Den universelle guide til universer - at skrive en roman

Alverdens skrivetips og -tricks som jeg har fået af forfattere, på kurser og ved at læse. Jeg håber at kunne hjælpe den, der sidder fast i sin skriveblokade, samt den, der bare har brug for et lille råd til at komme videre
Tak til @Infinite_Exho for coveret

52Likes
41Kommentarer
6282Visninger
AA

8. Dialoger

I en længere tekst er dialoger noget af det vigtigste. Hvis ikke man har dialog i sin historie, bliver alt lynhurtigt observationer og beskrivelser, og det bliver træls at læse i længden. Der er ganske vidst forfattere, som magter det; Edward Rutherfurd har skrevet sine mange historiske romaner næsten uden brug af direkte tale. Det betyder, at hans bøger bliver meget tunge og tager et stykke tid at læse, men fordi han er dygtig, kan det godt lade sig gøre, og hans bøger er stadig bestsellers. Men det er ikke alle, der har den evne, og jeg vil derfor råde dig, skriver, til at gøre brug af så meget dialog som overhovedet muligt - samtidig med, at det naturligvis skal virke naturligt.

Der er forskellige måder at sætte en dialog op. Vigtigst af alt er, at man husker at lave linjeskift hver gang, der er en ny, der taler:

”Hvordan har du det, Charlotte?”

”Jo tak, Annie, det går godt, hvad med dig?”

”Jeg synes ellers, du har virket lidt trist her på det sidste, Charlotte,” afbrød Asger hende.

”Næh, der har bare været lidt mange ting, jeg har det altså fint.”

Havde disse fire replikker stået på samme linje, havde det virket meget tungt, langt og forvirrende, derfor er det en rigtig god idé at bruge linjeskift. Desuden kan man vælge, at man, hver gang man laver nyt afsnit, laver indrykning, så linjen begynder længere væk fra venstre margen. Derfor kan man altså risikere, at man har otte-ni linjer i træk, der starter med indrykning, fordi det udelukkende er dialog. Selvom det virker helt skørt, er der altså ikke noget galt i det, og slår man op i en roman fra et hvilket som helst forlag, vil man opleve, at de professionelle forfattere også laver indrykninger hele tiden - der er faktisk utroligt meget spildplads på en almindelig romanside, men det gør til gengæld, at læsningen bliver væsentligt mere overskuelig.

Der er forskellige måder at markere dialoger - direkte tale - på. Jeg bruger selv gåseøjne (anførselstegn), men man kan også bruge en bindestreg i starten af sætningen. Det man risikerer ved at bruge bindestreg, er, at man kan have svært ved at skelne mellem replik og beskrivelse - ved brug af gåseøjne er det nemmere at se, hvor replikken ender. Det er lidt forskelligt, hvad forfatterne bruger, men generelt set virker det til, at man i børne- og ungdomslitteratur er lidt 50/50 omkring det, mens man i voksenlitteratur mest gør brug af gåseøjne - det er dog ikke noget, der er bevist, men blot min egen oplevelse.

Dialoger er svære at gøre naturlige. Noget af det vigtigste er noget, jeg også vil komme ind på i et senere kapitel - Show, don’t tell. Det er uendeligt vigtigt, at du ikke slutter hver replik med sagde han, spurgte han, svarede han. De tre sætninger er brugt så meget, og ja, du vil komme til at bruge dem en gang i mellem, men det giver et bedre flow at vise, hvad taleren gør:

                           ”Hvordan har du det, Charlotte?” spurgte Annie.

                           ”Jo tak, Annie, det går godt, hvad med dig?” svarede Charlotte

                           ”Jeg synes ellers, du har virket lidt trist her på det sidste, Charlotte,” sagde Asger

                           ”Næh, der har bare været lidt mange ting, jeg har det altså fint,” svarede Charlotte.

Det er uendeligt kedelig læsning. Meget bedre er:

”Hvordan har du det, Charlotte?” Annie kiggede på sin veninde, der stoppede med det, hun havde gang i.

”Jo tak, Annie, det går godt, hvad med dig?” Charlotte kom med et af sine sjældne smil, da hun spurgte ind til Annie.

”Jeg synes ellers, du har virket lidt trist her på det sidste, Charlotte.” Det var Asger, der netop kom gående forbi, der smed kommentaren. Han havde en tendens til at lytte med i folks samtaler, når de mindst ventede det.

”Næh, der har bare været lidt mange ting, jeg har det altså fint,” svarede Charlotte og rullede med øjnene. Hverken hende eller Annie brød sig specielt om Asger.

Her kan man meget bedre forestille sig, hvad der sker, mens samtalen står på. I den første dialog har man ingen idé om, hvordan personerne har det med hinanden - det bliver tydeligere i andet eksempel. Desuden får du væsentligt flere tegn - og kan derfor hurtigere få kød på din historie. Mere om det vil følge i kapitlet om Show, don’t tell.

En anden vigtig ting omkring dialoger er, at der skal være replikindividualitet. Som anmelder oplever jeg, at der er forfattere, der er skidedygtige til netop det, mens andre nærmest ikke gør det. Det fungerer ikke, at både Marie, Ida, Sanne, Tobias, Ahmed og Zoe bruger fuldstændig samme sprog, selvom Marie er vokset op med forældre, der er ældre end de flestes, Ida har boet i Brasilien i de sidste fire år, Tobias går i syvende klasse, Ahmed er chef for et stort firma og Zoe er vokset op i en ghetto. Det vil være naturligt, at Zoe har en tendens til at bruge skældsord og slang, mens Ida vil bruge flere spanske udtryk, og Tobias vil være helt nede Mette. De duer ikke, at de taler fuldstændig samme sprog. Der er forskel på socialklasse, alder og baggrund - og man bliver påvirket af sine omgivelser.

Et godt tip til at finde ud af, om en dialog overhovedet virker troværdig, er at læse den højt. Selvom det måske er ganske pædagogisk, vil et mobbeoffer sjældent gå hen til sin lærer og sige ”Ved du hvad, Anton har slået mig i de sidste fire år, tror du vi kan finde en løsning på det, der er god for os begge?” Nej, offeret vil nok nærmere råbe og skrige af Anton, måske endda græde, men han vil sjældent gå til læreren, for sådan fungerer det simpelthen ikke. Så derfor - sæt dig ind i situationen, læs replikkerne højt for dig selv eller andre. Fungerer de ikke, så kassér dem eller skriv dem om - det er det, der virker bedst!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...