VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
650Visninger
AA

34. ANNA

10

 

Efter et halvt år vidste jeg ikke længere, hvad jeg skulle sige. Jeg havde stadig ikke forstået det, det var stadig ikke gået op for mig. Et halvt år uden hende var nok, men jeg var ikke færdig med at kæmpe. Vi var alle sammen sammen hver dag, men var det overhovedet det værd? Vi snakkede næsten ikke. Vores venskab betød alt på det tidspunkt, men det blev aldrig det samme igen. Vi var bare sammen, fordi vi troede på at det hjalp ikke at være alene, men når vi kom hjem bag lukkede døre, brød vi alle sammen sammen, med de samme tanker, og de samme knuste hjerter. Men jeg var den eneste, der vidste, at det ikke hjalp at være sammen, jeg var den eneste der kunne se at det var latterligt. Måske vidste de det godt dybt nede, men de ville ikke indrømme det. Vi havde allerede mistet hende, hvorfor så miste hinanden? 

Vi prøvede alle sammen at komme igennem den samme situation, vi prøvede alle sammen at leve uden hende. Vi gik med tanker om hende, minder om hende, og ord vi ville ønske vi havde sagt til hende, men det var alt for sent. 

Jeg prøvede at slå mig selv ihjel flere gange, og Sebastian var den eneste der vidste det, fordi han fandt mit selvmordsbrev på min kommode den dag han var kommet over. 

Han så så skuffet ud, at det ikke var til at holde ud. 

“Anna helt ærligt.” Sagde han, da jeg kom ind med to glas vand. 

“Sebbe…” Jeg satte glasende på mit bord.

“Hvad fanden tænker du på?” Han var sur. 

“Jeg kan bare ikke mere. Ikke uden hende.” 

“Og det tror du, vi kan? For helvede Anna, vi er ligeså fucking kede af det, som du er. Det er noget lort, at hun ikke er her mere, men det hjælper ingen af os, hvis du heller ikke er her. Nu siger jeg ikke, at du skal tænke mere på Emilie end os andre, men gør det nu lige alligevel. Hun mistede Jacob og så Julie. Hvis hun mister dig, kan jeg lige love dig for, at hun også slår sig selv ihjel.” Og så gik han. 

Jeg kastede min mobil ned i gulvet, og skærmen flækkede. 

Det jeg savnede allermest var lyden af hendes stemme.

Jeg savnede hendes beroligende ord, når jeg brød sammen foran hende, hendes latter der fik mig til at glemme mit knuste hjerte. 

Selvmord havde aldrig været min første valg. Det havde ikke engang været mit sidste valg. Men uden Julie virkede alting bare så fucking umuligt. 

Jeg vidste, at hvis det var det, jeg valgte at gøre, ville de hade mig. For andre mennesker synes for det meste, at det er egoistisk. At man kun tænker på sig selv, og ingen andre når man gør det. Men det er bare ikke sandheden. Familie og venner er det eneste, man tænker på, for man ønsker sgu da ikke at såre, hverken sin familie eller sine venner på nogen måde, det er det eneste, der stopper en. Men nogen gange er smerten bare alt for uudholdelig. 

Jeg var bevidst om, at min smerte ikke ville forsvinde, hvis jeg gjorde det, jeg ville bare efterlade den hos de mennesker, jeg elskede mest. 

Jeg gjorde det ikke, og det hele var takket være Philip. 

Han kom over efter Sebastian var gået, og han så mig sidde op af væggen med brevet i min hånd. 

Han tog det fra mig, læste det, rev det i stykker, og smed det i skraldespanden. Det var ikke fordi han var sur, men han var ligeså skuffet som Sebastian, hvis ikke mere. Jeg var ikke den eneste, der mistede Julie. 

Jeg mistede min bedste veninde, da Philip mistede hans lillesøster, og jeg forventede ikke, at han ville forstå mig, eller at han ville gå sin vej uden at være rasende på mig. 

“Jeg ved, at det slår dig ihjel, at hun ikke længere er her.” Han begyndte at græde. “Men du er ikke alene.” Han tog mine hænder i hans. 

“Smerten vinder, Philip. Den ødelægger mig mere og mere hver dag.” 

“Jeg er her.” 

“Men det er hun ikke…” 

“Anna, jeg har brug for dig.” Hans stemme knækkede. “Det er okay, at du græder hele tiden, at du har brug for Magnus til at berolige dig, når du skriger midt om natten. Det er okay, at du falder i søvn foran fjernsynet, og at du låser dig ude på toilettet i frikvarterende. Det er okay, at du næsten ikke siger noget, når vi er sammen, og det er okay, at du gerne vil være alene. Men det er også okay, at du har brug for dine venner. Det er også okay, at du har brug for at blive holdt om, at blive kysset på panden, og blive krammet så tæt, at det næsten gør ondt. Men det er fandme ikke okay, at du slår dig selv ihjel.” Det var der jeg indså, at jeg ikke ville gøre det. At jeg ikke havde lyst. 

“Jeg ser hendes smil for mig, jeg kan hører hendes latter i mit hovede, og jeg er rædselslagen for, at jeg en dag glemmer.” Han kyssede mig. 

“Du glemmer ikke.” Sagde han. “Og hvis du gør, har vi billeder, og vi har videoer, og vi har minder.” Jeg smilte, og vi krammede, indtil vi begge var stoppet med at græde. 

  

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...