VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
672Visninger
AA

33. ANNA

9

 

Emilie kom over dagen før begravelsen.

“Har du det bedre.” Spurgte hun. 

“Nej.” Svarede jeg. “Og dig?” 

“Nej.” Hun kiggede ned på hendes hænder. Jeg begyndte at græde, og kunne ikke længere holde mine følelser inde. 

“Emilie. Jeg græder hele natten, jeg kan ikke falde i søvn, fordi jeg bare bliver ved og ved. Til sidst må Magnus komme ind til mig, og berolige mig indtil jeg falder i søvn. Jeg er så fucking træt, og ked af det hele tiden. Det gør så fandens ondt.” Mine stemme knækkede, men jeg var ikke færdig. “Du bliver nødt til at fortælle mig, at det ikke er min skyld, hun er død.” Jeg græd mere, end jeg havde gjort foran hende før, og hun begyndte også at græde. 

“For helvede Anna. Selvfølgelig er det ikke din skyld, hvor har du fået den ide fra?” 

“Jeg sagde det ikke.” 

“Hvad sagde du ikke?” 

“Jeg fortalte hende, at jeg elskede hende hver eneste dag, og den aften faldt jeg i søvn og havde glemt at sige det.”

“Det er ikke din skyld! Det er ikke nogens skyld! Skub den latterlige ide ud af hovedet. Hun var syg, rigtig syg.” Jeg vidste hun havde ret, men indeni havde jeg alligevel svært ved at tro på hende. Jeg sagde ikke noget, jeg krammede hende bare. 

Til hendes begravelse, var Adam ikke så stærk, som han nok ønskede at være. En enkelt tåre sneg sig ud over kanten, og løb ned af hans kind, og efterfølgenede blev de ved med at komme.  

Jeg sad sammen med Julies forældre og søskende. Jeg holdte Philip i hånden. De andre sad på en bænk sammen. Sebastian holdte i hånden med Tristan. Adam tog Emilies hånd, og hun gav ikke slip. Det var første gang i lang tid, at jeg havde set dem kigge på hinanden. 

Ida, Mathias og Matilde sad bagerst i kirken og græd. Vi var alle sammen skuffet over dem, fordi de bare sad og græd, når de ikke havde været inde, og besøge hende en eneste gang. De havde været venner med Julie ligeså længe, som vi andre havde, men selvom vi andre var ved at miste hinanden, og vores venskab ikke længere var, som det plejede at være, lagde vi alligevel de problemer væk, og var der for Julie, for vi elskede hende alle sammen stadig højere end noget andet. 

Mark sad på syvende række, med tårer løbende ned af hans kinder, og Marie holdte ham i hånden. Marie og Mark havde altid været gode venner. Jeg så hende for første gang den dag, efter vi havde skændtes på banegården. 

Vi var de første til at gå ud af kirken. Jeg holdte Emilie i hånden på vej ud. Alle i kirken gloede på os på vej ud, og det var ikke til at holde ud. 

En uge senere stod jeg op med en følelse af tomhed, som om det først der var gået op for mig, at Julie ikke kom tilbage. 

Min hånd knuste glasset. Blodet dryppede ned på det lyse trægulv. Jeg kunne ikke længere se mig selv i spejlet, men var det ikke også det, der var meningen, da jeg slog det i stykker? 

Jeg kunne ikke længere se mig selv i øjnene, ikke efter at have glemt at sige de ord, der var blevet en vane. Jeg brød vanen, og mistede hende. Måske var det min skyld, måske var det straffen for at have glemt det. Eller også var det kræften, måske havde den bare ødelagt hende så meget, at lægerne ikke længere kunne gøre noget. Jeg var ikke sikker. 

Jeg var alene den dag, og det bankede på døren. Jeg skyndte mig nedenunder. Tog et viskestykke om hånden, og åbnede. Blodet gjorde langsomt det hvide stof rødt, og Marie stod i døren, og kiggede forskrækket på mig. 

“Hvad har du gang i, Anna?” Hun gik ind, og trak mig med ind i køkkenet, og holdte min hånd under vandhanen. Det kolde vand løb ned over min hånd, og blodet forsvandt.

“Du behøver altså ikke hjælpe mig, jeg har styr på det.” Sagde jeg, og hun spurgte efter noget bandage. 

“På badeværelset, i skabet under vasken.” Hun lod mig stå med vandet løbende ned over min hånd, og kom tilbage, og bandt min hånd ind. 

“Hvad fanden har du lavet?” Spurgte hun, da vi satte os ned i sofaen. 

“Jeg smadrede mit spejl.” Svarede jeg. 

“Hvorfor?” 

“Fordi jeg ikke kan mere, Marie. Jeg er så træt, og sur hele tiden, og det gik ud over spejlet.” Jeg begyndte at græde. 

“Jeg ved, at det er svært lige nu, og jeg kan ikke fortælle dig, at det bliver godt igen, for det gør det ikke. Det vil altid gøre ondt, men du glemmer det bare mere og mere, fordi du vænner dig til, at hun ikke er her mere. Men lige nu må det gerne gøre ondt, det må gerne være noget lort, og du må gerne græde hele tiden. Det tager tid Anna.” Jeg sagde ikke noget, blev bare siddende, og kiggede ned på min hånd. 

“Fortæl mig hvad du tænker.” Sagde hun. 

“Jeg er så pisse fucking ked af det.” Hulkede jeg. “Jeg savner hende så meget.” 

“Anna… jeg er her for dig.” Hun lagde en hånd på mit knæ. 

“Nej, Marie!” Jeg rejste mig op. “Du er her kun, fordi du har ondt af mig. Men du har røvrendt mig så mange gange, at jeg ikke længere har tal på det, og jeg har ikke tænkt mig at lade dig være en del af mit liv igen.”

“Men uden Julie har du ingen.” 

“Jeg har Emilie, Philip, Sebastian og Tristan.” Græd jeg, og det var nok mest, fordi jeg ikke var sikker på, at jeg faktisk havde dem.

“Men er det nok?” 

“Det er mere end nok.” Jeg bad hende om at gå, og da jeg skulle til at lukke døren, råbte hun til mig.

“Hvad helvede er det egentlig jeg har gjort dig?” Spurgte hun, og jeg havde lyst til at skrige hende op i hovedet, fordi hun ikke engang var klar over, hvad vores historie havde gjort ved mig.

Jeg gik hen til hende, og vi stod helt ude på vejen. 

“Du ødelagde mig…”

“Du kan ikke blive ved med at leve i fortiden.” 

“Tro mig, Marie, det gør jeg heller ikke. Men jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke lade dig komme tilbage ind i mit liv.” 

Og så gik hun. Jeg græd endnu mere, og brød sammen på jorden. Gad vide om det var vores helt særlige ting, at bryde sammen på vejen. 

Sebastian og Tristan havde set mig ud af vinduet, og kom løbende hen til mig. Få minutter efter kom Emilie. 

“Jeg vil ikke mere. Jeg savner hende så meget, hun er det bedste, der nogensinde har været mit.” Sagde jeg.

De sagde ikke noget. De græd bare sammen med mig. Det var jo ikke fordi, det var nemmere for dem, end det var for mig. 

Senere den uge så jeg Marie igen. Hun sad i bussen sammen med en dreng, jeg ikke vidste hvem var. Hun var væk i ham. Jeg kunne se det på måden, hun kiggede på ham på, det var den samme måde, jeg plejede at kigge på hende på. 

Hun lænede sig fremad, kiggede på mig og smilte, men jeg var for længst holdt op med at smile tilbage. Jeg kiggede bare den anden vej, uden overhovedet at skænke hende en tanke. Hun fortjente det ikke mere.

Jeg håbede, at hendes hjerte en dag ville knuse ved lyden af mit navn. 

Ved lyden af min stemme, og mit grin i gamle videoer, hun havde gemt i alt den tid. 

Jeg håbede hendes hjerte ville knuse så meget, at hun ikke kunne trække vejret. 

Jeg håbede hun brød sammen i gråd, ved tanken om at hun lod mig gå.

Og jeg håbede, hun indså, jeg var mere værd, end hun troede. 

 

  

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...