VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
770Visninger
AA

52. ADAM

7

 

Kun en uge efter Julie døde havde jeg snakket med Mark. Vi var mødtes tilfældigt nede på stranden. Det var det eneste sted jeg kunne være uden at de andre vidste, hvor jeg var. Julie var den eneste der vidste at stranden var det sted, hvor jeg kunne glemme alting. 

Mark sad på badebroen da jeg kom der ned. Han havde trukket hans bukser op til knæene og sad med fødderne i vandet. 

“Må jeg satte mig her?” Spurgte jeg. Han sagde ja og jeg satte mig ned ved siden af ham.

“Er du okay, Mark.” Jeg kunne se han havde grædt.

“Jeg bliver aldrig okay.” 

“Hjælper det, hvis jeg fortæller dig, at hun var forelsket i dig?” 

“Det kommer hun jo ikke tilbage af.” 

“Nej.” 

“Jeg fortryder at jeg aldrig sagde noget til hende.”

“Du havde hende, Mark. Du havde hende hele tiden.” 

“Men det vidste jeg ikke.” 

“I havde sex.”

“Det handler ikke om det vi gjorde, det handler om det vi ikke gjorde. Vi blev aldrig det vi ønskede at være.”

“Hvad ønskede i at være?”

“Mere end venner.” 

“Måske var det bare ikke meningen, I skulle være det.” 

“Men måske var det. Måske var vi bare ikke hurtige nok til at indrømme hvad vi følte, og pludselig mistede vi tid, og vi vidste ikke, hvordan vi skulle indse det.” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg sagde ikke noget. Jeg kiggede bare ned i vandet. Mark sad stille ved siden af mig og græd. 

Julie havde efterladt alle med en følelse, de aldrig ville være i stand til at kunne forklare. Måske skulle vi alle sammen have indset, at en lykkelig slutning ikke krævede, at vi havde Julie hos os. Men det var pisse svært at forstå, vores bedste veninde ikke længere var her. 

“Jeg kan ikke mere.”

“Der er kun gået en uge, Mark. Det bliver bedre.” 

“Og hvis ikke? Du skal ikke prøve på at fortælle mig, at du har det fint om et år.” 

“Det har jeg ikke, Mark. Men jeg har det bedre, end jeg har det lige nu, og det har du også.” 

“Det tror jeg ikke.” 

“Men jeg ved det.” 

“Jeg kan stadig mærke hendes læber mod mine.” Hans pegefinger gled hen over hans underlæbe. “Jeg kan stadig se farven i hendes øjne, og hendes mørke hår der hvilede på hendes skulder. Jeg kan stadig høre hendes latter, når hun grinte af de jokes, som kun var vores, og jeg kan stadig høre hendes stemme da hun fortalte mig, at hun var forelsket i mig.” 

“Mark…”

“Hun er over det hele, Adam.” Og så gik han. 

Jeg syntes det var synd, at Julie aldrig så hvem Mark var. At hun aldrig så de følelser han havde for hende, for han var mere forelsket end hun kunne drømme om. Med ham havde hun fået alt den kærlighed hun fortjente. 

 

 

 

  

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...