VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
627Visninger
AA

27. ANNA

3

 

Tristan og jeg blev aldrig kærester. Måske var det fordi vi ikke ønskede at have den titel på os, fordi det var nemmere at sige stop, end at slå op. Det var nemmere at sige til folk vi ikke var kærester, men venner. De andre vidste vi var mere end venner, men de forstod aldrig helt, hvad vi var. 

Vores andet skænderi skete en aften, hvor vi sad på kantstenen og snakkede om alt andet end os, helt ligesom vi plejede. Siden vores første skænderi, var det blevet akavet mellem os, vi vidste ikke rigtig hvordan vi skulle være sammen uden at komme op at skændes, men den dag fungerede det. 

Lige indtil skænderiet kom. 

Det startede i et skænderi og endte i et kys. 

“Jeg er ked af det der skete?”

“Det er jeg også.” 

“Er du sikker på, at du nogensinde var forelsket i hende.” 

“Det tror jeg, men hvis jeg ikke var, var jeg garanteret forelsket i forstillingen om hende.”

“Du vidste hun ville ende med at knuse dig. Du vidste hun ville ende med at smadre dit hjerte i tusindevis af stykker, men du havde tænkt dig at elske hende alligevel.”

“Og hvad så?”  

“Jeg synes bare du fortjener en der behandler dig bedre.”  

“Som dig…?” 

“Det siger jeg ikke, Anna. Jeg siger bare, at Marie aldrig var god for dig.” 

“Og det ville du være?” 

“Hold nu kæft med mig, for fanden altså. Det her handler om dig!” 

Det var ligesom om, at når vi først begyndte at diskutere, så glemte vi verden omkring os. Så var det eneste der betød noget for os, den andens meninger. Vi prøvede begge to at få hinanden til at forstå. Men vi blev ved med at skændes, vi blev ved med at forklare tingene om og om igen, men intet fungerede. Intet kunne ændre hvad vi mente om hinanden. Vi kunne ikke ændre det had vi prøvede at vise, men vi kunne heller ikke ændre de følelser, som det var tydeligt vi havde for hinanden. Og det var det der fik os til at kæmpe, det var derfor vi ikke ville stoppe. Vi diskuterede indtil vi havde forstået hinanden, indtil den ene råbte og skreg, at han eller hun var latterligt forelsket i den anden. Men konsekvensen af at vi ventede, var at vi måske aldrig stoppede med at diskutere. For måske var der ingen af os der turde, vi ventede begge på den anden. 

“Jeg elsker dig, Tristan. Er det det du vil høre?” Min stemme knækkede over. 

“Jeg elsker også dig.” Han tog fat i mig og kyssede mig. 

“Tristan, stop,”

“Hvorfor?” 

“Fordi det her ikke kommer til at fungere.”

“Hvordan kan du være så sikker?”

“Fordi vi bare er børn der bliver forelsket i de forkerte, og indtil vi indser det, går vi i stykker gang efter gang.” 

“Ser du os som børn?”

“Nej, men jeg ser os i hvert fald heller ikke som voksne. Vi er teenagere, men vi forventer alligevel at vores forhold ikke går i stykker.” 

“Hvordan kan du være så sikker på, at de gør det?”  

“Fordi vi ikke er ældre end vi er. Teenagere ødelægger hinanden mere end vi nogensinde kunne drømme om.”

“Og hvordan ved du, at vi to ender med at ødelægge hinanden?”

“Fordi vi allerede har gjort det, og jeg ved ikke, om jeg stadig elsker Marie.”

“Hun elsker dig ikke.” 

“Det ved du ikke.” 

“Hvis i nogensinde fandt sammen, ville hun være dig utro, og du ved det godt.” 

“Jeg er ligeglad.”

“Og det er det, der er dit problem.”  

“Nej, Tristan. Ved du hvad der er mit problem? Det er, at grunden til, at jeg er ligeglad er fordi jeg er så fucking forelsket i dig. Det ville ikke irritere mig det mindste, hvis hun gik rundt, og kyssede med alle mulige andre.” 

“Dig og Marie er ikke engang en mulighed, for du er min pige. Min eneste pige.” Han kyssede mig igen, og denne gang stoppede jeg ham ikke. 

Den gang havde han ikke den mindste ide, om at han var til drenge.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...