ATTITUDE - FF by Kiwiii

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2017
  • Opdateret: 12 aug. 2017
  • Status: Igang
Da 17-årige Grace flytter til en lille by, langt væk fra sine vante omgivelser og sit selvsikre jeg, vendes hendes liv på hovedet. Hvordan er det at stå overfor en ny side af sig selv samtidig med, at man stifter bekendtskab med kærlighedens forunderlige og skræmmende ansigt. Hvordan tackler man fænomenet gruppepres når det indebærer, at man skal overskride grænser? Og hvad med ham den krølhårede fyr, der er noget så forvirrende? Får han lov til at fylde lidt mere i hendes liv, end hvad hendes intentioner egentlig var?

27Likes
22Kommentarer
12313Visninger
AA

4. Kapitel 3 - Princess

~ Kapitel 3 Grace’s POV ~

 

 

Resten af søndagen var forløbet stille og roligt. Jeg havde fået mine frustrationer ud ude i værkstedet med musik i ørene. Den bedste terapi, hvis du spørger mig. Da far over aftensmaden havde spurgt hvordan det havde været, og hvor jeg havde overnattet, havde jeg bare svaret at det havde været helt fint, og at jeg havde overnattet hjemme ved en ven. Mandagen startede ud, straks værre. Jeg mødte ind i god tid og forsøgte at finde det lokale jeg skulle være i. Hvilket endnu engang var temmelig besværligt, eftersom gangene var proppet med elever, og jeg fór vild næsten hele tiden. Jeg sukkede frustreret og stoppede op midt i menneskemængden. Et stykke fra mig stod en ældre lærer, og jeg besluttede mig derfor for at gå over og spørge om vej. 

“Undskyld sir,” sagde jeg. Han kiggede fordømmende på mig. 

“Ved du hvor lokale 4F ligger henne?” Spurgte jeg. Han pegede ned af gangen. Og jeg nikkede som tak. Jeg fulgte hans instrukser og undersøgte hver eneste klasse for at finde ud af, hvilket der var det, jeg søgte. Omsider fandt jeg lokalet, og jeg åbnede døren til mødet af en fuld klasse. Kun en ledig plads i midten af klassen. Lige foran Harry. Det måtte da være løgn. Jeg tog en dyb indånding og gik så selvsikkert ned til den ledige plads og satte mig. 

“Du kunne ikke holde dig fra mig hva’?” Hviskede han lige bag mig. Jeg rullede øjne af ham. 

“Tro på det,” svarede jeg.

 

I frokostpausen sad jeg igen ved Noahs bord. Noah havde fortalt mig, at det nærmest var et mirakel, at jeg havde fået tilladelse af Nathan, Harry og Zayn til at sidde ved deres bor. Der sad aldrig andre. De var den klike man ser i film, som var populære, kunne snøre alle piger som de ville og som havde bagdelen fuld af penge, men som alligevel var nogle hårde fyre, der var selektive i deres udvalg af venner og piger. Jeg brød mig ikke ret meget om Zayn, han var alt for sammenbidt, kiggede mærkeligt på mig, sagde ikke ret meget og stod det meste af tiden med tungen helt nede i halsen på en tøs. Nathan, tjah han var vældig flink, men han var ikke særlig respekterende overfor piger. Det var der i princippet ikke rigtig nogen af dem der var - Noah, men kun overfor mig og hans kæreste Tiffany, som jeg endnu ikke havde mødt.

Harry. Harry var mærkelig. Han kom altid med små stikkende bemærkninger og nedstirrede mig konstant. Samtidig var han en rigtig damehaj. Alligevel følte jeg, at mit gamle jeg kunne få plads, når jeg var sammen med ham. Spydige kommentarer, små udfordringer og sarkasme. Det var sådan jeg egentlig altid havde været, men efter jeg var flyttet, havde jeg mødt en helt ny side af mig selv. En genert og forsigtig side, der somme tider ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Det var på en måde lidt skræmmende at møde denne her side. Jeg var vant til at rende rundt i en hoodie og reparere scootere og biler, og sætte hårde fyre på plads. Det var ikke det, jeg fik mest tid til at gå med ligenu, men jeg håbede at efterhånden som folk fik lært mig at kende, at der igen kunne blive fuld plads til gamle Grace. Indtil da, måtte jeg forsøge at holde fast i mine nye bekendtskaber, om det så måtte koste, at jeg var mindre hård.

"Er man faldet i staver prinsesse?" Lød en stemme i mit øre. Jeg kiggede vredt på Harry.

"Du kan lige vove på nogensinde at kalde mig det igen!" Beordrede jeg. Han sendte mig et hoverende smil og løftede så hænderne i forsvarsposition.

"Og hvorfor så det prinsesse?" Spurgte han og lagde ekstra tryk på ordet 'prinsesse'. Jeg plantede et selvsikkert smil på mine læber.

"Fordi ellers slår jeg dig i gulvet!" Sagde jeg. Han nikkede imponeret.

"Sikke en trussel? Det er du vidst ikke i stand til," sagde han og blinkede med hans ene øje.

"Du ved ikke hvad jeg er i stand til," sagde jeg. Han kiggede mærkeligt på mig.

"Uha da, skal jeg tage det som en invitation?” Som svar vendte jeg bare det hvide ud af øjnene. Tåbelige dreng. 

"Grace, hils på Jeremy," sagde Noah og daskede mig på skulderen. Jeg vendte hovedet og kiggede op. En høj, lyshåret fyr stod og kiggede nedladende på mig.

"Pfft.. hvad fanden laver hun her?" Sagde han nærmere som en fornemmelse end som et spørgsmål.

"Det er Noah, der har hevet hende med," sagde Nathan opgivende. Fyren nikkede imponeret.

"Tjoh.. Nyt kød er vel altid godt," sagde han og klaskede Noah på skulderen. Han kiggede en sidste gang på mig inden han gik og forsvandt ud af kantinen.

"Går han overhovedet på vores skole?" Spurgte jeg en smule forvirret.

"Næh," sagde Harry.

"Det var ikke dig jeg spurgte!" Bed jeg ham af. Han smilede hoverende.

"Det er jeg da ligeglad med," sagde han.

 

På vej til min sidste time blev jeg skubbet til side af en lyshåret pige. Hun stod med sine hænder på mine skuldre og skubbede mig hårdt op mod væggen bag mig. 

“Hør her tøs,” sagde hun og kiggede sig kort over skulderen. 

“Du gør klogt i at holde dig væk fra dem,” sagde hun. Jeg kiggede forvirret på hende. 

“Hvad mener du?” Spurgte jeg. Hun trak mig væk fra væggen, lagde en arm om min skulder og begyndte at gå ned af gangen. 

“De er ikke godt selskab, tro mig!” Sagde hun og kiggede alvorligt på mig. Jeg kiggede mærkeligt på hende. Var hun helt rask? 

“O..Kay..?” Sagde jeg tøvende. Hun sukkede irriteret. 

“Bare.. Pas på dig selv..” Sagde hun inden hun slap mig og forsvandt med så hastige skridt at mørkeblå kjole blafrede og viste lidt for meget af det gode. Forvirret kiggede jeg efter hende. Jeg rystede på hovedet i et forsøg på at ryste hende af mine tanker og istedet fokusere på min sidste lektion. Historie. Et dødkedeligt fag. Ganske simpelt tidsspilde. Vores lærer gjorde det dog heller ikke just bedre. Mr. Brown; en gammel, yderst uinteressant     mand, som selv syntes at hans undervisning var som en anden action-film. I think not! Midt i al kedsomheden tikkede en besked ind på min mobil. Det var Noah. 

‘Hey biker! Har du nogen planer efter skole?’

Egentlig havde jeg lovet far at komme hjem på værkstedet og hjælpe. En kunde havde ringet akut med en generator der var gået i stykker. 

‘Havde jeg egentlig, kan du byde på noget bedre?’ Det var hvad jeg valgte at svare. Her var der nemlig både mulighed for at takke ja, og springe fra hvis det var noget jeg ikke havde lyst til. Mine tanker blev afbrudt af Mr. Brown. 

“Miss Schmidt.. Hvilken slægt udsprang han fra?” Spurgte han i et forsøg på at fange mig i et uopmærksomt øjeblik. 

“Napoleon udsprang af den korsikanske adelsslægt Bonaparte,” svarede jeg og håbede i mit stille sind, at det var det korrekte svar. Mr. Brown nikkede utilfreds og fortsatte sin undervisning. En ny besked lyste op på displayet. 

‘Vi skal på tur :)’ Et lille smil bredte sig på mine læber. Det lød nu meget hyggeligt. Jeg takkede ja og prøvede så at holde min koncentration på Mr. Browns undervisning.

 

Endelig ringede det ud, og jeg var ikke mange minutter om at pakke mine ting sammen  og komme ud af døren. Udenfor stod Noah, Harry og Zayn med deres solbriller, lænet op af en bekendt sort bil. Harrys. Jeg sukkede irriteret og traskede så hen til dem. 

“Hvis han skal med så skal jeg ikke,” sagde jeg til Noah alt imens jeg pegede på Harry. Harry kiggede fornærmet på mig. 

“Jamen hvad kan dog være vigtigere end at være sammen med mig…” Noah puffede ham i siden med sin albue, “sammen med os, prinsesse?” Jeg kiggede olmt på ham. Det gjorde han bare ikke. Jeg gik et skridt hen imod ham og pegede på hans bryst. Meningen var egentlig at det skulle have virket en smule truende, men med mine kun lige knap 165 cm, var det svært at virke særlig farlig, når min modstander var næsten to meter. Han smilede triumferende til mig. 

“Jeg skal for alt i verden ikke være sammen med dig,” fnyste jeg. 

Henvendt til Noah sagde jeg; “jeg har en ødelagt generator, et tændrør der skal skiftes, olie der skal fyldes på og en lakering der venter - så hvis han - ” jeg nikkede mod Harry; “- skal med så har jeg noget lidt vigtigere,” sagde jeg. 

“Hey, er du mekaniker?” Det var nogle af de første ord jeg havde hørt fra Zayn. Jeg kiggede forundret på ham. Jeg trak på skuldrene. 

“Så godt som,” svarede jeg. Han nikkede anerkendende. 

“Well… Siden det er Harrys bil slipper vi nok ikke for ham,” sagde Noah og trak på skuldrene. 

“Fint, så tager jeg hjem og arbejder,” sagde jeg og sendte dem alle et falsk smil inden jeg vendte om på hælen og gik mod min knallert. 

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle mene om Harry. På den ene side følte jeg mig utrolig tryg i hans selskab - jeg kunne få luft til at være mit gamle jeg. På den anden side, var han bare en træls fyr. Han virkede som en af dem, der tænkte om piger på en måde hvorpå at alle som deres største drøm, havde drømmen om at komme i bukserne på ham, hvilket ikke var tilfældet for mig. Mine tanker om ham var meget forvirrende. Min adfærd overfor ham havde været min dagligdag i så længe jeg kunne huske, men nu syntes det på en mærkelig måde fremmet. Jeg længtes efter mit gamle jeg når jeg var sammen med for eksempel Noah, men når så jeg var sammen med Harry og gamle Grace fik plads føltes det nærmest forkert. Det var utrolig frustrerende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...