VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
644Visninger
AA

47. ADAM

2

 

Da Julie døde, føltes det hele meget tomt. Jeg græd mig selv i søvn den aften. Jeg havde en følelse af, at jeg ikke rigtig havde ret til at græde, fordi jeg måske var den af os, der havde været mindst tæt på hende. 

Selvfølgelig havde jeg været gode venner med hende, og jeg elskede hende ligeså højt som de andre. Men alligevel var der en stemme inde i mig, der sagde, at jeg ikke havde ret til at græde eller sørge, at det var noget underligt noget at gøre. 

Jeg fortryder nu, at jeg ikke spurgte mere ind til, hvad hun ville i sit liv, og jeg fortryder, at jeg ikke besøgte hende oftere på hospitalet. Jeg har hundrede minder fra vores barndom og vores teenageår. 

Jeg var rædselslagen for begravelsen, fordi jeg var bange for, at jeg allerede havde grædt for meget, og ikke kunne mere, og alle ville tro, at jeg var ligeglad. Men jeg var også bange for, at jeg ville græde for meget. At jeg ville træde ind i kirken, og bryde sammen. At se hendes familie græde, og vide at de havde en bedre grund.  

Senere hen indså jeg, at jeg havde ret til at være ked af det, for når det kommer til stykket, var hun min veninde, hun var en af de bedste, og jeg elskede hende. Jeg havde kendt hende hele mit liv, og aldrig at se hende igen var ikke nemt at indse. 

Det var så mange tårer, og så meget smerte. Jeg tror, at grunden til at jeg havde det så dårligt over, at det var så hårdt for mig, var fordi jeg vidste, at der var mennesker, som elskede hende, der havde det meget værre end mig. Jeg blev ved med at tænke på hendes familie. På hvor hårdt det måtte have været for dem, og indtil jeg indså, at vi også var en del af hendes familie, gav det bare ingen mening for mig at være så fucking ked af det. Mellem os alle sammen, vidste jeg godt, at de andre havde det svære med det, end jeg havde, men de vidste ikke, at det også var svært for mig, for jeg skjulte det bedre, end de gjorde. Jeg smilte når det var nødvendigt, for at skjule smerten. De prøvede at holde det hele inde, og det gjorde jeg også, jeg var bare bedre til ikke at bryde sammen end de var. Min egen familie var bekymret, for jeg blev bare ved med at græde, og de kunne ikke gøre noget. Jeg græd mig selv i søvn, men mine venner ville aldrig finde ud af det. 

Det ramte os hårdt, og jeg ville aldrig glemme følelsen jeg fik, da jeg tog telefonen og Sebastian var grædefærdig. Da ordene faldt over hinanden igennem telefonen, og jeg stoppede ham og sagde, at han ikke behøvede at fortælle mig det. Det var den værste følelse, og jeg havde lyst til at skrige. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...