VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
768Visninger
AA

53. ADAM

8

 

Jeg var gået langt uden at opdage det. Jeg var endt langt væk, fra hvad vi kaldte vores barndomsgade. Jeg havde slentrede hen ad gaderne uden at opfange, hvad der skete omkring mig. Hele verden var i mod mig, så hvorfor skulle jeg prøve at se den? 

Jeg var stoppet ved en bænk, jeg havde brug for en pause.  

Jeg savnede Emilie. Jeg savnede hende så fucking meget. Jeg var forelsket, selvom hun troede, jeg ikke var. Jeg fortalte hende det, efter Jacob havde forladt hende. Jeg kom over til hende dagen efter hun havde fortalt os, hvad der var sket. Hun lå imellem dyner og puder og servietter. Hun var faldet i søvn. 

Der lå et billede af hende og Jacob på gulvet, glasset var gået i stykker. På hendes sengebord lå der hovedepinespiller, og et billede af hende og mig. Det var længe siden, det var blevet taget. Jeg satte mig ned, og kyssede hende på panden. Hun vågnede, og kiggede på mig. 

“Undskyld.” Sagde jeg. “Jeg ville ikke have vækket dig.” 

“Det er okay.” Svarede hun. Jeg kunne se på hende, at hun undrede sig over, hvorfor jeg var der. Vi havde ikke snakket rigtigt sammen siden den dag, hun gav mig min sweatshirt tilbage.

“Jeg ville bare lige se, om du var okay.” 

“Det er jeg ikke.” Hun satte sig op. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Men jeg havde på en måde brug for, at fortælle hende, at jeg var blevet forelsket i hende, selvom hun troede, det var noget vi forstillede os. Selvom hun mente, at det hele var en illusion, var jeg sikker på, at jeg havde brug for hende, som mere end bare min bedste ven. 

“Var du nogensinde forelsket i mig.” Spurgte jeg, og det var ikke meningen, det skulle lyde så hårdt som det gjorde, og jeg fik det dårligt, da jeg så hendes ansigtsudtryk. Hun havde for helvede lige mistet hendes kæreste. 

Hun sagde ikke noget. 

“Jeg var forelsket i dig. Sådan rigtigt forelsket, og det er jeg stadig.” Sagde jeg. Hun kiggede ned på hendes hænder, og hendes læber skælvede. 

“Adam.” Sagde hun. “Jeg er ikke forelsket i dig. Det har jeg aldrig været.” Jeg tror, det var der jeg første gang indså, at jeg havde mistet hende. 

“Emilie…” 

“Adam.” Hun afbrød mig. “Jeg vil gerne have, du går nu.” 

“Hvad?” 

“Jeg er så pisse træt af det her spil, vi spiller. Hvad vi havde var godt, men vi er fortid. Vi er ikke andet end fucking fortid! Og vi bliver aldrig andet end det.” Jeg sagde ikke noget, men gik bare.

Jeg var klar over, at hun ikke ville være venner igen, men senere hen, trak hun gardinerne fra igen. Indtil den dag Julie døde, og hun ikke kunne finde ud af om, hun skulle trække for igen. 

Bænken var kold, da jeg satte mig ned, en ældre dame satte sig i den anden ende.

Jeg havde accepteret, at jeg var knust, at jeg var så tæt på ødelæggelse, som overhovedet muligt, og det var følelsen af, ikke at være i stand til at komme videre, der var så pisse forfærdelig. Jeg kunne ikke gøre noget, og det var frygten, der fik mig til at forstå, hvor slemt det var at være en del af vores vennegruppe. 

Vi mistede hinanden så langsomt at smerten var uudholdelig. Men der var ingen af os, der gjorde noget. 

Der var ikke en eneste, der var villig nok til at kæmpe for det venskab, vi havde været lykkelige over at have haft. Det gik op ned. Vi var der for hinanden, når tingende blev for meget, men vi vidste også godt, at det ikke ville holde for evigt. 

Et år efter Julie var død, var Tristan og Sebastian de eneste, der stadig snakkede sammen, og vi indså, at det var Julies død, der drev os fra hinanden. Uden hende var der ingen af os, der var glade mere, for vi kunne ikke være sammen mere uden at mangle hende. 

“For fanden altså.” Mumlede jeg, og begyndte at græde. Den ældre dame kiggede på mig. 

“Er du okay?” Spurgte hun. Hendes berolignede stemme udløste et eller andet, og jeg brød sammen foran hende. Hun satte sig tættere på mig, og lagde en hånd på min ryg. Da jeg var færdig med at græde, spurgte hun mig endnu gang, om jeg var okay, og denne gang var jeg i stand til at holde tårerne tilbage.

“Nej.” Svarede jeg, og det var ikke Emilie der fik mig til at græde, det var alle tankerne om Julie og vores venskab. Det var minderne. Jeg så dem ikke længere som minder, der var værd at huske, jeg så dem som minder, der var med til at ødelægge mig. 

“Ligemeget hvad det er, der går der på, bliver det bedre. Det bliver altid bedre.” Sagde hun. 

“Ikke denne her gang.” Svarede jeg. Så rejste jeg mig og gik. Jeg havde det ikke godt med at lade den ældre dame sidde tilbage med den følelse, jeg måtte have efterladt hende med, men jeg havde brug for at komme væk.

Jeg vidste ikke, om det var nemt for Emilie, at komme videre, efter alt vi havde været igennem. Men jeg var sikker på, at det ikke var svært, når hun bare havde vendt ryggen til, og forelskede sig i en anden. 

Jeg havde lyst til at fortælle mig selv, at Jacob ikke var andet, end en dreng der hjalp hende, med at komme over mig. Men inderst inde vidste jeg godt, at det ikke var sandheden. 

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...