Den universelle guide til universer - at skrive en roman

Alverdens skrivetips og -tricks som jeg har fået af forfattere, på kurser og ved at læse. Jeg håber at kunne hjælpe den, der sidder fast i sin skriveblokade, samt den, der bare har brug for et lille råd til at komme videre

24Likes
21Kommentarer
2027Visninger
AA

1. Forord

Hej med dig! Du har været så flink at klikke ind på min Movella, der gerne skulle være med til at gør din historie endnu bedre. Jeg har ingen udgivne romaner med i rygsækken; ikke engang på Movellas har jeg publiceret en længere tekst, men jeg har efterhånden øvet mig så meget og hørt så mange forfattere og andre spirer give tips, at jeg synes, at det er på tide at dele ud af alle de råd, jeg har fået!

For lige kort at præsentere mig selv, så hedder jeg Mia Cecilie, jeg er gymnasieelev på Rødkilde Gymnasium i Vejle, og om et par måneder, når mine to børnebøger er færdigillustreret, er jeg også udgivet e-bogsforfatter ved forlaget Lev & Lær - og jeg glæder mig som en gal!

Jeg tror, jeg blev bidt af en gal forfatter som lille. Jeg er en af de mennesker, der har det bedst med en bog eller en blyant i hånden. Jeg har en lille gesjæft som anmelder på bookeater.dk, så er der nogen her, der er interesseret i boganmeldelser, synes jeg, I skal tage et smut forbi der, der er mange dygtige mennesker - jeg optræder under alias derinde, så jeg er måske ikke helt nem at finde, men det kan altså godt lade sig gøre!

Derudover er jeg lettere nørdet, når det kommer til grammatik, og jeg ved ikke noget bedre end at slappe af, mens jeg retter en tekst igennem for manglende kommaer og tastefejl. Så kan I jo tænke, hvad I vil …

Hvor tit der kommer opdateringer, det ved jeg simpelthen ikke endnu. Umiddelbart tænker jeg, at jeg starter med at smide en hel del kapitler op og ligesom sætte gang i det hele, men jeg tænker da, at der jævnligt vil komme opdateringer. Sidder du og tænker, at der er noget, du mangler at vide, så skriv en kommentar, så vil jeg så vidt muligt prøve at fokusere på det i et indlæg, så du kan få svar på det du mangler!

Man skal huske på, at der ingen facitliste findes, når man sætter sig til at skrive, og det er udelukkende dit hoved, der afgør resultatet. Der er ikke nogen måde der er forkert at skrive på, ligesom der ikke er en rigtig; men der er noget, folk hellere vil høre end andet, og det er det, jeg nu vil forsøge at spore os lidt nærmere ind på.

Som en lille bonus, vil jeg forsøge at skrive til forskellige forfattere og få deres bedste skrivetips, som jeg vil lave indlæg med, så det ikke kun er mig, men også de professionelle, der får lov til at tale gennem den her Movella. Det er på ingen måde sikkert, at det kan lade sig gøre, men jeg håber og jeg tror på det.

Desuden vil jeg undervejs lave små kapitler med forskellige skriveøvelser, som jeg selv er blevet præsenteret på gennem andre forfattere, artikler og på kurser, og jeg håber, det vil falde i god jord hos jer!

Tak fordi du gider læse med, jeg håber på at jeg, hvis ikke jeg kan underholde dig direkte, i det mindste kan give dig lidt gode råd med på vejen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...