. Dig og Julie er bedste veninder. Brødre er bare forbudt område.” 

“Jeg ved det godt, Ida. Jeg har også tænkt mig at sige det til hende, og du skal slet ikke fortælle mig, at brødre er forbudt område, når du er kærester med Emilies bror. Nu er du altså bare virkelig dobbeltmoralsk.”

  Så gik hun.

Jeg var ligeglad med, at Ida var sur på mig. Hun ragede mig det mindste, og hun skulle bare blande sig helt udenom. Hun skulle ikke begynde at belærer mig om, at brødre var forbudt område, når hun var kærester med Emilies bror. 

Hun fortalte aldrig nogen om os, hvilket jeg var taknemlig for. Om det var fordi, hun havde dårlig samvittighed over, at have reagerede som hun gjorde, eller om det var fordi, hun havde drukket for meget, og ikke kunne huske det, vidste jeg ikke.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...