Den universelle guide til universer - at skrive en roman

Alverdens skrivetips og -tricks som jeg har fået af forfattere, på kurser og ved at læse. Jeg håber at kunne hjælpe den, der sidder fast i sin skriveblokade, samt den, der bare har brug for et lille råd til at komme videre
Tak til @Infinite_Exho for coveret

55Likes
41Kommentarer
7188Visninger
AA

17. Inspiration eller plagiat?

Det er, når man skriver, utroligt vigtigt, at man undgår at plagiere allerede udgivne forfattere. At få inspiration er derimod ganske i orden, og det gør de fleste da også. Det er altså ret vigtigt at kende forskellen på de to begreber. Dybest set kan man sige, at plagiering er, når man enten afskriver hele sætninger eller passager fra en bog, eller når det, man har skrevet, kan genkendes som en anden forfatters værk i en lettere omskreven form. Til gengæld er inspiration at man kan få idéer til miljø, personligheder eller måske magi fra en bog - men selvom man låner lidt idéer fra Harry Potter er der jo ingen der siger, at man behøver at skrive om Hogwarts, det kan sagtens bare være en almindelig skole med en klasse med magikere eller noget i den dur. Jeg vil her komme med et par eksempler på henholdsvis plagiering og inspiration:

Passage fra Bartimæus - Amuletten fra Samarkand:

Kapitel 1

Temperaturen i værelset styrtdykkede. Is sprang frem på gardinerne og lagde sig i en tyk skorpe omkring loftslysene. Glødetrådene i elpærerne fortonede sig bag en tåget hinde, mens de stearinlys, der stod overalt som en koloni af paddehatte, gik ud som på kommando. Det mørke rum fyldtes med en gul og kvælende svovlsky, i hvis midte utydelige, sorte skygger vred og vendte sig. Fra et sted i det fjerne kom en lyd som af utallige skrigende stemmer. Pludselig pressede et eller andet imod døren ud til trappeafsatsen. Døren bulnede indad, så træet gav sig. En hærskare af fodtrin dappede hen over gulvbrædderne, og usynlige munde hviskede onde ting bag ved sengen og under skrivebordet.

I næste afsnit vil jeg lave et eksempel på plagiering af ovenstående passage:

Adelphos - Medaljonen fra Bekabad

Kapitel 1

Det blev med ét iskoldt i værelset. Frost viste sig på gardinerne og lagde sig i et tykt lag omkring lysekronen i loftet. Elpærerne gik ud, de sidste gløder forsvandt nærmest som i en form for dis. De levende lys, der stod i klynger over det hele, gik ud på samme tid. Rummet, der nu var helt mørklagt blev fyldt med en sky af svovl, der virkede omklamrende og havde en sygelig gul farve. I midten viste der sig mørke pletter, nærmest skygger, der vred sig rundt i akavede stillinger. Langt væk kunne man høre lyde, der mindede om skrigende mennesker. Pludselig lød der skramlen mod døren, noget maste mod den, og den begyndte at bule indad, og træet knirkede. En masse fodtrin kunne høres gå hen over gulvet. Under sengen og på stolen ved bordet hviskede stemmer, hvis ejermænd man ikke kunne se, ondt.

Som det måske kan fornemmes, har jeg overdrevet en smule, men jeg har for så vidt muligt taget teksten og proppet den med synonymer, så den virker genkendelig men alligevel anderledes. Den passage, jeg har skrevet, vil gå under kategorien plagiering, fordi den mere eller mindre er ens, og det er en anden person, der har fået idéen til den - en person, der ikke har godkendt, at du omskriver den lidt. Mht titlen har jeg valgt at bytte ét græsk navn ud med et andet, ligesom jeg har ændret bynavnet fra at være den næststørste ny i Usbekistan til at være en anden storby i samme land.

Jeg vil nu forsøge at vise et eksempel på inspiration. Jeg har ikke valgt et direkte udsnit af en tekst, da det kan være svært på få ord at vise det, men jeg vil skrive det ud fra handlingen i Harry Potter, som de fleste nok kender.

I den første bog om Harry Potter har vi at gøre med en forældreløs, elleveårig dreng, der bor hos sin tante og onkel. Han får et brev, der fortæller ham, at han er troldmand, og at han skal begynde på skolen Hoqwarts, der er for troldmænd og hekse. Tanten og onklen er ikke meget for det, men han ender med at tage af sted. På skolen får han to rigtig godt venner; Hermione og Ron. Disse tre unge mennesker kommer ud for mange vilde ting, og bl.a. skal de finde De vises sten. Der er bare det problem, at fjenden Voldemort, der dræbte Harrys forældre, er vendt tilbage.

Det var en meget, meget kort og overfladisk opsummering, men jeg er sikker på, at de fleste kender til handlingen. Hvis man, som mange nok gør, synes det er den mest fantastiske serie, der nogensinde er skrevet, kan det være, at man selv får lyst til at skrive noget lignende. Og så er det, man skal til at passe på. Det fungerer ikke at afskrive passager, men man kunne sagtens skrive en bog med følgende handling:

Den fjortenårige pige Alice Cornwall har stort set ingen kontakt til sine forældre. Hun har valgt at tage på kostskole, hvor mennesker, der har vist sig at have overnaturlige evner, kan bo, men hendes forældre slog hånden af hende, da hun fortalte om sin beslutning om at ansøge til skolen. På skolen har hun sin kæreste, Max, og sammen står de gennem de udfordringer de møder. Der går rygter om en troldmand, der har truet med at lægge verden øde, og Alice beslutter sig for at opsøge ham og overvinde ham. Max er straks med på idéen, og sammen stikker de af fra kostskolen og drager mod fjenden.

Selv i mit eksempel kan man fornemme ting, der minder en smule for meget om Harry Potter. Jeg er personligt ikke meget for idéen om en kostskole, men jeg vil godt mene, at man kan skrive om det, selvom Hogwarts egentlig er det samme. Man kan eventuelt placere skolen i et andet land eller en helt anden verdensdel, da der naturligt vil være forskel på kulturen i England og i Ghana.

Det er altså vigtigt at skelne mellem plagiat og inspiration, men det kan være svært. Ved at prøve sig frem kan man ofte finde ud af, om det man skriver, minder for meget om noget andet. Jussi Adler Olsen, der jo er Danmarks ukronede krimikonge, har selv udtalt, at han ikke selv læser nordiske krimier - på den måde er han helt sikker på, at han ikke plagierer dem, og det kan man jo som skriver også vælge at gøre. Det kan bare være utroligt svært at lade være med, specielt hvis det er en bestemt genre, du brænder for - både at læse og at skrive. Selv elsker jeg virkelig at læse fantasy, men jeg kan på ingen måde finde ud af at skrive det. Paranormal fiction læser jeg derimod slet ikke, men umiddelbart er det det, jeg godt kan lide at skrive (dog kun som noveller, så der ligger selvfølgelig også nogle forskelle). 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...