VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
651Visninger
AA

54. ADAM

9

 

Det var underligt, som dagene bare gik uden at noget skete. Uden at vi fik det bedre. En dag var Sebastian og Tristan kommet over. Jeg var ikke sikker på hvorfor, men de var begyndt at være irriteret over den måde, jeg bare lukkede alle ude på. Det var jo ikke fordi, jeg havde lyst til det, jeg havde det bare ikke godt, og det var bedre at smerten var min og ikke deres. Måske kunne jeg smitte dem med mit dårlige humør. Jeg gjorde dem jo egentlig bare en tjeneste. Jeg ved ikke, om de kom for at konfrontere mig med, hvad der var endt med at blive deres problem, eller om det bare var endt sådan. 

Det var ikke ligefrem glæde, der bredte sig inde i mig, da jeg åbnede døren. Men jeg kunne heller ikke bare bede dem om at gå igen. De var mine drenge, mine bedste venner. Men det var anderledes nu. Jeg var Adam, og de var kærester. 

Vi gik op på mit værelse. 

Vi så Emilie græde gennem vinduet. Anna var hos hende, og vi kunne se, at hun også var ved at begynde. Vi kiggede lidt uden at reagere på det, og så trak jeg for. 

Jeg forstod ikke, hvorfor alting var blevet så svært efter Julie døde. Det var ligeså hårdt for de andre, men jeg var langsommere til at stoppe med at græde hele tiden. Selv Anna klarede det bedre end jeg gjorde. 

Måske var det fordi, jeg havde det så pisse forfærdeligt, med ikke at have været der mere for hende. Julie havde været en af mine bedste veninder, men jeg følte ikke, jeg havde ret til at kalde hende det. 

Tristan gloede på mig, som om han vidste, hvad jeg tænkte, og Sebastian tog hans hånd. Mit blik flyttede sig fra deres ansigter, og ned til deres hænder. 

“Skal jeg gå, så i kan snave lidt?” Spurgte jeg. Det var ikke meningen, de skulle blive fornærmet, men det blev de. Måske var det fordi, jeg lød sur, men det gjorde jeg for det meste, det var jeg i hvert fald begyndt på. 

“Adam.” Sagde Tristan. “Hvad fanden er det der sker?” 

“Hvad mener du? Jeg laver sjov.” 

“Men det er det ikke.” Sagde Sebastian. “Hvad er det sjove i, at vi er sammen?” 

“Der er ikke noget sjovt i det.” 

“Men hvad fanden er så dit problem?” Spurgte han. 

“Jeg… jeg tror det gør mere ondt, end det skal.” Svarede jeg.

“At vi er sammen?” Spurgte Tristan, og han kunne godt selv se, at det ville være dumt. 

“Nej sgu da. Alt det med Julie.” 

“Du er ikke okay. Du er ikke engang tæt på.” Sagde Sebastian, og jeg var næsten begyndt at græde, for han havde ret.

Jeg var ikke okay. Jeg anede ikke, hvor helvede jeg var blevet væk henne. Jeg vidste ikke, hvad fanden jeg skulle gøre af mig selv, og alting var noget fucking lort. 

Jeg rystede på hovedet uden at sige noget, for hvis jeg gjorde, ville jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. 

Jeg var så fucking svag. 

“Vi er stadig unge, Adam.” Sagde Tristan. “Vi har mistet vores bedste veninde, og det stinker, men der er ikke en skid at gøre ved det, andet end at komme videre. Vi savner hende alle sammen, men du kan ikke græde resten af dit liv.” 

“Måske er jeg bare færdig så.” Han vidste, hvad jeg mente.

“Hvis du slår dig selv ihjel, ødelægger du ikke kun os, du fucker Emilie fuldstændig op. Synes du virkelig hun fortjener at leve i mere smerte, end hun allerede gør?” 

“Hvis jeg ikke gør det, slipper hun for smerten. Men hvis jeg bliver, hvordan er det så meningen, at jeg selv slipper for den?” 

“Det ved jeg ikke, det må du finde ud af hen af vejen.” Sagde han. “Men du kan fandme ikke være bekendt at forlade hende. Du kan ikke være bekendt at forlade nogen af os.” Jeg var ikke sikker på, hvordan jeg skulle reagere, for jeg vidste, at han havde ret, men jeg var også pisse træt af ikke at være okay. 

Jeg kunne ikke gå, for det var mit hus, men jeg kunne heller ikke smide dem ud, for de var mine bedste venner, og de var alt jeg havde tilbage. Men jeg kunne godt gå ud af værelset, og få fred bare få minutter. 

Det var ikke den bedste dag, de havde valgt. 

“Jeg går lige lidt, så kan i kysse lidt, eller hvad i nu laver, når i er alene.” Sagde jeg.

“Vi er kærester, Adam. Vi laver, hvad alle andre laver, når de er kærester.” Svarede Tristan.

“Så i kysser altså?” 

“Uha ja. Hele tiden.” Grinte Sebastian, og overfaldt Tristan.

Jeg gik ud, og fik noget luft. Anna gik ud af døren hos Emilie, og stoppede foran mig. 

“Emilie og jeg tager på kirkegården. Vil du med?” Spurgte hun. 

“Ja.” Nikkede jeg. 

“Jeg spørger lige Tristan og Sebbe, og så går vi.” 

“De er hos mig.” Sagde jeg, og gik indenfor for at hente dem. 

Vi havde købt blomster. En rose hver, og Emilie havde købt en ekstra til Jacob. 

Vi sad der bare, holdte i hånden, og kiggede på gravstenen. 

Hun ville blive husket. Vi ville ikke glemme en, som gav os så meget at huske. Julie fortjente at blive husket, og som jeg sad der i skrædderstilling foran hendes gravsted, tænkte jeg på dagene med hende, og minderne strømmede gennem min krop. 

Anna klemte min hånd, men hun sagde ingenting, for intet hun kunne have sagt i det øjeblik, kunne have redet mig. 

“Jeg savner hende.” Sagde Anna. 

Vi nikkede bare. 

Vi græd. 

Vi manglede hende hver eneste dag. 

En halv time senere, stod vi foran Jacobs gravsted, og det begyndte at regne. 

“De her ord giver ingen mening?” Sagde Emilie. 

“Hvad mener du?” Spurgte Anna. 

For tideligt. Hvem fanden bestemmer, hvornår det er for tideligt for en person at dø?” 

“Emilie.” Sagde Sebastian, og lagde en hånd på hendes skulder. 

“Nej, Sebbe!” Råbte hun. “Hvad hvis det var meningen? Hvad hvis det var universet måde at sige, at det var nok? At vi ikke længere kunne løbe fra sandheden?” 

“Hvilken sandhed?” Spurgte han. Vi andre stod helt stille. 

“Sandheden om, at vi ikke måtte være sammen, at en så ødelagt person var helt forkert for mig.” Så faldt hun ned på sine knæ. “Jeg elskede ham, men han slog mig ihjel.” græd hun. 

“Emilie, der er ikke nogen af os, der er okay mere, men du er jo helt ude af den.” Sagde Tristan.

“Jeg har mistet både Jacob og Julie. Hvad vil du have, jeg skal sige Tristan.” 

“Jeg vil bare gerne vide, hvor mange gange du har haft brug for os, hvor vi ikke har været der.” Hun rejste sig op. 

“For helvede, Tristan. Det er pisse fucking hårdt det her. Men jeg kan ikke bare lade jer vide, hvordan jeg har det, når jeg ved, at jeg ikke er den eneste af os, der er ved at gå amok.” 

“Vi er her Emilie.” Sagde Anna. “For evigt og uden tvivl.”  

Den dag havde vi alle sammen brug for at græde ud alene. Selv Sebastian og Tristan gik hjem til sig selv.

Jeg var bange. For på det tidspunkt var det begyndt. At komme hjem var min værste frygt, at være låst inde på mit værelse helt alene i mørket. På en måde lindrede det smerten, men tårerne blev ved med at falde, og det stoppede ikke. 

Mit hovede gjorde ondt, det var en smerte, jeg ikke kunne forklare, ligesom den hovedpine jeg fik, da Anna havde fortalt mig, at Julie var død. Jeg kunne hverken skrige eller råbe, jeg kunne ikke engang græde. 

Jeg var helt stille. 

Lyttede til min egen hulken indeni. 

Hvordan blev jeg så svag? 

Hvordan kunne jeg lade verden gøre mig så fucking svag? 

Jeg kunne ikke længere finde ud af, om jeg sov eller ej. Jeg kunne ikke gå i skole uden at undre mig over, om jeg er vågen eller ej. 

Med Emilie var det nemt, men med Julie, vidste jeg ikke, hvor ødelagt jeg var. Det tror jeg faktisk stadig ikke, jeg gjorde længe efter. 

Hver eneste gang de andre fik mig til at grine, havde jeg lyst til at græde, for jeg tænkte igen på minderne. De øjeblikke der forsvandt alt for hurtigt, og den barndomsgade, der burde fortælle, hvem vi var, men som i sidste ende kun var dem, vi havde været sammen med Julie. Vi var for længst forbi, men ingen af os turde indrømme det, ikke over for hinanden, men heller ikke over for os selv. 

Vi sagde vi ville gøre alt for hinanden, og altid være der, men hvor vi, da vi hver især kunne høre vores eget skrig i vores øre, og da det føltes som om, vi var ved at dø indeni, og da alt vi kunne se var det sløret lys af denne her syge verden.

Det ramte os.

Det ramte os så fucking hårdt.

Vi havde bildt os selv ind, at hun ville overleve, fordi vi ikke ville indrømme andet. Hvor dumme kunne vi være? 

Vi havde mistet alle de chancer, vi aldrig tog.

Hvem var jeg uden dem? 

Hvem var vi, når vi ikke var os? 

Hvem helvede var vi uden hende?

Men hvem havde jeg, at give skylden for, at alt omkring mig, druknede i minderne om os? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...