VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
625Visninger
AA

32. ANNA

8

 

Den første nat græd jeg mig selv i søvn. Jeg skreg ned i puden i flere minutter, indtil der ikke længere kom nogen lyd ud. Jeg havde ondt i både mine øjne og mit hovede. Den lydløse gråd, tog alt luften fra mig, og jeg hev efter vejret. Jeg satte mig op, og mine tårer flød ud i en storm af raseri. Jeg skreg, indtil Magnus kom løbende ind, og omfavnede mig. 

Jeg hulkede, og rystede i armene på ham. 

“Det skal nok gå.” Sagde han, og begyndte at græde. “Det er okay, at du græder.” Jeg sagde ingenting, mest fordi det var umuligt for mig i det øjeblik, men også fordi jeg ikke var sikker på, at han havde ret. Jeg følte ingenting, kun smerten i mit bryst der spredte sig jo mere, jeg hev efter vejret, og tårerne der blev ved med at lande på mine iskolde hænder. Magnus kyssede mig i håret, og trak mig tættere ind til sig. 

Jeg kunne høre regn, der styrtede ned udenfor, og hagl der knaldede mod skråvinduerne. 

Da søvnen begyndte at tage over ved fire tiden, og gråden flød ud i ingenting, og alting virkede endnu mere tomt end før, faldt jeg i søvn. 

Jeg vågnede igen klokken syv, gennemblødt af sved. Jeg listede ned af trapperne, og gik i bad. Jeg kiggede mig selv i spejlet. Tænkte på alle de gange, jeg havde stået foran det med Julie. 

Jeg smed mit lagen og sengetøj til vask. Tog rent tøj på, og tændte for fjernsynet. 

Mine forældre kom ned klokken ti. Jeg havde set fjernsyn hele morgenen, og var næsten faldet i søvn igen. 

“Hvor længe har du været oppe?” Spurgte min far. 

“Siden klokken syv.” Svarede jeg, og hev dynen længere op over mig. Min mor satte sig i enden af sofaen, og kiggede på mig. 

“Er du okay, skat?” Jeg kiggede på hende. 

“Ja.” 

“Er du sikker?” 

“Jeg gider ikke snakke om det, mor?” Hun nikkede, og sendte mig et bekymrende blik. De gik ud i køkkenet og snakkede lavt, så jeg ikke kunne hører dem. Jeg lukkede øjnene, og lod søvnen tage over, ligesom jeg havde gjort i nat. Hovedpinen var ikke helt forsvundet endnu, og mine øjne var stadig røde. 

Den aften var jeg sammen med de andre. 

Dagene op til begravelse var værst, for vi havde stadig ikke fået sagt ordenligt farvel. Jeg havde ikke været ude siden den nat, jeg kom hjem fra hospitalet, og brød sammen midt om natten. 

De andre var kommet, og gået, og havde grædt og grinet. I det mindste var det ikke alting, der var trist, vi kunne stadig grine, når det hele blev gemt lidt væk. Men der gik ikke længe, fra de var ude af døren igen, til jeg brød sammen. 

Jeg var vågnet op tidligt hver dag, med de samme gennemblødte lagner. Jeg græd stadig mig selv i søvn, og jeg var begyndt at drømme underlige drømme.

Jeg drømte, at jeg skulle dø. Jeg drømte, at jeg hoppede ud fra bygninger, og aldrig ramte jorden, jeg blev bare ved med at falde og falde og falde. 

Jeg drømte, at mit hus stod i flammer, og jeg ikke kunne komme ud, mine søskende og mine forældre døde, men ilden nåede aldrig mig. 

Jeg drømte, at jeg druknede, følelsen af at drukne, vandet der fyldte mine lunger, men jeg forsvandt aldrig. Måske var det fordi, jeg så inderligt ønskede at dø, fordi det gjorde så fandens ondt, at Julie ikke var hos mig mere. 

Måske ville jeg bare gerne se hende igen. 

Philip kom også en gang imellem, men jeg bad ham for det meste om at gå igen, ikke fordi jeg ikke ville snakke med ham, eller trøste ham, eller blive trøstet af ham, men fordi hans stemme mindede så meget om Julies, at jeg ikke kunne klare det. Han ligenede hende også, og det var umuligt for mig at kigge på ham uden at bryde sammen. Det var mere end bare synd for ham, men han forstod det godt, og lod mig være, indtil jeg kunne håndtere det igen. 

Jeg var træt, og sov hele tiden. 

  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...