VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
676Visninger
AA

29. ANNA

5

 

Jeg stod på banegården, og ventede på toget. Hverken min mor eller far havde tid til at køre mig på hospitalet, så toget var min løsning. Julie var på kantet til ikke at klare den, og det var vigtigt for mig, at se hende hver dag.

Jeg så Marie stå få meter fra mig, og jeg havde lyst til at løbe min vej. 

“Hej.” Sagde hun til mig. Jeg var forvirret, for sidste gang vi snakkede sammen, var over sms, og jeg var endt med at slette hendes nummer. 

Jeg havde været dum. Rigtig dum, og vi var endt i et skænderi, der var værre end noget andet, vi nogensinde havde haft. 

“Øhm hej.” Jeg satte min musik på pause. 

“Hvad er der?” Spurgte hun. 

“Ikke andet end at vi ikke har snakket sammen, i jeg ved ikke, hvor langt tid.” 

“Men jeg har tilgivet dig.” Sagde hun. Jeg begyndte at grine, og jeg var ligeglad med, om det ville fornærme hende.

“Hvorfor griner du?” Spurgte hun.

“Bare fordi du har tilgivet mig, betyder det ikke, at jeg har tilgivet dig.” Svarede jeg.

“Hvad er der tilgive mig for, det var dig der ødelagde det hele.” Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Jeg vidste godt, at jeg måske havde ødelagt en hel del af det elendige venskab, vi af en eller anden grund ikke ville give op. Men hun havde ødelagt mig så meget, at jeg ikke kunne elske på samme måde igen

“Marie, jeg er klar over, at det var utrolig dumt og unfair, at jeg bagtalte dig med Anne-Sofie. Men det var også utrolig dumt af dig at læse mine beskeder. Jeg sagde undskyld hundrede gange, og bad dig om at tilgive mig, men du gjorde det ikke. Og det værste af alt, var at du tilgav Anne-Sofie uden overhovedet at tænke over det, og din undskyldning var, at i er bedste veninder. Men hvis du havde bagtalt mig med Julie eller Emilie, så havde jeg ikke tilgivet dem hurtigere end dig, bare fordi vi er bedste veninder, for det er ikke det, der handler om. Og i betragtning af, at du har efterladt mig med et knust hjerte utallige gange, tror jeg ikke, du er bag ude med at blive tilgivet.” 

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige sige.”

“Nej, for du ved, jeg har ret. Du ved, at det var fucking dumt af dig, at læse mine beskeder, og give mig hele skylden for noget Anne-Sofie også gjorde. Og at du kyssede mig gang efter gang, uden at det betød noget for dig, var fucking tarvligt af dig. At du lod som om, der aldrig skete noget som helst mellem os, fik mig i lang tid til at føle mig ubrugelig. Hvis du vil have, at jeg tilgiver dig, skal jeg med glæde gøre det. Men det ændre ikke noget. Bare fordi du vil være venner igen, betyder det ikke, at jeg vil.” Jeg vendte ryggen til hende, og begyndte at græde. 

“Anna… Det er kun fordi, du aldrig har oplevet ægte kærlighed, at du har det sådan, og Julie og Emilie er sådan nogen piger, der ikke har fået deres hjerte knust, så hvordan skulle de kunne hjælpe dig. I det mindste ville jeg kunne give dig nogle råd.” Jeg var rasende. 

“Hvad fanden ved du om det?” Spurgte jeg. 

“Det er jo tydeligt.” Sagde hun så. “Emilie har det fantastisk med Adam, og Julie er vel endelig sammen med Sebastian.” 

“Marie, jeg er forelsket, i Julies bror Philip, jeg har det godt med ham. Emilie og Adam slog op. Emilie blev forelsket i en anden dreng, som tog livet af sig selv. Hun er knust. Sebastian er ikke sammen med Julie, for Sebastian er bøsse, og han er kærester med Tristan. Og Julie…” Jeg begyndte at græde endnu mere. 

“Hun har kræft.” Sagde hun. “Jeg ved det godt, Anna.” Hun så ud som om, hun var inderligt ked af det på mine vegne, på alle vores vegne. Uden at tænke over det, sagde jeg bare det næste, uden at vide hvor det kom fra. Jeg kunne bare ikke mere, og jeg havde måske endelig indrømmet over for mig selv, at Julie ikke ville klare den. Det var så åbenlyst. Hun havde det ad helvedes til. 

“Hun overlever ikke.” Jeg brød sammen midt på banegården, og Marie krammede mig uden videre, og jeg lod hende bare gøre det.

Hun gav slip, og jeg kunne se, hun havde det skidt. 

“Hvad med Mark?” Spurgte hun. “Har han besøgt hende.” 

“Nej, de snakker ikke så meget sammen mere.” Spurgte jeg.

“De var ellers ret gode venner, da vi alle gik i klasse sammen.” 

“Der var mange, som var gode venner med Julie. Alle kunne lide Julie.” 

“Ja, men Julie var forelsket i Mark. De havde sex for første gang med hinanden.” Hvordan kan hun vide det, når jeg ikke engang vidste det. 

“Hvordan ved du det?” 

“Han fortalte mig det.” 

Så kom mit tog, og jeg gik ind uden at sige farvel til hende. Mark var hendes ven. Bedste ven udover os, men jeg vidste ikke, hun var vild med ham og jeg troede Sebastian var hendes første.

Jeg nævnte det ikke for hende, for det betød ikke noget længere. Hun var heller ikke i godt humør den dag, så jeg sad bare sammen med hende, uden at sige noget.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...