VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
627Visninger
AA

28. ANNA

4

 

Jeg husker dagen, hvor Julie fortalte det til mig. Hun bankede på min dør, og Magnus lukkede op. Han sendte hende ind på mit værelse, og jeg krammede hende. 

Jeg kunne se, at hun var ked af det. 

Jeg kunne se i hendes øjne, at der var noget galt. 

“Anna?” Sagde hun. Hendes hænder rystede. 

“Ja?” Jeg tog hendes hånd. 

“Jeg skal fortælle dig noget.” 

“Okay.”

“Jeg var til læge til i sidste uge.” Jeg nikkede. “Hun tog blodprøver, og spurgte ind til en masse symptomer. Jeg fik dem tilbage fredag, og jeg fortalte dig, at jeg var okay, at det ville gå over af sig selv, men jeg løj.” Hun var bange. 

“Hvorfor?” Spurgte jeg. 

“Fordi jeg var bange, og jeg ville gøre dig nervøs, hvis der ikke var noget galt.”  

“Hvad sker der, Julie?”

“Jeg skulle komme ind til lægen igen, med mine forældre. Hun sagde, at mine blodprøver ikke var normale. Der blev taget en masse undersøgelser efterfølgende, for at se om der var noget alvorligt galt.” 

“Hvad er det?” Spurgte jeg.

“Anna, jeg har kræft.” Sagde hun, og jeg blev fuldstændig følelsesløs i hele kroppen. Jeg havde lyst til at skrige mine lunger ud.

“Nej.” Sagde jeg igen og brød sammen. Det samme gjorde hun.

Da hun skulle sige det til de andre, var det lige før ordene, ikke kunne komme ud. Hun var rædselslagen. Vi var samlet i hendes køkken, og hun havde grædt. Hendes øjne var røde, der var ingen der sagde noget, heller ikke selvom de kunne se, at både hende og jeg havde grædt. De stod bare, og ventede på et svar. 

Ventede på en forklaring. 

De vidste, at der var noget galt. 

Julie kunne ikke sige noget, men så lukkede hun øjnene et kort øjeblik, og da hun åbnede dem igen begyndte hun at græde, og så kunne jeg heller ikke holde det inde mere

“Jeg har kræft.” Sagde hun så. 

I det store hvide køkken i Julies hus, blev stilheden brudt af hulken, og tårerne væltede frem.

Adam var stille, han græd aldrig. 

Emilie brød sammen i armene på Sebastian.

Mig i armene på Tristan. 

Adam trak Julie ind til sig, og krammede hende. 

Ingen af os vidste, om hun ville dø eller ej, men det var tanken om, at hun måske ville, som ramte os. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...