ATTITUDE - FF by Kiwiii

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2017
  • Opdateret: 12 aug. 2017
  • Status: Igang
Da 17-årige Grace flytter til en lille by, langt væk fra sine vante omgivelser og sit selvsikre jeg, vendes hendes liv på hovedet. Hvordan er det at stå overfor en ny side af sig selv samtidig med, at man stifter bekendtskab med kærlighedens forunderlige og skræmmende ansigt. Hvordan tackler man fænomenet gruppepres når det indebærer, at man skal overskride grænser? Og hvad med ham den krølhårede fyr, der er noget så forvirrende? Får han lov til at fylde lidt mere i hendes liv, end hvad hendes intentioner egentlig var?

27Likes
22Kommentarer
12378Visninger
AA

5. Kapitel 4 - She Can Do It?

~ Kapitel 4 Grace’s POV ~

 

 

De næste to uger forløb uden nogle særligt bemærkelsesværdige episoder. Jeg var sammen med Nathan, Harry, Noah og Zayn i alle pauser i skolen og de timer vi havde sammen. Noah og jeg var blevet ret tætte på den korte tid. Vi hang ud sammen på alle mulige tidspunkter. Det var dog ikke altid lige let at finde et ledigt tidspunkt, eftersom han brugte rigtig meget tid på hans kæreste. Men vi skrev sammen på daglig basis for at holde vores venskab kørende. Faktisk var han som en bror for mig. Jeg hyggede mig virkelig i hans selskab, og jeg nød at tilbringe tid sammen med ham. Det var rart at have fundet en, jeg kunne føle mig godt tilpas sammen med. En ting jeg ikke havde regnet med ville ske efter flytningen. Nathan var vældig flink, men ikke en jeg var sammen med andet end i frokostpauserne. Det samme med Zayn. Zayn var en mærkværdig fyr. Han sagde næsten aldrig noget, men var alligevel den mest respekterede på hele skolen. Og Harry, ja han var som han hele tiden havde været. En smule irriterende, men alligevel et pusterum, hvor jeg kunne få lov at være mig selv. 

 

Vi havde alle været oppe på kontoret for at få at vide, om vi havde fået vores ønskede valgfag. Det havde jeg - heldigvis. Jeg havde valgt ‘motor og mekanik’, et fag jeg håbede på at kunne udmærke mig i, eftersom jeg jo brugte en stor del af min tid på værkstedet derhjemme. Derfor var jeg nu på vej til min første valgfagslektion. Jeg fandt vej til lokalet og åbnede døren. Vores lærer stod med snuden i nogle papirer og fire fyre sad allerede på hver deres stol og snakkede. Jeg satte mig ned bagerst i klassen på en ledig stol. Efterhånden som klokken nærmede sig timestart kom resten af eleverne daskende ind og fandt en plads. Læreren vendte sig mod os og der blev ro. 

“Godmorgen, mit navn er Mr. Wilson og jeg skal være jeres lærer i disse lektioner,” sagde han og kiggede uinteresseret ud på os. Han begyndte at liste alle navnene op for at sikre sig at vi alle var her. Da han nåede mit navn kiggede han underligt på papiret og spejdede så ud over klassen. Hans blik landede på mig. 

“Miss Schmidt… Et sjældent syn,” sagde han og nikkede anerkendende. Resten af klassen, som udelukkende bestod af fyre, vendte sig mod mig og sendte mig nedværdigende blikke som for at sige ‘hun tror vidst hun er sej’. Jeg ignorerede dem og fulgte i stedet Mr. Wilsons navneopråb. 

“Mr. Styles,” sagde han og måtte gentage dette et par gange. 

“Hvor er han henne?” Spurgte han og kiggede bebrejdende ned på en fyr på første række, der uskyldigt trak på skuldrene. 

“Typisk,” mumlede Mr. Wilson og afsluttede sit opråb. Døren gik op og ind kom Harry. Jeg sukkede irriteret og håbede bare inderligt at han fandt sig en anden plads end ved siden af mig. Alle andre havde en sidemakker - undtagen mig, så jeg kunne næsten tænke mig til resultatet. Harry spejdede ud over klassen og satte så kurs mod mig. 

“Du kommer for sent Mr. Styles,” sagde Mr. Wilson utålmodigt og kiggede strengt på Harry, som bare trak på skuldrene. 

“Det skal ikke ske igen,” svarede han falsk og rutineret og satte sig på stolen ved siden af mig. Han lænede sit hovede imod mig. 

“Sikke en overraskelse at se dig her prinsesse,” hviskede han og lagde tryk på ordet ‘prinsesse’. Et kælenavn han efterhånden kaldte mig hver dag og som jeg var godt og grundig træt af. 

“Jeg er fuld af overraskelser,” svarede jeg og sendte ham et flabet smil. Jeg rettede min opmærksomhed mod Mr. Wilson. Han var ved at forklare os om vores undervisningsforløb, hvilket virkede til at blive temmelig nemt for mig, eftersom alt på vores pensumliste indgik i det basale ved at arbejde som automekaniker. Han sluttede af med at sætte os igang med en opgave om at beskrive en motorcykels opbygning, og hvilke dele af denne der var mest vanskelige at reparere. 

“Såe prinsesse skal vi lave det sammen eller hver for sig?” Spurgte Harry flabet. Jeg kiggede dumt på ham. 

“Som om jeg gider hjælpe dig,” sagde jeg og smilede kækt til ham.

“Det var nu mere fordi jeg ville være sød ved dig og hjælpe dig,” sagde han selvhøjtideligt. Jeg fnøs. 

“Så skal vi da i den grad ikke arbejde sammen,” sagde jeg og startede min computer op. 

“Årh come on,” sagde han. Jeg tog en dyb indånding og nikkede så.

“Okay, men kun hvis du stopper med at kalde mig det der,” sagde jeg. Han kiggede sjovt på mig. 

“Alt for dig prinsesse,” sagde han med et grin. Jeg daskede ham på skulderen og kiggede så opgivende på ham. Han var da umulig den dreng. 

 

Skoledagen havde nået sin ende og jeg gik nu mod Noah, Harry og Nathan der stod samlet ved Harrys bil. 

“Hey,” hilste jeg. De mumlede alle et ‘hey’ og fortsatte så deres samtale i et lavt toneleje. Jeg prikkede Noah på skulderen.

“Hvad sker der?” Spurgte jeg i et forsøg på at få indsigt i deres samtale. Nathan kiggede pludselig på mig og lignede en der fik en brilliant idé. Jeg kiggede undrende på ham.

“Hun kan sgu da gøre det guys,” sagde han. Harry kiggede mistroisk på mig. 

“Øhh, undskyld mig?” Sagde jeg. Nathan lagde en arm om min skulder. 

“Ser du, det årlige løb er lige om hjørnet, og vi mangler mekaniker for vores hold. Så var det jeg tænkte - du kunne træde til,” sagde han og kiggede smilende på mig. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle tænke. 

“Og hvad indebærer det så?” Spurgte jeg. 

“Se, Harry og Noah skal køre løbet for os, Zayn kommer vi ikke til at se meget til - han står for optakten mod det andet hold og møder os først på dagen, jeg står for at skaffe køretøjer og reservedele hjem, mens du skal tune dem og sørge for, at alt er i den bedste stand til løbet. Hvad siger du til det?” Sagde han. Jeg trak på skuldrene. Jeg havde i forvejen virkelig travlt på værkstedet og med lektier.  

“Jeg ved ikke rigtig,” sagde jeg lavt og kiggede ned på mine sko. Jeg havde det dårligt med at sige nej til dem, men på den anden side ville jeg svigte værkstedet og skolen.

“Grace kom nu, det bliver super fedt,” sagde Noah. Han sendte mig et smil. 

“Du er måske bange for, du ikke er god nok prinsesse?” Sagde Harry stikkende. Jeg kiggede udfordrende på ham. 

“Jeg troede, vi havde aftalt, at du droppede det der. Desuden så er jeg aldrig bange,” sagde jeg selvsikkert. 

“Så hvad er problemet?” Spurgte Noah. 

“Fint, jeg gør det,” sagde jeg så til sidst. Nathan og Noah gav hinanden en high-five og fortsatte så deres samtale. 

“Beundringsværdigt at du tør,” sagde Harry inden han satte sig ind i sin bil. Hvad havde jeg rodet mig ud i?

 

 

**

Undskyld for det lidt kortere kapitel, dem vil der ikke komme mange af, men det passede lige med et stop her :) 

Hvad tænker i indtil videre? Idéer, ris og ros modtages med kyshånd :)

 

Kiwiii <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...