VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
585Visninger
AA

31. ANNA

7

 

Jeg husker natten, hvor jeg var faldet i søvn i en stol på Julies hospitalsværelse. Klokken ti minutter i tre vækkede Philip mig, han græd. Hans øjne var røde, og tårerne blev ved med at falde. 

“Nej.” Sagde jeg. Jeg begyndte selv at græde. For jeg vidste udmærket godt, hvad der var sket, ellers havde han ikke vækket mig. Han sagde ingenting, han nikkede bare. Vi brød sammen i armene på hinanden. 

Jeg var der ikke. 

Jeg faldt i søvn, imens hun forsvandt ind i mørket. 

Jeg havde vænnet mig til at fortælle hende, at jeg elskede hende. Jeg sagde det hver dag, fordi det hele kunne være slut, før vi vidste det. 

Den dag havde jeg glemt det. 

Det var smertefuldt. 

Emilie græd. Hun var gået i stykker. 

Tristan og Sebastian græd også. Sebastian mere end Tristan. 

Adam græd ikke, men han var knust. Det kunne en hver se. Hans øjne var tomme. Adam var ikke en person der græd, og det vidste vi alle sammen godt, så det kom ikke som et chok. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...