VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
760Visninger
AA

26. ANNA

2  

 

Da det aller første gang gik op for mig, at jeg måske følte mere for Tristan, end jeg havde indrømmet, var da han kyssede en anden pige til Emilies fest. 

Tristan og jeg havde før den aften haft et skænderi, omkring vores følelser for hinanden, men det var en måned før det her, og det var endt i tåre så vi gav op. Vi gav helt op. Derfor var det svært for mig, at Julie bad mig om at snakke med ham, for jeg havde ikke lyst, men jeg vidste hun havde ret. Det var først da vi havde vores andet skænderi, at jeg endelig var ovre Marie, og jeg var blevet mere forelsket i Tristan. Eller måske var jeg ikke. Det føltes aldrig, som det gjorde med Philip. 

Vores første skænderi skete på mit værelse. 

“Hvem har ændret dig så meget?” Spurgte han. Marie. Det var alt sammen Marie. På det tidspunkt vidste Tristan hvad der var sket mellem Marie og jeg, men jeg vidste ikke, at han vidste det. 

“Jeg ved det ikke.” Svarede jeg. 

“Du var så pisse glad, og nu er du bare helt væk.”

“Jeg ved det godt, Tristan.” Jeg var ikke mig selv, det havde jeg ikke været, siden Marie ødelagde mig. 

“Jeg kan ikke lide den her version af dig.” Han tog et skridt bagud. 

“Det er ikke mit problem.” 

“Det ved jeg godt. Jeg troede bare aldrig du ville ændre dig for nogen, men hun har virkelig ødelagt dig, har hun ikke?” 

“Hvad snakker du om?” 

“Marie.” 

“Hvad har Marie med det her at gøre.” 

“Lad være, Anna. Jeg så hvordan du kiggede på hende.” 

“Jeg er ikke til piger.” 

“Det siger jeg heller ikke, at du er.” 

“Hvad siger du så?” 

“At Marie og dig havde noget. Jeg så jer kysse i cykelskuret på skolen, da i troede ingen var omkring.”

“Jeg elskede hende.” Jeg kunne se, at der var noget der gik i stykker inde i ham, da han hørte mig sige de ord. 

“Men elskede hun dig?” Jeg prøvede at skjule, at det han sagde ødelagde hver eneste lille del af mig. 

“Jeg er ikke sikker.” Jeg slap hans blik.

“Hvorfor var du så sammen med hende?” 

“Fordi jeg var forelsket, Tristan.” 

“Og nu?” 

“Og nu ved jeg ikke, hvem jeg er mere.” 

“Hvorfor sagde du ikke noget til mig.

“Fordi hvis jeg fortalte dig det, ville du tro, jeg er til piger.” 

“Og hvad er der galt med det?” 

“Ikke noget, men det må du ikke tro.” 

“Hvorfor ikke.” 

“Fordi jeg er forelsket i dig, okay.” Jeg vendte mig om, for at gå, men han stoppede mig.

“Anna.” Han tog fat i min arm. “Hvorfor går du?”

“Du vidste det hele tiden, Tristan. Du vidste hun ødelagde mig, men selvom jeg mistede mig selv til hende, gjorde du ikke andet end at kigge den anden vej.” 

“Og ved du hvorfor jeg gjorde det? Fordi at selvom jeg vidste du faldt og forandrede dig til noget så forkert at jeg næsten mistede de følelser jeg havde for dig, så kunne jeg ikke sige noget. Jeg så hvordan du kiggede på Marie, det kan du ikke skjule. Og det ødelagde mig mere og mere for hver gang jeg så dig med hende. Jeg var så forelsket i dig. Men jeg vidste, at hvis du blev ved med at ændre dig, ville jeg miste alt for dig. For du ændrede dig så meget, at du ikke engang var dig mere, og det var dig jeg faldt for, ikke det her, og det var derfor jeg kiggede den anden vej. Fordi jeg ikke kunne klare at se dig miste dig selv.” 

“Har du virkelig mistet alt for mig?” Jeg ledte efter et svar der ikke vil skuffe mig, men inderst inde vidste jeg godt, at det ikke kom.  

Han kiggede på mig, med et blik der fortalte mig, at han også ville have mig. Men jeg begyndte at græde, som om, at det han fortalte med hans øjne ikke var nok. Jeg havde brug for at høre ordene. Jeg havde brug for, at han fortalte mig, at han ville have mig og at han kunne gøre mig mere glad end Marie nogensinde gjorde. Men han stirrede bare på mig, trak mig ind i et kram og jeg begyndte at græde endnu mere. Hvad var der sket med pigen han engang kendte? Og hvordan kunne jeg lade Marie ændre alle de gode ting? Det var de spørgsmål der hang over vores hoveder, imens vi krammede kærligheden og smerten ud på en gang. 

Hvordan kunne to mennesker elske hinanden så meget, men stadig benægte det? 

Hvorfor kunne vi ikke bare fortælle hvad vi følte for hinanden? 

Tristan tog et skridt bag ud og lod mig stå alene midt i værelset. Han kiggede på mig, og jeg kiggede på ham. Men jeg var så ødelagt selvom alt, han gjorde var at fortælle mig sandheden. Men det var ikke nok for mig, når jeg allerede var ødelagt helt indefra og ud.

“Hende jeg forelskede mig i er her ikke mere.” Sagde han. “Du er væk, Anna. Væk i hende.”

“Jeg ved det godt.” 

“Du bliver nødt til at stoppe med at skubbe os væk?”

“Det er jo ikke med vilje, det hele handler om Marie for helvede.”

“Kan du ikke bare fortælle mig, hvad der skete, da vi gik ud af niende, for lige siden er det gået ned af bakke.”  

“Jeg troede, at det ville slå mig ihjel, ikke at se hende hver dag mere, og det gjorde det også et stykke tid. Men som dagene gik, glemte jeg hende mere og mere, og jo mere jeg glemte hende, jo bedre fik jeg det. Indtil det en dag gik op for mig, at jeg havde glemt lyden af hendes stemme. Jeg havde glemt hendes grin og hendes smil. Jeg havde endda glemt hvordan hendes øjne så ud. Det skræmte mig så meget, for alt jeg ville, var at miste mine følelser for hende, ikke glemme hende. Hvordan kunne en person der betød så meget for mig, ligeså langsomt blive glemt? Det værste ved det hele var at det gik så langsomt. Hver dag mistede jeg mere og mere af hende. Jeg savner hende ikke mere. Jeg savner følelsen hun gav mig. Den anden aften da vi var til fest, var hun der, og jeg huskede ikke kun alt det jeg havde glemt. Jeg så en der havde ændret sig. Jeg så en der var blevet så fuld og virkede så irriterende, men hendes venner grinte bare. Jeg tror ikke de kunne se, hvor meget hun havde ændret sig, for de kendte hende ikke ligesom jeg gjorde. Det var som om hun prøvede at få opmærksomhed fra de andre. Og nu har jeg det ikke længere dårlig med at glemme hende. For hun har forandret sig til en, jeg ikke kender. Hun er ikke længere den pige, jeg blev forelsket i. Bare tanken om, at jeg har været forelsket i hende i lidt over tre år, skræmmer mig. For da jeg så hun havde ændret sig til noget helt andet end den hun engang var, mistede jeg de følelser, jeg havde for hende i et split sekund. Tro mig, jeg elskede hende virkelig, af hele mit hjerte, og det tror jeg stadig jeg gør en lille smule. Jeg tror stadig, jeg elsker den del af hende, der ikke længere er der. Jeg elsker bare ikke den her version af hende, ikke engang en lille smule.” På det tidspunkt havde jeg ikke indset, at det var præcis det samme, der var ved at ske for mig selv. 

“Hvorfor elsker du hende ikke mere?” Spurgte han. 

“Fordi hun har ændret sig så meget, at jeg ikke længere kender hende.” 

“Hvis du ikke længere elsker Marie, fordi hun har ændret sig. Hvordan kan du så forvente at vi bliver ved med at elske dig, når du ændre dig så meget, at vi heller ikke længere kan kende dig?” Der faldt det hele på plads, men jeg rystede på hovedet. 

“Lad være, Tristan. Det er ikke fair.” Sagde hun så. “Jeg kan ikke miste dig.” 

“Jeg er bange for den her version af dig. Jeg elsker dig, tro mig. Men det her er bare ikke dig. Det her er ikke hende der engang var min bedste veninde, det her er ikke hende jeg faldt for.”

“Tristan…” Græd jeg.

“Anna, når du har fundet ud af, hvem du vil være, så sig til. ” 

“Men hvad hvis jeg ikke ved det?”

“Så spørg dig selv igen.”

“Om hvad?”

“Om Marie er mere værd end du er.” Han stoppede i døren. “Bare stop med at være sådan her inden du mister mig helt.” Med tårer i øjnene bad jeg ham om at blive. Ligeså snart han gik ud af døren, ville miste en del af ham. 

Han rystede på hovedet og jeg sagde ikke mere, for inderst inde vidste jeg godt, at jeg ikke kunne bede ham om at blive, hvis han ikke selv ønskede det.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...