VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
1073Visninger
AA

51. ADAM

6

 

Jeg var ødelagt på grund af Julies død. Det tror, at jeg vi alle var, og måske var det det, der holdte os sammen, fordi vi vidste, hvor svært det var. 

Emilie og jeg var stadig venner, men vi vidste alle sammen godt, at det ikke holdte meget længere. Vi var ødelagte, snakkede næsten ikke sammen mere. Vi prøvede og prøvede, men inderst inde vidste vi godt, at vores venskab gik i stykker det sekund, vi slog op, men vi ville bare ikke give op. Det var som om, jeg var forsvundet, og Emilie kunne vi næsten ikke genkende mere. 

Sebastian og Tristans forhold var skrøbeligt, og måske holdte det heller ikke. 

Anna kunne ikke mere. 

Ingen af os kunne mere.

Tiden gik og gik og gik, men intet ændrede sig. Intet blev bedre, og intet blev værre. Det var som om tiden stod stille. 

Intet skete, alting forblev bare det samme. 

Jeg var træt af det hele. 

Min mor forstod ingenting, og jeg havde råbt af hende hundrede gange. 

“Du bliver nødt til at komme videre, Adam. Jeg forstår ikke, hvorfor du er så ked af det hele tiden.” Havde hun sagt.

“Skal jeg skære det ud i fucking pap? Julie er død, og det har ødelagt mit liv.” Havde jeg råbt. 

Det minde jeg huskede bedst, mit yndlingsminde med hende, blev afspillet om og om igen, og jeg havde ikke evnerne til at stoppe det.

Jeg sad på stranden, og kiggede på bølgerne, imens jeg kørte hænderne igennem det varme sand. Det var et par dage efter Sebastian og Tristan, havde fortalt os sandheden. 

Julie satte sig ved siden af mig. Jeg fik aldrig spurgt hende, hvorfor hun kom ned til stranden, måske var det af samme grund som mig, måske savnede hun vores dage og nætter her nede. Hun havde det okay den dag. 

Ingen vidste at der var noget galt. 

Ikke engang hende.

“Hej.” Sagde hun.

“Hej.”

Vi sad lidt uden at sige noget, indtil hun afbrød stilheden.

“Gør det ondt?” Spurgte hun. “At dig og Emilie har slået op?”

“Jeg er ikke sikker.” 

“Hvad mener du?” 

“Jeg elsker hende, men det fungerede ikke, at vi var kærester.” 

“Du elskede hende mere, end hun elskede dig, gjorde du ikke?” Selvfølgelig gjorde jeg det.

“Det tror jeg.” 

“Hvordan har du det, Adam? Og være nu ærlig.” Hun tog min hånd.

“Jeg kan ikke kigge hende i øjnene mere.” Hun svarede ikke. Hun lod bare hendes hånd blive i min. Vi sad der længe, uden at bevæge os. Vi var som fanget i øjeblikket, og jeg var næsten okay. 

“Det bliver bedre, og jeg lyver ikke. Det tager bare tid.” Sagde hun.

“Kærlighed gør ondt, som man siger.” Svarede jeg.

“Nej, dine følelser gør ondt, dine forventinger og forstillinger gør ondt, men kærlighed gør ikke ondt.”

“Gjorde det ondt, da Sebbe fortalte dig om Louise og Tristan?” 

“Jeg ved ikke, om det gjorde ondt, men det var da ikke sjovt.” 

“I var kærester, hvordan kunne det ikke gøre ondt?” 

“Han er jo glad, Adam. Det er alt, jeg ønsker for ham, og måske var jeg ikke forelsket i ham.” 

“Hvad?” 

“Jeg tror aldrig, jeg var forelsket i ham. Jeg var forelsket i Mark, men Sebbe distraherede mine følelser.” 

“Var du forelsket i Mark?”

“Ja, det har jeg hele tiden været, og det er jeg stadig.” 

“Er han forelsket i dig?” 

“Det tror jeg ikke.” 

“Hvorfor ikke?” 

“Han er Mark, han er ikke forelsket i nogen som helst.” 

“Måske er han bare ikke til piger.”  

“Tro mig, det er han.” 

“Hvad mener du med det?” 

“Det er en hemmelighed.” Hun smilte for sig selv. 

“Julie?” Grinte jeg. “Har du haft sex med Mark?” Hun svarede ikke, hun grinte bare. Hun smed sine sko og strømper, og løb ud i vandet. Hendes tøj blev gennemblødt. 

“Julie?” Råbte jeg, og løb ud til hende. “Hvornår?” 

“Til hans fest. Aftenen inden du vågnede, og havde mistet dine sko.” Jeg grinte bare. 

Den dag havde vi været på stranden så længe, at jeg ikke kunne huske det mere. Vi grinte og væltede rundt i bølgerne. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...