Den universelle guide til universer - at skrive en roman

Alverdens skrivetips og -tricks som jeg har fået af forfattere, på kurser og ved at læse. Jeg håber at kunne hjælpe den, der sidder fast i sin skriveblokade, samt den, der bare har brug for et lille råd til at komme videre
Tak til @Infinite_Exho for coveret

49Likes
38Kommentarer
5498Visninger
AA

2. Få styr på det basale

Let's start at the very beginning. A very good place to start. When you read you begin with A-B-C. When you write you begin with Who-are-we!

Det er lige nøjagtig sådan det fungerer. Hvem er vi? Hvad vil vi? Hvor ender vi - og hvordan når vi dertil? Det er nogle af de mange spørgsmål, man stiller sig selv, når man vil begynde på en historie.

Først må du finde ud af, hvilken form for skriver du er. Du er endnu ikke forfatter - du er skriver. Man kan diskutere, hvornår man kan kalde sig selv for forfatter. Er det, når man har udgivet sit første værk? Tæller selvudgivere med? Er man forfatter, når man har udgivet på Movellas? Eller er man forfatter, når man har et fuldt gennemrettet manuskript liggende i skrivebordsskuffen, som man ikke har modet til at sende ind til et forlag? Det skal jeg ikke gøre mig til dommer på. Der er lige så mange holdninger, som der er ’forfattere’. Jeg kalder ikke mig selv forfatter. Heller ikke forfatter in spe eller skriver for den sags skyld. For mig er jeg bare mig, og så er det op til andre at sige, hvad de synes jeg er.

Hvis man skal opdele det sort og hvidt, så er der generelt to slags skrivere. Der er planlæggerne og der er intuitionsskriverne.

Planlæggerne er dem, der har den ene notesbog efter den anden fyldt med - ja, noter. Hver eneste karakter har et kapitel for sig, hver lille landsby er beskrevet ned til kromutters datters hemmelige kærestes forskelligfarvede sokker. Der er styr på det hele. Desuden har skriveren malet en tynd, sort, vandret streg hele vejen rundt på væggen i sit værelse, hvor der er sat små pointers med årstal på - en tidslinje, der beskriver alt fra sidste istid til den æblekage, vores hovedpersons mor lavede for et par minutter siden. Nåh ja, måske ikke helt så udførligt, men det er i hvert fald dem, der har styr på det hele.

Så er der dem, der skriver på intuition. Det er dem, der ikke planlægger noget, de skriver bare. Det gør jeg bl.a. selv. Jeg duer ikke til at skrive alle noterne ned, for mig føles det som dobbeltarbejde, men for andre er det den eneste vej frem. Jeg er sikker på, at du godt selv ved, hvordan du skriver bedst. Dem, der skriver på intuition, er ofte også dem, der har brug for at læse manus igennem flere gange, når det er færdigt, fordi der garanteret er nogle løse ender og et par ting, der hang bedre sammen, mens man skrev, end det gør nu. Sådan er det. Sådan vil det også være for dem der planlægger, men de har højst sandsynligt lidt færre småfejl rundt omkring.

En anden ting, der er vigtig, er at finde en skrifttype og -størrelse, der er passende. For det første nytter det ikke at skifte mellem to skrifttyper, for det andet duer comic sans ikke, ligesom det ikke giver mening at skrive i pkt. 16. Arial, Calibri og Times New Roman i pkt. 12 med 1.5 i linjeafstand. Forlagene vil oftest gerne have Times New Roman - personligt foretrækker jeg Calibri, da jeg ganske enkelt synes, det er en pænere skrifttype. Det er smag og behag, og så længe det er let at læse, så gør det ikke så meget, hvordan det ser ud.

Det bedste råd, der nærmest kan gives, må være ’skriv’. Skriv, som om dit liv afhang af det. Det er heldigvis ualmindeligt sjældent, at det er tilfældet, men når man skriver, får man øvelse, og øvelse gør mester. Desuden; læs! Generelt siges det, at jo mere, man læser, jo bedre bliver man til at skrive. Der er faktisk også studier der viser, at det gør en dygtigere til fodbold at se det i fjernsynet (jeg tvivler, for så havde jeg været ren Zlatan, og det kan jeg ikke prale af). Men det at læse gør dig opmærksom på, hvad du selv synes fungerer, og hvad der ikke gør, og det gør, at der er en chance for, at du selv undgår de tunge ting i din egen tekst. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...