Den universelle guide til universer - at skrive en roman

Alverdens skrivetips og -tricks som jeg har fået af forfattere, på kurser og ved at læse. Jeg håber at kunne hjælpe den, der sidder fast i sin skriveblokade, samt den, der bare har brug for et lille råd til at komme videre
Tak til @Infinite_Exho for coveret

49Likes
38Kommentarer
5473Visninger
AA

16. Skriveblokade

Findes der noget værre end følelsen af at sidde med et hoved fyldt med ord, men fingre, der ikke vil samarbejde, ikke vil sætte ordene sammen og få det skrevet ned? De færreste, der har skrevet, har undgået en skriveblokade, og for lige at få det på plads: Det er røvhamrende irriterende. Man kan få en fornemmelse af, at man aldrig nogensinde vil komme til at kunne skrive igen (selvom det selvfølgelig ikke er tilfældet), og det får mange til at lægge pen og papir (okay så, PC og Word) væk lidt tid og simpelthen vente på, at idéerne vender tilbage.

Desværre er det oftest bare ikke det, der hjælper mest. I stedet er en rigtig god idé, at man bare skriver. Hvad man skriver er underordnet. Beskriv vejret udenfor. Skriv et digt om din kat Einar eller hunden Dexter. Gør noget. Problemet med en skriveblokade er, at mange får tendens til at gå på nettet, lige tjekke Facebook og mails, se hvad Trump nu har fundet på og i øvrigt finde ud af, at man overvejer at udlicitere DSB. Det duer ikke. Du er nødt til at slå det skide internet fra.

Jeg har sagt det før som en kommentar på et af tipsene fra forfatterne - det er simpelthen for distraherende, og man får lavet alt andet, end det man lige skal. Lige så snart man sætter sig enten med slukket internet eller med papir og blyant er man afskåret fra omverden, og så er det, det gælder om at få nogle bogstaver til at danse.

Jeg kan også anbefale hjemmesiden http://writeordie.com/. Her sætter man et tidsestimat, og så gælder det om bare at skrive, skrive, skrive. Du må ikke viske ud, bruge backspace. Du kan også sætte den til at begynde at slette din tekst, hvis der går for lang tid mellem du får skrevet noget. Det er vildt frustrerende, men det virker altså! Det bliver lidt til en konkurrence, og på den måde får man virkelig skrevet en hel del, også selvom det er volapyk - og så kan det være, der pludselig kommer idéer igen.

Det her er ingen mirakelkur, og forvent ikke, at du efter otte minutters skrivning på write or die er klar til at skrive den næste Stephen King-gyser, men måske er du klar til at skrive videre efter 50-60-70-100 minutter.

Det kan også være en god idé at kigge på de omgivelser, man skriver i. For mig fungerer det ikke at skrive, når der er andre mennesker i nærheden. Jeg skriver udelukkende, når jeg er alene hjemme eller jeg kan være sikker på, at der ikke kommer andre ind på mit værelse. På samme måde kan jeg ikke koncentrere mig i længere tid af gangen, jeg er nødt til en gang i mellem lige at rejse mig, gå en tur, cleare mit mind. Hvis jeg sidder ved et skrivebord bliver jeg utroligt uproduktiv. For mig er et skrivebord der, hvor jeg skriver mine afleveringer til skolen, og det er ikke det, jeg vil forbinde min egen skrivning i fritiden med. Jeg sidder altid i min seng og skriver.

Tidspunktet kan også have indflydelse på din lyst til at skrive. Det kan godt være, at du før har skrevet til klokken to om natten, men helt ærligt, så er der lavet så mange undersøgelser på, at vi på det tidspunkt er så brugte, at der er så tilpas lidt hjerneaktivitet tilbage. Jo tidligere, jo bedre, siger man. Jeg ved ikke, om det er sandt, men i hvert fald tror jeg, at det kan hjælpe at prøve at ændre vanerne lidt. Måske er det bedst at skrive lige efter skole, måske lige efter aftensmaden. Hvis du har muligheden, kan du måske skrive om morgenen? Det handler om at finde sin egen rytme, der hvor man selv fungerer bedst. Det handler ikke om at lytte til de kloge, for det kan da godt være, at det faktisk er klokken to om natten, der fungerer allerbedst for dig - og hatten af for det, så er det da det, du skal gøre, det er der ingen tvivl om. Det er bare vigtigt, at du kommer til at skrive igen.

Der er dem, der kan skrive til musik. Jeg har dog selv opdaget, at jeg ikke kan skrive (eller læse for den sags skyld), hvis der kører musik, som jeg kan teksten på. Faktisk fungerer det generelt ikke særligt godt for mig hvis sangene har tekst. I stedet bruger jeg selv Spotify, hvor jeg sætter Hans Zimmers musik på. Det er filmsoundtracks uden tekst, og det fungerer rigtig godt for mig (selvom stilhed for mig stadig er det bedste). På samme måde findes der på YouTube mange playlister med musik fra videospil. Musikken fra disse spil er netop lavet til at holde dig koncentreret - og det virker altså også andre steder end i spillene!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...