VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
674Visninger
AA

49. ADAM

4

 

En aften havde vi samlet os på vejen, ved ni tiden, og vi havde snakket om alt mellem himmel og jord. Dengang var Emilie og jeg lige blevet kærester. Det var før hele verden gik i mod os alle sammen. Anna og Tristan havde ikke engang tænkt på, at der kunne være noget mellem dem, og det var det samme med Sebastian og Julie. Ingen havde det skidt. Vi havde fået lidt at drikke, og Emilie huskede af en eller anden grund hendes værste minde som barn, så hun begyndte at grine, og fortalte os historien.

“Dengang vi var cirka seks år, og stadig troede på tandfeen, havde jeg tabt en tand, og lagt den under min pude. Men den nat vågnede jeg, imens min mor tog min tand, og lagde penge istedet for. Jeg spurgte hende, hvor tandfeen var, og min mor stod uden at vide, hvad hun skulle sige. Så hun satte sig ned ved siden af mig, og fortalte mig, at hun var rigtig ked af, at skulle fortælle mig det, men tandfeen var død.” Vi begyndte at grine. “Jeg sværger, jeg har aldrig grædt så meget i mit liv.” 

“Aldrig knus små børns drømme, medmindre tandfeen er død.” Sagde Sebastian, og slog hans øl mod Emilies. 

Det var også den aften, jeg første gang tænkte over, at Tristan og Sebastian var vilde med hinanden. Det var dengang Tristan blev tvunget til at kysse enten Sebastian eller mig. Jeg ved ikke hvad vi havde gang i, eller hvem der tvang ham og hvorfor. 

“Jeg kan da ikke kysse Adam, når han lige er blevet kærester med Emilie, så det må blive Sebbe, hvis han tør.” Sagde Tristan og kiggede over på Sebastian. Og det var der jeg første gang så det. I deres blikke og i Sebastians næsten lykkelige smil. De vidste det ikke selv, selvom det var indlysende. 

“Om jeg tør? Det er da mere et spørgsmål om du tør.”

“Rejs dig op.” Sebastian gjorde som han sagde, og skulle lige til at sige noget, men Tristan kyssede ham inden han nåede det. De andre grinte, imens jeg var den eneste, der kunne se, at det ikke bare var for sjovt. 

“Hvorfor griner du ikke.” Spurgte Emilie, og tog min hånd. 

“Fordi det der kys ikke er for sjovt. De kan lide hinanden.” Svarede jeg.

“Hvad?” 

“Kig på dem, Emilie. Det er tydeligt.” 

“Det er vidst bare noget du forstiller dig.” Grinte hun så. 

Jeg fortalte det ikke til andre end Emilie. Jeg fortalte heller ikke nogen om det, da de blev kærester. 

Det er de minder jeg husker bedst, fordi vi var så uskyldige, og ingen af os havde fået knust vores hjerter endnu. 

Senere den aften var vi løbet op på skolen, og væltede rundt på fodboldbanerne. Vi lå i timevis, og kiggede op på stjernerne, indtil vi opdagede at klokken var mange, og vi havde været vågne halvdelen af natten. Vi gik hjem med hinanden i hænderne, og grinte da vi alle sammen gik ind til Anna for at sove. Jeg savnede det helt vanvittigt.

Det var kun et enkelt minde. Jeg ville være i stand til at skrive en roman, om vores minder, men hvad ville det gøre godt for?  

Men tænk hvis vi kunne læse vores minder. Tænk hvis vi kunne genopleve dem ved at åbne en bog. 

En bog om vores liv. 

Alle de sider fyldt med latter og sene aftner. 

Uheldige kys. 

Svømmeture ved stranden. 

Gåture alle de steder vi ikke måtte være.

Vi ville have gået til verdens ende for hinanden. 

Nu ville vi ikke engang gå over på den anden side af vejen. 

Hvor var det bare fucking trist. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...