VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
644Visninger
AA

25. ANNA

A N N A 

 

1

 

Som alle andre har jeg haft den der bittersøde kærlighedshistorie, som knuste mig. Jeg var måske godt klar over, at jeg ville ende med et knust hjerte og en skyldfølelse, men jeg vidste ikke, det ville være så slemt, som det var. Det betød ikke noget, at vi ikke var i et forhold, for det føltes sådan, og da hun sluttede det hele, føltes det som om, hun slog op med mig.

Det var på det tidspunkt, jeg var sikker på, at jeg var til piger. Jeg ved nu, at jeg er til både piger og drenge. 

Jeg er biseksuel. Men jeg er ikke forvirret, det er ikke bare en fase, og jeg eksperimentere ikke bare. Jeg var faldet for Marie, og jeg var faldet hårdt. Men som månederne gik efter vores på værste skænderi, gav det bare mere mening, at hun ikke længere var en del af mit liv. 

På det tidspunkt hvor vi begyndte at kysse, når vi var helt alene, var hun kærester med Kristian. Jeg havde det blandet med det, fordi jeg var faldet for hende, og jeg havde lyst til at elske hende. Jeg længtes efter hendes læber mod mine, men på den anden side, var jeg også virkelig bevidst om, at det var forkert, det som vi havde gang i, og jeg havde lyst til at råbe og skrige hende ind i hovedet, at hun ikke kunne være det bekendt overfor Kristian. 

På det tidspunkt havde jeg det ligesom hende. De andre måtte ikke vide noget, og det var vigtigt ikke at komme til at afsløre noget. Senere hen blev jeg mere og mere træt af det, fordi jeg begyndte at indse, at hun ikke kun var bange for, at de andre fandt ud af det, fordi det var forkert, men også fordi hun var flov over mig. Men jeg var så forelsket, at jeg så igennem fingre med det, og lod hende lege med mine følelser.

Efter hun havde valgt at stoppe, hvad vi havde gang i, var det følgende år svært. Jeg havde det ad helvedes til. Udover det gik jeg stadig i klasse med hende, og hun var stadig kærester med Kristian. Det var først efter, der var gået lidt over et år, efter vi var gået ud af niende, og ikke længere gik på samme skole, at hun begyndte at skrive til mig igen. Jeg vidste ikke om hun forventede, at vi kunne falde tilbage ind i den gamle rutine og grine sammen hele natten. Men hvis hun havde det, blev hun skuffet. 

Jeg var ikke den sammen, som jeg havde været dengang, hun elskede mig. Men selvom jeg ville skide på, hvad hun havde at sige, var en del af mig stadig bekymret for hende, og hendes problemer blev langsomt mine, ligeså meget som de var hendes egne. Helt indtil den dag jeg forklarede hende, at jeg ikke kunne rende rundt og løse hendes problemer, når jeg havde mine egne. 

Så slettede jeg hendes nummer. 

På det tidspunkt var jeg sådan set ligeglad med, at de andre kendte til vores hemmeligheder. Jeg var ligeglad, med at de fandt ud af, hvad der skete mellem os. Jeg var ligeglad med, at alle vores venner vi ikke længere talte til, og næsten havde glemt alt om, fordi vi i sidste ende var ligeglad med hver eneste af dem, fandt ud af, hvor hårdt jeg faldt for hende, og hvordan hun fortalte mig, at jeg skulle holde min kæft og glemme det hele. Jeg fortalte aldrig nogen om os, fordi jeg på det tidspunkt stadig respekterede hende for meget. Men hun knuste mit hjerte, og jeg havde aldrig nogensinde hadet hende så meget, som jeg gjorde der. Jeg var færdig med at bekymre mig, for hun behandlede mig aldrig, som hun sagde hun gjorde. 

Når jeg siger, at jeg var ligeglad, med at vores venner vidste det hele, mente jeg det. Alle mine venner kendte alle sammen Marie, de gik trods alt også i klasse med hende. Men de havde aldrig kendt hende, som jeg havde. De havde aldrig kendt til hver eneste lille hemmelighed, hun måtte have. 

Marie var den aller sidste person, jeg havde lyst til at afsløre de her følelser for, men en dag da vi stadig snakkede, gjorde jeg det. Jeg mente, hun skulle vide det. Bare så hun aldrig nogensinde lavede den sammen fejl med en anden. Efter det var hun den eneste, der kendte til mit knuste hjerte, ikke engang Julie vidste det. Jeg tror, det var fordi historien, om Marie og jeg var en hemmlighed, og det var min hensigt at lade det forblive sådan. Men historien, om hvor meget en person kan ødelægge en anden, var ikke en hemmlighed, og det havde det aldrig været. 

Jeg fortalte hende det ikke for at være ond, eller fordi jeg ville have hævn eller noget i den retning. Jeg fortalte hende det for at vise hende, at selvom kærlighed kan virke så ægte, kan det ændres i et split sekund. Man kan have fortalt sig selv så mange ting, som man ønskede var sandheden, men i sidste ende var det hele bare en løgn. Det hele var noget, man havde fremstillet i sit eget hovedet, fordi man længtes så meget efter det. 

For Marie og jeg, handlede det om tiden, for selvom det føltes som om, vi havde mere tid end der fandtes, vidste vi godt, at det havde vi ikke. På samme tid handlede det om os, om det vi havde. 

Da vi gik ud af niende, handlede ingenting om os mere. Alle de andre troede, vi bare havde mistet vores venskab, at vi bare mistede kontakten ligesom de fleste andre. Men hvad de ikke vidste var, at hun havde smadret mit hjerte i en million stykker. Hvad vi havde, var så meget mere end et venskab. 

Jeg havde en lyst til at sige, at det vi havde var ren kærlighed, og måske var det også det en gang i mellem, men for at være ærlig var det en forstilling, der ikke holdte særlig meget af tiden. 

Alle kyssende vi delte, da de andre ikke kiggede, ville de aldrig kende til, og det var flere kys, end jeg kunne tælle til. Det var kun hende og jeg, der bar rundt på den hemmelighed, lod som om intet af det skete.

Men vi begyndte, efter vi var kommet på den anden side af sommerferien langsomt at glemme, og jeg vidste ikke, om jeg ville det eller ej. Det hele var bare minder, og jeg kunne ikke beslutte mig, for om de skulle i kategorien med de gode, eller de dårlige. 

Det var først længe efter, jeg fandt ud af, at de skulle i begge kategorier. For blandt de ufattelig dårlige minder, befandt alle de utrolig gode sig. 

Jeg fortalte hende, at jeg savnede hende, og alt hun sagde var: okay. Jeg hadede hende så meget, for at lade som om ingenting skete. Jeg var ligeglad med at, hun lod som om over for hendes venner, for det gjorde jeg også. Men hun gjorde det også, selvom det var mig, hun snakkede med. Hun lod som om, det vi havde ikke var mere, end et dårligt venskab. Men hun kunne ikke glemme det hele, for hvad vi havde var ægte. Hvad vi havde, var ikke noget man bare lige glemte. 

Vi skændtes som om, vi hadede hinanden, som om vi kunne slå hinanden ihjel på ethvert tidspunkt. Nogle gange da vi virkelig blev uvenner, og endte i et af de slemme skænderier, troede jeg, at det var slut. Jeg troede, at vi aldrig skulle snakke sammen igen, men hvorfor skulle vi efterlade alle de gode ting bag os, bare på grund af et åndsvagt skænderi og lidt jalousi. 

Vi grinte. Vi grinte indtil tårerne løb, og vores maver gjorde ondt. 

Og vi elskede hinanden, gud hvor vi dog elskede hinanden. 

Vores venner, mente at vi var vanvittige, fordi vi skændtes så meget, og de spurgte os hele tiden om, hvad fanden, vi nu skændtes om. Men ingen af os svarede, ingen os fortalte dem det, i hvert fald ikke sandheden. For hvis de vidste, hvad vi havde gang i, ville de flippe ud. Ikke fordi vi var unge og dumme, eller fordi vi var venner. Men fordi vi ikke havde ret til at gøre, som vi gjorde. Hun var Kristian utro, og jeg var den, hun var ham utro med. 

Jeg havde ændret mig så meget, at ingen af mine venner kunne kende mig mere. Måske var det det, som gjorde mig en af grundene til, at vi mistede alt det, vi havde opbygget. Det ved jeg, at jeg var. Det ved jeg, at de ved jeg var. Jeg ville gerne have, at de vidste, det ikke havde noget med dem at gøre. Men at det hele var Maries skyld, ligeså meget som det var min egen skyld, fordi jeg lod hende ødelægge mig. 

Jeg var ikke sikker på, om jeg var glad eller sur over det. For den jeg var, var måske nok en teenager med et hjerte så koldt, at det kunne fryse hele verden til is. Men før det, var jeg en lille uskyldig pige, der troede på kærlighed, og jeg ved ikke, hvad der var værst.

Men så kom Philip, og ændrede det, han tøede mit hjerte op igen. 

Philip var god nok. 

Philip var altid god nok. 

Marie havde det helt okay. Det havde jeg i hvert fald hørt. Men selvfølgelig havde hun det, for hun faldt aldrig, hun fik aldrig følelser for mig. Jeg var den eneste, der blev forelsket, og det var derfor, jeg var den, som blev efterladt med et knust hjerte, og en følelse jeg ikke kunne forklare. Så jeg takkede hende, fordi hun lod mig falde, når hun havde absolut ingen intentioner, om at elske mig på sammen måde. 

Det dummeste var, at jeg stadig savnede hende et helt år efter, hun havde sagt farvel. Hver evig eneste dag, imens hun festede, og drak sig fuld som aldrig før, og jeg håbede så inderligt, at hendes tømmermænd var værre, end den smerte hun efterlod mig med.

Hun var grunden til, at jeg troede, jeg måske aldrig kom til at elske fuldstændig igen, ikke engang Philip, og måske var det ikke fair overfor ham, men hun ødelagde både mit perspektiv på kærlighed, og min tiltro til andre mennesker. Jeg prøvede at elske ham af hele mit hjerte, og det gjorde jeg nok også, men en del af mig var stadig rædselsdagen for, at han ville knuse mig, som hun gjorde. 

Jeg kunne ikke længere forstå, hvad jeg så i hende. For det var blevet så klart for mig, at jeg ikke skulle have ladet hende gøre det mod mig, som hun gjorde. 

Hun fortalte mig altid, at hun ville have et os, men også at det aldrig ville fungere. 

Hun fortalte mig, at hun var Kristian utro, fordi hun ville gøre mig glad, og det var noget jeg altid ville hade hende for. Jeg ville hellere have haft, at hun fortalte mig sandheden, istedet for at lyve for mig, og fortælle mig at hun ville have mig, ligeså meget som jeg ville have hende. Fordi nu ved jeg, at hver eneste gang hun kyssede mig, betød det ikke det mindste for hende. Men hun gjorde det alligevel, fordi hun vidste, at det var det, jeg ville. Hun forstod ikke hvorfor det gjorde mig sur, for hun følte, at det var det rigtige at gøre. Men siden hvornår var det blevet retfærdigt at lyve, om noget så skrøbeligt som kærlighed. Jeg var enig i, at det ville have gjort ondt at have hørt hende sige ordene: Vi kan ikke blive ved med det her, vi bliver nødt til at stoppe. Men jeg ville have forstået det. Og måske, bare måske, havde det så ikke gjort så ondt, som det gjorde. 

Jeg bebrejdede hende ikke, fordi hun kom videre. Jeg ville ønske, jeg kunne have gjort det samme noget før. Jeg kunne ikke spørge hende, hvordan hun gjorde det, for det var ikke hende der faldt. Det var mig, og det slog mig ihjel, for jeg havde mistet mig selv. 

Hvordan var det så nemt for hende at glemme det hele, når minderne stadig hjemsøgte mig halvandet år efter? Det giver stadig ingen mening, men måske er det okay. Måske er det ikke meningen, at det skal det. 

Jeg ville have spurgt hende, om hun havde det dårlig, med at være Kristian utro. For det havde jeg med at være den, hun var utro med. Det sidste halve år af niende klasse, var Kristian blevet en af mine bedste venner, og jeg havde det skidt med det hele. Jeg havde lyst til at fortælle ham det hele. 

Jeg vidste fra starten, at det ikke ville ende, som jeg ønskede det skulle, og det gjorde hun også. Men jeg fortalte mig selv noget andet, og jeg begyndte langsomt at tro på ordene i mit hovede, som fortalte mig, at vi nok skulle ende sammen. 

Senere hen fortalte hun mig hundrede gange, at hun fortjente bedre end Kristian, og hvordan kunne hun sige det? Hvis der var nogen, som fortjente bedre, var det ham. 

Jeg troede ikke på, at hun var ren ondskab. Måske var det bare måden, det hele udviklede sig på, der fik hende til at gøre, som hun gjorde. Jeg tilgav og tilgav, indtil jeg bare ikke kunne længere. Men hvis jeg ikke tilgav hende bare en lille smule, så ville jeg aldrig have været kommet videre. Så det gjorde jeg, jeg tilgav hende. Ikke for hendes skyld, men for min egen.

Når jeg tænker tilbage på det hele, skræmmer det mig, at jeg var den hun var utro med, og at jeg vidste det, for jeg kunne aldrig i mit liv være en person utro. 

Jeg vidste, at Kristian betød en hel del for hende. Det havde jeg altid vidst. Men efter de havde været sammen i lang tid, fortalte hun mig, at hun faktisk aldrig rigtig havde været forelsket i ham. De ord gjorde mig en smule fortabt, på en måde jeg ikke rigtig kunne forklare. Det gjorde mig bare en smule skuffet. Kristian var en af de bedste drenge, og han fortjente det ikke det mindste. Hvordan kunne hun lade som om, hun var forelsket i ham så længe? Hvordan kunne hun gøre det mod ham? Hun var bange. Hun var rædselslagen for at slå op med ham, fordi hvad ville de andre ikke sige? Hvad ville alle hendes venner ikke spørge om? Det er ikke en undskyldning for at lade som om, at man har lyst til at være sammen med en person, når man ikke har. 

Til sidst slog hun op, og Kristian var fuldstændig ødelagt, og han vidste ikke engang, hvad hun havde haft gang i med mig, eller at hun ikke var forelsket i ham. 

Da hende, og jeg stadig snakkede sammen, nævnte hun ham. Bare en gang imellem. Jeg sagde ikke noget, hvad skulle jeg også sige? Jeg var ikke længere en del af hendes liv. Jeg var der bare når hun ikke havde andre at snakke med. 

Jeg forelskede mig i farven i hendes øjne. Nuancen af blå jeg aldrig havde set før. Blå havde altid været min yndlingsfarve. Men så kom han, længe efter vi var ovre. Hans øjne var den mest vidunderlige grønne farve, og selvom blå altid havde været min yndlingsfarve, var grøn alt jeg så. Grøn var alt jeg forelskede mig i. 

Når han kiggede på mig, kunne jeg ikke trække vejret. Noget hun aldrig fik mig til at føle.

Marie skyldte mig ikke hendes kærlighed. Hun skyldte mig ikke en forklaring på, hvorfor hun forlod mig, eller hvorfor hun løj. Hun skyldte mig ingenting. 

Men jeg fortjente det. 

Jeg fortjente en forklaring. 

Måske en dag ville smerten give mening. 

Måske en dag ville frygten forsvinde, og jeg vil kunne stole på Philip, som jeg stolede på hende. 

Jeg tænkte stadig på hende, men ikke på den måde. Men ikke at vide, hvad vi kunne have været

gjorde stadig ondt. For jeg troede på, at vi kunne have været fantastiske. Men vi var så fokuseret på at holde det hemmeligt, at vi glemte, hvorfor vi overhovedet havde en hemmelighed.

Jeg så hende stadig en gang imellem, når vi endte til de samme fester, og jeg var stadig lige ved at fucking græde hver gang, uden at vide, hvad fanden der skete inde i mig, ved synet af hende. 

Hvordan helvede bar hun sig ad, med at ødelægge mig så meget

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...