Den universelle guide til universer - at skrive en roman

Alverdens skrivetips og -tricks som jeg har fået af forfattere, på kurser og ved at læse. Jeg håber at kunne hjælpe den, der sidder fast i sin skriveblokade, samt den, der bare har brug for et lille råd til at komme videre
Tak til @Infinite_Exho for coveret

57Likes
52Kommentarer
7604Visninger
AA

15. Show - don't tell

Jeg er slet ikke tvivl om, at jeg med dette kapitel på ingen måde opfinder den dybe tallerken. Show - Don’t tell er ingen ukendt frase, og hver eneste, der har forsøgt at søge råd til skrivning, er med sikkerhed stødt på sætningen og rådet omkring nødvendigheden af at vise i stedet for at fortælle. Det er så sindssygt vigtigt! Men hvad er også er vigtigt er beherskelse. I kapitlet om dialog kom jeg med et eksempel, som jeg vil bruge endnu en gang.

”Hvordan har du det, Charlotte?” spurgte Annie.

                           ”Jo tak, Annie, det går godt, hvad med dig?” svarede Charlotte

                           ”Jeg synes ellers, du har virket lidt trist her på det sidste, Charlotte,” sagde Asger

                           ”Næh, der har bare været lidt mange ting, jeg har det altså fint,” svarede Charlotte.

Igen har jeg vist, hvor kedeligt det er, når der udelukkende bruges ’tell’ - fortæl, hvor alt hvad der siges og gøres skrives med få ord, der gentages igen og igen.

”Hvordan har du det, Charlotte?” Annie kiggede på sin veninde, der stoppede med det, hun havde gang i.

”Jo tak, Annie, det går godt, hvad med dig?” Charlotte kom med et af sine sjældne smil, da hun spurgte ind til Annie.

”Jeg synes ellers, du har virket lidt trist her på det sidste, Charlotte.” Det var Asger, der netop kom gående forbi, der smed kommentaren. Han havde en tendens til at lytte med i folks samtaler, når de mindst ventede det.

”Næh, der har bare været lidt mange ting, jeg har det altså fint,” svarede Charlotte og rullede med øjnene. Hverken hende eller Annie brød sig specielt om Asger.

Jeg skrev tidligere, at det er nødvendigt også at vise, hvad der gøres samtidig, og på den måde skabe en mere naturlig samtale, men jeg læste et blogindlæg på litteratursiden.dk (http://www.litteratursiden.dk/blogs/mette-henriksen/20110209) om netop ’Show and tell’. For ja, Show - Don’t tell er et fantastisk tip til en begynder, der skal lære at skelne de to begreber fra hinanden, men når først det mestres, kan man altså godt begynde at bruge begge dele. Der er intet forkert i en gang i mellem at skrive ’sagde han’, ’gjorde han’ eller ’spurgte han’, så længe det ikke er i overflod. Det kan være en nødvendighed at bruge det i længere samtaler, hvor man kan ende med at løbe tør for ting, man kan vise - det nytter ikke at skrive sådan her:

”Min kat har lige fået killinger.” Willliam flyttede vægten over på højre ben, mens han smilede til Amalie.

”Åhr hvor sødt, må jeg ikke se dem en dag?” Amalie smilede tilbage til William.

”Jo da, du kan bare tage med hjem til mig efter skole en dag.” William flyttede vægten tilbage til venstre ben.

Det fungerer simpelthen ikke. Så er det bedre at skrive ’svarede William’ eller simpelthen undlade at skrive noget. Som tidligere skrevet markerer et linjeskift, at der kommer en ny taler, og derfor ved man godt, hvem det er, der taler, så snart begge parter er blevet præsenteret.

Show - don’t tell handler dog ikke kun om dialoger. Nuvel, det er da vigtigt, men der er også resten af historien. Hvis du på første side af din kommende historie når at fortælle, at Alvilda Holm Sørensen har fire kattekillinger, Magda, Julius, Sofus og Futte, at hendes lillesøsters livret er lasagne, at hun mistede sin far som fireårig, og at forældrene i øvrigt havde været skilt inden da, at hun har flyskræk og virkelig elsker at læse, så er der noget galt. Det skal komme flydende i løbet af din historie, og du skal ikke skrive direkte at ’Alvildas lillesøster elsker lasagne højere end noget andet’. Skriv hellere, at Alvildas søster havde brugt hele formiddagen på at plage sin mor om at lave den lasagne, hun så godt kan lide - det giver et meget bedre flow og bliver mere underholdende for læseren. Store ting som bl.a. tab af en forælder kan være svært at skrive om, og man kan godt tillade sig at skrive direkte, at Alvilda mistede sin far som fireårig. Herefter kan man så med ord vise, hvordan hun håndterer sorgen, hvordan hendes hverdag er, og om hun har en form for savn, eller om hun slet ikke kan huske ham. Alt det kan komme løbende, og det gør en historie meget mere troværdig.

Det er også vigtigt ikke blot at skrive ’Johannes var sur’. Det er der ikke særligt mange, der får ret meget ud af. Det er meget bedre at skrive, at ’Johannes råbte og kaldte sin lillebror for alverdens skældsord. Han sparkede til en stol, før han løb ud ad køkkenet og smækkede hårdt med døren’. Så er der ikke ret meget tvivl om, at Johannes er sur - selvom man ikke direkte har skrevet, at det er tilfældet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...