VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
568Visninger
AA

50. ADAM

5

  

Til festen slog vi op. Jeg tror vi vidste det allerede, da vi så hinanden i øjnene den aften. Da vi stod i hver sin ene af stuen, med en øl i hånden, og et blik der fortalte, at det var slut. 

Vi gik udenfor, og vi vidste begge to godt, hvad vi havde brug for at snakke om. 

Vi vidste begge to godt, at det var slut. 

Vi vidste, da vi trådte ud af døren, og ud i den kølige aftenluft, at det ikke længere var et spørgsmål om, hvor længe vi ville blive sammen, det var et spørgsmål om, hvordan vi sluttede vores forhold uden at skubbe vores venskab væk. 

Vi satte os på kantstenen, og kiggede ned i jorden et par minutter, før jeg sagde noget som den første.

“Det var så nemt i starten. Hvad skete der?” Spurgte jeg. 

“Jeg ved det ikke Adam. Måske var det bare aldrig meningen, at det skulle være os.” Jeg vidste det godt, men det knuste mig en lille smule alligevel. 

“Er du forelsket i en anden?” Spurgte jeg. Jeg ved ikke hvorfor, men hun havde bare været så fraværende på det sidste, men jeg vidste, jeg ville få et nej, for Emilie kunne ikke finde på at være utro. 

“For fanden, Adam.” Hun kunne se, at jeg var ved at gå i stykker indeni. “Selvfølgelig er jeg ikke det, men jeg er bare heller ikke forelsket i dig, og det er det, som er problemet. Det her mellem os er så forkert, fordi det aldrig nogensinde har været meningen, at vi to skulle være mere end venner.” 

“Og hvordan kan du være sikker på det?” 

“Fordi det er os, Adam. Dig og mig. Vi var bedste venner.” 

“Og nu?” 

“Og nu ved jeg det ikke.” Og så gik hun. Vi snakkede ikke sammen, før jeg ringede. og sagde tillykke med fødselsdagen, og før hun kom hjem til mig, med den sweatshirt, der i så lang tid havde været hendes. Jeg sagde hun kunne beholde den, men det ville hun ikke. Det var der, jeg vidste, der var noget galt.

Det var der, jeg vidste, at hun måske havde mødt en anden. Men jeg fik først helt ret, da hun mistede ham.

Da hun græd ude på vejen, og fortalte os, hvad der var sket. 

Jeg kendte hende ikke længere. Men da jeg indså, at jeg ikke længere kunne gøre hende glad, og da hun længere snakkede med mig om, hvad der var galt, vidste jeg, at jeg havde mistet hende. Jeg prøvede aldrig at rede hende, for jeg vidste, jeg ikke kunne, og det var ikke mit job, det var hendes eget. 

Og da jeg først fandt ud af, at det også galt for mig, blev det hele meget nemmere, men der gik langt tid før jeg, indså det. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...